’Stranger Things’ sæson 5 del 1: Netflix-hittet er ikke den serie, den var engang
SERIE. Det har potentiale til at blive et af de største fortællemæssige svinkeærinder i nyere seriehistorie.
Første scene af ’Stranger Things’ længe ventede femte sæson foregår nemlig i første sæson af ’Stranger Things’. Eller mere præcist skrues tiden tilbage til datoen 13. november i 1983, hvor den dengang lillebitte grydehårede Will Byers har været forsvundet i en uge og ligger og gemmer sig for den demorgorgon, der nappede ham efter et skæbnesvangert slag Dungeons and Dragons.
Han er kold, alene og The Clash-syngende, indtil monsteret sender ham på flugt ud i det askegrå slimhelvede.
I virkelighedens verden er der gået ni år siden the vanishing of Will Byers, og siden ’Stranger Things’ fik premiere, og det er symptomatisk, at finalesæsonen på mange måder ligner et reboot og savner fordums momentum.
Ikke kun fordi ventetiden på slutningen har været uforholdsmæssigt lang, og børneskuespillerne er blevet voksne. Det skyldes også, at afstanden til den serie, ’Stranger Things’ var engang, efterhånden fremstår enorm.
Det hedengangne underdog-hit er med tiden blevet ansigtet på Netflix-monsteret i yderste potens. Hvor sæson ét landede ubemærkelsesværdigt og naturligt demonstrerede streamingtjenestens kraft, sendes serien nu ud i nøje afmålte, abonnementsforlængende portioner, og ingen detalje er for lille til at blive promoveret. De gjorde eksempelvis et stort nummer ud af at annoncere episodetitlerne! Er I derude, jer der havde optur over det?
Så den nye sæson skyder sig selv i foden ved at lægge ud med at minde os om sæson ét og alt det, ’Stranger Things’ ikke er længere.
Her bopper Wills børnekrop rundt med sin CGI’ede 12-årsmaske mellem mørke træer i the upside down, indtil han bliver fanget af Vecna, som sender sine slimede fangarme ned i lige netop hans lymfekirtler, fordi de kan »udrette smukke ting sammen«.
Der er lagt i ovnen til den helt store Darth Vaders’ke/Voldemort’ske duel, hvor teenage-Will er tvunget til at gå sin skæbne i møde.
Det helt store spørgsmål bliver derfor, om flashback-begivenhederne kommer til at stykke mysteriet i det ondskabsplagede Hawkins sammen med en tilsvarende overbevisning som Harry Potter eller gå ud som en vagt digtet skamplet på det, der engang var en af de bedste serier på markedet.
Men nok om de første fem minutter.
Tingene stopper ikke med at være en lille smule uncanny, når vi derefter vender tilbage til Hawkins anno 1987, som i fjerde sæson blev forladt på randen af dommedag, og den lille by slog sprækker efter en solid næsten-bekæmpelse af Vecna.
Der er nu gået omkring halvandet år, men her leverer serien næsten energisk gensynsglæde nok til, at man glemmer ’Grease’-tendenserne hos castet.
Mens den lille by er blevet sat i karantæne, er Maya Hawkes Robin blevet et samlingspunkt i undtagelsestilstanden som David Silver-energisk radiovært på The Morning Squawk med Steve som trofast assistent.
Fra stationen holder de sammen på Team Upside Down som en hemmelig lille Vecna-modstandsgruppe. Langt hen ad vejen herligt, og da tingene begynder at eksplodere igen, fejler den isnende gore heller ikke noget.
I skoven holder Hopper datteren Eleven skjult, mens hun til gengæld træner udklædt som en Jane Fonda-Rocky-fusion (inklusive anakronistisk læbeparti helt i Stallones ånd) for at få lov til at komme med ham på togt ind i The Upside Down i jagten på Vecna.
Da det lykkes, starter det dog i stedet en gold vandring, hvor Millie Bobby Brown og David Harbour dyster i at levere nogle af de mest rædderlige replikker i seriens historie. Forsøget på rørende far-datter-rejse bliver en klods om benet på historien. Især da deres spor slutter med det værst tænkelige twist.
En anden hæmsko for den nostalgiske ’Stranger Things’-nydelse er, at den før ultracharmerende Dustin mukker rundt som skolens Hellfire-emo i sorg efter sit døde idol Eddie Munson. Og af uforståelige (utilgivelige!) grunde er han rivende uvenner med yndlingsmakkeren Steve. Det er åbenbart fan-straffen for at vente tålmodigt i tre et halvt år?
I stedet sætter sæsonen stort ind på castets desværre stadig svageste led i alle henseender, Will: Vecnas horcrux, der med gay-mentoren Robins hjælp muligvis kan besejre skurken ved at acceptere og elske sig selv og sin seksualitet. Men ikke engang Hawkes karisma kan kompensere for Noah Schnapps arytmiske teflontilstedeværelse foran kameraet.
Mens naiviteten er endegyldigt tabt for den hårde teenage-kerne, får Mikes lillesøster Holly og hendes stride klassekammerat Derek lov til at levere barndommelig energi.
Det indebærer et satureret eventyrunivers inspireret af både børnebogen ’A Wrinkle in Time’, der fungerer som en udmærket erstatning for udmattende laboratorie-flashbacks, sorte sanseberøvede rum eller endeløse traverier i The Upside Downs askesky.
Der er ikke rigtig et nyt makkerpar, der kan måle sig med nogle af fordums kombinationer, så alting fungerer som altid bedst, når ’Stranger Things’ gør samlet front. Hvilket den heldigvis gør langt mere end i forrige sæson.
Komplotterne udmønter sig i stunts a la ’Home Alone’ og ’The Great Escape’, og hvis bare Winona Ryder havde mindre skærmtid som ængstelig spejderleder, ville det være tæt på kanon.
Afsnittene er tilbage på et overskueligt timelangt leje, og især mod slutningen af første servering får man lidt tro på, at ’Stranger Thing’s kan føles vigtigt igen.
Det ændrer dog ikke på, at serien – selv når den er bedst – kun imiterer sine egne tidligere bedrifter. Her kommer den store indflydelse fra andre 80’er-værker, der altid har været en del af legen, til at tære på originaliteten.
De grundlæggende kampe har længe kørt i tomgang, så alt afhænger af de følelser og den barndomsmagi, der altid har været seriens hjerte. Men det er svært, hvis ikke umuligt for voksenversionen af ’Stranger Things’ at levere denne magi, fordi den er vokset fra sig selv.
Og så står bekymrende meget altså og falder på, hvad skæbnen for Will Byers bliver. Det eneste, der er garanti for i den sammenhæng, er dårligt skuespil.
Forud for de sidste fire afsnit, der lander i juleferien, er det derfor også svært at forestille sig andet, end at den epokegørende serie får en slutning, der allerhøjst bliver okay.
Men vejen dertil er i det mindste habilt underholdende.
Kort sagt:
Gensynsglæden lever, splatten splatter, 80’erne 80’er, og underholdningsværdien sniger sig op på et solidt leje i første del af ’Stranger Things’-finalen. Man skal dog lede længe efter gnisten blandt forvoksede børneskuespillere og uforståelige historievalg.
Anmeldt på baggrund af hele sæson 5, del 1.