De fem mest lovende film i biografen i december – fra Oscar-vinder til Sydney Sweeneys sidste chance

Selvom du skal finde tid til at genbesøge dine favoritjulefilm, er der stadig fuld gang i biograferne. Vi håndplukker månedens fem must-sees, der inkluderer en spiddende dansk kønskomedie og en tur tilbage til Pandora.
De fem mest lovende film i biografen i december – fra Oscar-vinder til Sydney Sweeneys sidste chance
'Mand op!' (Foto: Martin Dam Kristensen/SF Studios)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘I’m Still Here

Ventetiden har været urimelig lang siden verdenspremieren for langt over et år siden. Men nu kan danske biografgængere endelig opleve Walter Salles’ brasilianske Oscar-darling ’I’m Still Here’, der tidligere i år hev statuetten hjem for Bedste Internationale Film, ligesom den ganske overraskende var nomineret i Bedste Film-kategorien.

Filmens tredje Oscar-nominering gik til hovedrolleindehaveren Fernanda Torres, der spiller den virkelige advokat og menneskeretsforkæmper Eunice Paiva. Historien er en autentisk skildring af 1970’ernes Brasilien, hvor Eunices familie pludselig rives i stykker, da hendes mand – tidligere kongresmedlem og en udtalt kritiker af landets militærdiktatur – hentes af sortklædte regeringsmænd. Eunice begiver sig ud på en personlig og politisk kamp for retfærdighed. 

’I’m Still Here’ har biografpremiere 4. december. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ‘Mand op!

Savner du lidt debatemner til familiejulefrokosten, kan du passende hive et bredt udsnit af generationerne med ind og se den sortkomiske ’Mand op!’

Her er Mikkel Boe Følsgaards Rasmus skidetræt af at leve i »et samfund, der er totalt styret af kvinder«. Han nægter at acceptere nederlaget i det nulsumsspil, han betragter rettigheder som, og tager med sin mandegruppe aktion mod det moderne samfunds kvindekamp og andre boomer-fy-ord.

Hans maskerede medmænd består blandt andre af Anders Brink Madsen, Christopher Læssø og Zaki Youssef, mens også Sofie Torp, Amanda Collin, Jens Albinus og Lærke Winther er på rollelisten. Filmen er instrueret af Frederikke Aspöck, der senest stod bag ‘Viften’ om Danmarks kolonitid og før det fængselskomedien ‘De frivillige’.

’Mand op!’ har biografpremiere 11. december. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ‘Avatar: Fire and Ash

Står du pludselig med 3 timer og 15 minutter en uge før juleaften, som du ikke ved, hvad du skal bruge til? 

Så kan du jo passende læne dig tilbage i biografsædet iført 3D-briller til tredje kapitel i ’Avatar’-franchisen, der har fået undertitlen ’Fire and Ash’. Det er endnu engang den forvandlede marinesoldat Jake Scullys (Sam Worthington) Na’vi-eventyr, der er i højsædet, mens han og Neytiri kæmper for deres familie på planeten Pandora. 

Denne gang kommer modstanden også fra en ny, aggressiv Na’vi-stamme under ledelse af Varang (Oona Chaplin), som kaldes Aske-folket. Castet byder derudover på tilbagevendende ’Avatar’-favoritter, da både Zoe Saldaña, Kate Winslet, Sigourney Weaver og Stephen Lang medvirker igen. 

De to første installationer er stadig den mest og tredjemest indtjenende film nogensinde, og det skal blive spændende at se, om publikum stadig tropper nysgerrigt op, når Cameron-hornet gjalder.

’Avatar: Fire and Ash’ har biografpremiere 17. december.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘The Love That Remains

Den danskuddannede islænding Hlynur Pálmason har med ’Vinterbrødre’, ’En hvid hvid dag’ og ’Venskabte land’ demonstreret, at han er en af tidens største nordiske auteurs, båret af kolossal stilsans, sort komik og dragende fortællinger.

Nu vender islændingen blikket mod vores nærmeste relationer med ’The Love That Remains’, som udstiller skilsmissens indflydelse på familiens mulige ophør. Soundvenues filmredaktør anmeldte filmen positivt ved verdenspremieren i Cannes, hvor han roste den for at være »slående i sine både smukke og pirrende slices of life fra en familie, der går i stykker«. 

’The Love That Remains’ har biografpremiere 18. december.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ‘The Housemaid

Sydney Sweeney har mildt sagt haft et turbulent år, hvor både jeans-kontroverser og skidt sælgende film har fyldt en del. 

Nu får hun årets absolut sidste chance for at flytte fokus over på sine evner som skuespiller i ’The Housemaid’, der er en filmatisering af Freida McFaddens bog af samme navn fra 2022. Her er hun den titulære stuepige, der ansættes af det velhavende par Nina (Amanda Seyfried) og Andrew (Brandon Sklenar). Men familien er ikke så velfungerende som først antaget, og pludselig står hun midt i en labyrint af magt og hemmeligheder. 

Den psykologiske thriller er instrueret af Paul Feig, der især har stor komisk erfaring som instruktør på blandt andet ’Bridesmaids’ og ’Freaks and Geeks’. 

’The Housemaid’ har biografpremiere 25. december.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af