‘Verdens dårligste araber’: Adnan er så god på scenen, at man vil dø for ham
COMEDY. Adnan Al-Adhami er en god historie.
Han blev født i den irakiske hovedstad Baghdad i 1994 og levede de første år af sit liv som så tro en tjener for Saddam Hussein, et lille barn nu kan være.
Da den børnehave, Adnans farmor arbejdede i, blev særligt udvalgt til at synge fødselsdag for diktatoren på landsdækkende fjernsyn, fik han på bedste nepobaby-vis lov til at synge med.
Regimet tvang dog hans far til at flygte til Danmark, og resten af familien blev senere hentet til Viborg gennem familiesammenføring. I dag er den tidligere pode for diktatoren en af Danmarks førende satirikere, som lever af at udstille politikere og andre autoriteter på DR.
Nu indtager han så de skrå brædder for første gang med »et personligt satirisk show«, fordi han ikke er standup-komiker. Ikke desto mindre er ‘Verdens dårligste araber’ forrygende comedy.
Her beviser Adnan Al-Adhami nemlig på fornemste vis, at han ikke bare har en vild historie, men også evner at fortælle den, så man både græder og græder af grin.
Allerede da hovedpersonen trådte ind på scenen på Bremen Teater til premieren indrammet af et skinnende scenetæppe mønstret som en skinnende keffiyeh, var euforien i publikum så stor, at jeg et kort sekund var ved at overgive mig til jubelkoret.
Vi var selvfølgelig også blevet varmet godt op af tonerne til Anne Gadegaards MGP-hit ‘Arabiens drøm’ som uventet perfekt hymne til et show, der forener midtjylland og Irak.
I debutshowet vender manden, der har gjort karriere på at holde en mikrofon op mod andres fejltrin, for en gang skyld opmærksomheden mod sit eget livs hyklerier, tager selv ordet og tør være både sjov og alvorlig på sin egen bekostning.
Samtidig driver Adnan gæk med sine med-arabere, der, modsat ham, begår sig flydende i kulturelle skikke som at kommentere hinandens vægt som hilsen og verbal armlægning omkring gratis kefir i bazaren. Endda i et live-rum, hvor man ulig en satirevideo ikke kan klippe tingene skarpere eller tage det om, til timingen er helt rigtig.
Showets titel og kerneproblem udspringer fra et møde med en arabisk mand på en togstation, som blev et integrationsmæssigt wakeup-call for den unge satiriker.
Efter at have hjulpet den arabisktalende mand med at købe billet og få styr på afgangstiden blev Adnan takket mange gange, men kunne kun svare igen med et »det var så lidt«. Det var åbenbart så uhøfligt som at spytte nogen i ansigtet, og hans ledsagende farmor græmmede sig.
På arabisk skal man eftersigende helst kalde folk for sin nyre, rose deres lysende pander, putte dem på sit hoved, velsigne deres hånd eller takke dem fra det ene øje til det andet, hvilket – som Adnan bemærker – kun giver mening, hvis man er en hammerhaj.
Selvom Adnan betegner sig selv som en »haram boy«, der i sin iver efter danskhed byttede sin durum for rugbrød i spisepausen som barn, er hans rolle som kulturel dobbeltagent en stor fornøjelse.
På scenen får han også støtte af alt fra en mavedanser, en video med Venstres Jan E. Jørgensen, en racistisk smædekampagne udført af tidligere DF-politiker Marie Krarup og provokatør Uwe Max Jensen samt et virkeligt lydklip med Annette Heick og Huxi Bach fra ‘Mads og Monopolet’, der bryder en ellers hjerteskærende personlig anekdote med uhørt komisk forløsning.
For udover at tage grundigt pis på sine egne sprogkundskaber, morens elskelige udtale af danske supermarkedskæder og udførlige sygdomshekserier med hele limes, analhvidløg og togture til Taastrup vover Adnan sig også derhen, hvor hans egen historie har gjort allermest ondt.
En afgørende del af showet handler om Adnans erfaringer som homoseksuel araber, og her vover han at levere en vigtig opsang med sørgelige statistikker, der både går i rette med homofobien i arabiske miljøer og de etniske danskere på venstrefløjen, der negligerer problemet i blind progressivitet.
Selvom dele af ‘Verdens dårligste araber’ vil andet end kun at underholde, og de markante skift mellem fjolleri og seriøsitet ikke altid er komplet gnidningsfri, foregår der aldrig en decideret punktering af humoren. Nogle af de største grin høstes tværtimod via familievideoer og fotos, hvor Adnan drilsk udstiller sit modelposerende og bootyshakende barnejeg som åbenlys homo in spe.
Jeg har før hørt multikulturelle komikere beskrive ambivalensen ved at gøre grin med deres baggrund, fordi det altid vil komme med en anden pris og risiko for mere stereotypificering, selv når det kommer indefra. ‘Verdens dårligste araber’ virker dog først og fremmest som en smuk fejring og erkendelse af den arabiske kultur, titelpersonen er kommet til at tage for givet.
I tider hvor danskhedsdebatten igen ruller for fuld idioti, lykkes Adnan i de svære nuancer med charme, der minder om amerikanske Ramy Youssef.
På premiereaftenen, hvor salen tydeligvis også rummede en del af komikerens bekendte, eksploderede budskaberne til sidst i en ren bombastisk (amerikansk, for meget og ekstremt nuttet) kærlighedserklæring til hans egen kæreste, der efterlod én så høj på love, at man næsten fløj hjem bagefter.
Adnan joker med det arabiske sprogs store og til tider cringe følelser, hvor ‘jeg vil dø for dig, min gazelle’ er en normal måde at sige, at man bare godt kan lide nogen. Og når han selv kaster sig ud på dramatisk dybt vand med indsigt og komisk skarphed, fristes man til at medgive, at man på den måde da også vil dø for Adnan og hans komiske bedrift.
Eller i hvert fald bare sige ham et fattigt, men dybfølt dansk tak.
Kort sagt:
I sin scenedebut springer Adnan Al-Adhami ud som verdens dårligste araber – og som en gave af en scenekomiker.