INTERVIEW. Adnan Al-Adhami er gået fra at være journalistisk reporter til at mestre det satiriske interview i både korte satireklip og en række længere formater på DR som ’Adnan og borgmestermoralen’ og ’Adnan og de skønne løgne’.
Nu bevæger han sig ud på ukendt vand med sit første onemanshow, ’Verdens dårligste araber’. Og det er derfor en hektisk tid, vi fanger ham i. Da vi ringer ham op en lille uge før premieren, slår han da også fast, at han »aldrig har haft så travlt som lige nu«.
Den 31-årige journalist er da også dobbeltaktuel på DR for tiden med sin optræden som improviserende mistænkt i familieunderholdningsprogrammet ’Den skyldige’ og som medvirkende i DR’s ugentlige satiretalkshow ’Kommissionen’.
I Simon Talbot-programmet fik han hurtigt fik fart under fødderne med et fantastisk sjovt interview med mælke-danskhedsdebattøren Rasmus Munch Søndergaard, som stadig venter på svar på sin dna-test. Her bragte Adnan sin egen status som noget så sjældent som en homoseksuel komiker med arabisk baggrund brillant i spil. Adnan kom med sin familie fra Irak til Viborg, da han var fem år gammel.
Tidligere på året vakte Adnan opsigt med en skarp Grønlands-sketch, der gik viralt uden for landets grænser, og i de senere år er han både dukket op i det korte klipformat ’Adnan på tværs’ – hvor han som trolden af en æske springer frem og spørger politikere om de mest betændte sager så direkte, at man tænker sagde han virkelig det? – i podcasten ’Genvej’ og flere andre programserier.
Man fristes efterhånden til at sige, at Adnan Al-Adham er DR’s klart stærkeste satirekort, men nu er det altså uden for public service-mastodontens trygge rammer, at han skal stå på egen hånd, når ’Verdens dårligste araber’ får premiere på Bremen Teater i morgen, tirsdag.
Kan skubbe mange mennesker væk
Adnan, hvordan går det med forberedelserne til ’Verdens dårligste araber’?
»Det er jo første gang, jeg nogensinde skal stå på sådan en scene. Jeg er sindssygt nervøs, og det er også, fordi jeg er perfektionistisk. Det er næsten et enmandshærsprojekt – men jeg synes, det er sjovt«.
Hvad kan man forvente af showet?
»Det er ikke et standup-show af den simple årsag, at jeg ikke er standup-komiker. Så det er af respekt for deres fag, at vi kalder det et personligt satirisk show, fordi det ikke er meningen, du skal grine hele vejen igennem. Præmissen er, at du får fortalt en ærlig, personlig historie på en underholdende og forhåbentligt rørende måde«.
»Det kommer til at berøre alt fra identitet til kulturforskelle til sprog og at miste sig selv i håbet om at blive en del af et andet fællesskab. På spørgsmålet om seksualitet kommer jeg forhåbentligt til at udfordre mit bagland. Det er den del, jeg er allermest nervøs for. Fordi jeg ved, der kommer rigtigt mange med en anden etnisk baggrund ind og ser showet, som ikke helt er klar over, hvad jeg er til«.
»Det at have den seksualitet jeg har – og at have den baggrund, jeg har – er uforeneligt for rigtigt mange mennesker. Det kan skubbe mange mennesker væk. Det er jeg helt bevidst om«.
Hvordan har du mærket det?
»For få dage siden fik jeg en besked, hvor nogle sagde, at de ville sælge deres billetter. Fordi de havde opfanget, at jeg er til fyre«.
»Det er ikke en pointe i sig selv, at jeg skal udfordre. Men når jeg mener, der er noget, vi kan gøre anderledes, så synes jeg, det er min pligt at bruge min platform. Det nemmeste ville være at lade være, men jeg synes også lidt, det er en pligt at skubbe til folks tanker – nu når jeg har mulighed for det«.
»Jeg er jo meget politisk interesseret. Vi falder i søvn herhjemme til gamle tv-debatter. Det er også rart at kunne formidle samfunds- og demokratistof på en anden måde, end vi kender. Og at se mennesker, der normalt ikke interesserer sig for politik, gå op i det, fordi de får det leveret på en anden måde«.
»Jeg prøver ikke at tale til laveste fællesnævner. Folk må hægte sig på, hvis de synes, det er fedt. Jeg tænker ikke over målgruppen«.
DR bør skrue op for satiren
Du er efterhånden én af de eneste, der får lov at lave satire på DR. Hvordan synes du, satiren har det på DR?
