’The Love That Remains’: Det er fandme en forrygende start på en film om en families opløsning
CANNES FILM FESTIVAL. Der er dårlig filmsymbolik, som når rød betyder blod, og et tårn betyder fallos.
Og så er der god filmsymbolik af den slags, islandske Hlynur Pálmason leverer som få andre. Det har han vist siden sin afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, ’En maler’, og han understreger sin status som en vaskeægte symbolkunstner, der finder originale metaforer i naturen såvel som civilisationens pragt og forfald med åbningen på sin nye film ’The Love That Remains’, der netop har haft verdenspremiere uden for konkurrence på Cannes-festivalen.
Her løfter et tag sig i ét stykke fra et faldefærdigt hus via en kran, der er ude af billedet, så det ser ud, som om taget svæver frit i luften.
Dét er fandme en forrygende metaforisk start på en film om en kernefamilie, der går i opløsning.
Denne familieopløsning er rent plotoverfladisk omdrejningspunktet for Pálmasons danskproducerede, men dog mest islandske film, og så alligevel: Skilsmissen går nærmest ubemærket hen.
Vi møder en familie med far Magnus, mor Anna, deres teenagepige og to yngre tvillingedrenge. Anna er en »struggling artist«, som hendes egen far på et tidspunkt betegner hende i hendes nærvær, Magnus er fisker og for det meste på havet. I starten hygger de sig om middagsbordet. Senere går Anna og Magnus fra hinanden. Vi får det at vide i en sidebemærkning.
For selvom ’The Love That Remains’ først læner sig tættere op ad instruktørens jordnære, sine steder nærmest thrilleragtige ’En hvid, hvid nat’ end de storladne og symbolmættede ’Vinterbrødre’ og ’Vanskabte land’, er den ingen nidkær dissektion af ægteskabet og familiens ophør som ’Marriage Story’ eller ’Scener fra et ægteskab’. Det er en mere antydende, elliptisk og ja, metafordreven fortælling, der rummer mere sort humor og stor skønhed end indlysende sammenhæng.
Filmens første halvdel, hvor man forsøger at sammenstykke den lille families dynamikker, længsler og sår, er særligt pirrende.
Det gør man især gennem Pálmasons velkendte fascination af sammenstødet mellem natur og industri, mellem svampe, bær og dyr i de statuariske islandske fjelde over for indbyggernes forhold til håndens arbejde, til maskinerne og metallet.
Anna og hendes far taler sammen, mens de som det naturligste i verden hamrer hegnspæle i jorden, og som kontormus mindes man om sin egen distance til både jorden og udvindingen af den.
Hos Palmáson er skønhed og forrådnelse to sider af samme sag, og han finder sublime billeder på tidens og livets gang. Har man nogensinde før set månederne passere via nyudklækkede kyllingers udvikling til høner og haner i smalfilms-agtige billeder?
Selv Annas malerier er et møde mellem det industrielle og naturlige. Med udsigt over hav og bjerge skaber hun kunst ud af rust, men den svenske storbygallerist (Anders Mossling), der kommer på besøg, er ikke imponeret. Han vil hellere tale om vin og konkurrerende mandlige kunstnere og, ja, først og fremmest bare tale selv, indtil han møder et chokerende udfald af den slags, Palmáson eksekverer med brat overraskelse.
Eller møder galleristen dette udfald? Det vides ikke helt, for i sidste del tangerer filmen mere og mere over mod det magiskrealistiske, nærmere den mexicanske mystifist Carlos Reygadas end den nøgterne franske antydningskunstner Mia Hansen-Løve.
Og efterhånden blottes det, at Palmásons karakteristiske kølige distance i længden er et svært match med den indlevende empati, et drama om forældre, børn og skilsmisse måske næres bedst af.
Således ender ’The Love That Remains’ en smule diffust. Men de originale enkeltscener af både komik og eksistentiel undren står tilbage. Et hul, der bliver gravet og kulminerer i slående tableauer med børn, bue og pil. Et sanseliderligt kig op under en kjole, som var Terrence Malick blevet besat af en fræk islænding.
Og så det der tag, der svæver frit i luften.
’En hvid, hvid nat’ startede med en mand, der byggede et hus i en islandsk dal. I ’Vanskabte land’ byggede Elliott Crosset Hoves danske præst en kirke på den grønne ø. Vi bygger og bebor, og nogle år, årtier eller århundreder senere river vi ned eller lader stå til.
Det er der en sandhed i, som Palmáson viser bedre, end han indfanger alle de små sandheder, som opstår mellem de mennesker, der bor der i mellemtiden.
Kort sagt:
Den nye film fra den islandske auteur bag ’Vinterbrødre’ og ’Vanskabte land’ er slående i sine både smukke og pirrende slices of life fra en familie, der går i stykker. Stykkerne samler sig dog lige knap til et fængende hele.