»Jeg synes, DR kunne skrue markant op for satiren. Der mangler meget mere, end der er nu. Det fyldte mere, da jeg var knægt. Med undtagelse af P3 er der heller ikke den der talentfabrik lige nu. Det er ikke, fordi jeg mangler arbejde. Konkurrence er sundt også internt. Jeg bliver skarpere at have kolleger andre steder i huset. Det er en stolt tradition, der kunne blive stærkere«.
»Jeg savner, at man tør fejle. At det ikke gør noget, hvis der ikke er seere til et program. Man skal bare have nogle sjove mennesker til at producere noget indhold. Det var sådan, jeg selv startede«.
»Jeg havde lavet noget skjult kamera, der virkelig ikke var sjovt, og hvis jeg var blevet vurderet på det, havde jeg ikke fået lov til at fortsætte. Så det handler om at have is i maven og turde satse på nogle, der brænder for noget«.
Hvilke af dine mange akavede interviews har været sværest at lave?
»Alle interviews i ’Adnan og borgmestermoralen’ var ubehagelige. Vi tog verdens mindste sager og borede os ned i dem. Det havde jeg aldrig gjort i dag. Jeg synes stadig, det er sjovt at se i dag, men jeg skal jo ikke pisse i en borgmester i Tønders potteplante, fordi han engang har sagt, at de ville begrænse sprøjtemidler, der hvor det ikke var for bøvlet – og jeg så synes, det er for bøvlet at gå på toilettet. Det var uproportionelt. Med tiden har jeg lært, at det ikke er en pointe i sig selv at være provokerende eller grænsesøgende«.
Hvordan er dit forhold til de politikere, du stiller konfronterende spørgsmål?
»Det er stadig ubegribeligt for mig, at de har lyst til at stille op til noget, hvor de bliver kørt rundt. Nogle gange bliver de sure og boykotter os, men så kommer de tilbage«.
»Det kan være rart, at de spiller med, men jeg tror ikke, Mette Frederiksen er klar over, at vi elsker, når hun ignorerer os. Hvis hun, efter jeg spurgte om Henrik Sass Larsen, havde sagt: ’Det synes jeg ikke er et ordentligt spørgsmål på grund af x, y og z, så havde jeg følt mig som et lille menneske«.
Et forsvar for ‘Kommissionen’
Du er til gengæld heller ikke sky for at sætte dig selv på spil, når det giver mening. Var det sådan et breaking news-øjeblik for mange, da du sagde »Jeg er bøsse« til Rasmus Munch Søndergaard i ’Kommissionen’?
»Ja, det kan jeg tydeligt se i min indbakke – at der er dem, der nu ikke vil dukke op til mit show«.
Det er selvfølgeligt hårdt i øjeblikket, men er det også noget, der giver blod på tanden?
»Jeg tror faktisk, det er nogle af de mennesker, der ville få allermest ud af showet. Det er primært dem, jeg ender med at tale til. Der er mange, der hellere vil have, at deres sønner er forbrydere end homoseksuelle. Det er jo ikke bare en synd. Det er legit noget af det værste, du kan gøre«.
»Men jeg har prøvet ikke at lade det fylde for meget. Jeg ville hellere vurderes på mit arbejde. Men nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg må stå ved mig selv«.
Kommer Rasmus Munch Søndergaards dna-test snart tilbage?
»Næste uge! Og damn jeg håber, den viser noget, han ikke er klar på«.
Efter premieren på ’Kommissionen’ fik programmet en hård medfart her fra Soundvenue, som Simon Talbot efterfølgende har forklaret flere gange, hvor lidt han går op i det. Er der en beef mellem os?
»Det skal der nok være! Når DR producerer noget, er det sikkert som amen i kirken, at nogle er klar til at kritisere det. Specielt når du kommer efter en kæmpe succes af et satireprogram (’Tæt på sandheden’, red.). Sådan bør det også være«.
»Hvis jeg lige må komme ’Kommissionen’ til forsvar, synes jeg, det er lidt hårdt at anmelde et program efter allerførste afsnit. Det er semi-utaknemmeligt«.
»Jeg synes selv, det var virkeligt ubehageligt at anmelde ’Cirkusrevyen’ i ’Anmelderne’ på P1. Der er nogle, der har gjort sig umage, og så bliver det sablet ned. Men det er heller ikke den nemmeste position i verden at være den, der skal anmelde«.
Adnan Al-Adhamis onemanshow ’Verdens dårligste araber’ har premiere 19. maj og spiller frem til 23. oktober i København, Odense, Aalborg og Aarhus. ’Kommissionen’ kan ses på DR.