’The Mandalorian og Grogu’: Utrolig Baby Yoda og Jeremy Allen White som snegl stjæler billedet i længe ventet ’Star Wars’-film
FILM. Syv år er der gået, siden Star Wars sidst var i biografen. Og syv år er der gået, siden vi for første gang mødte The Mandalorian.
Den sidste film var ’Star Wars: The Rise of Skywalker’, afslutningen på den noget – og med årene mere og mere – udskældte sequel-trilogi.
En længere række af skuffende film efterlod franchisen i en prekær situation, men som ud af ingenting dukkede Mandalorianeren op med sin egen serie og revitaliserede Star Wars-universet på seriefronten.
Det føltes, som om verden på ny var ved at finde ud af, hvad Star Wars kunne være. Siden er der udkommet tre sæsoner af ’The Mandalorian’ og hele seks andre liveaction-serier oveni – af svingende kvalitet og seertal.
Efter flere skrinlagte projekter landede Lucasfilm og Disney derfor på, at deres bedste bud på at puste nyt liv i franchisen på det store lærred skulle findes hos streaminghittet.
Så nu er ’The Mandalorian and Grogu’ ankommet som biografoplevelse, og det store spørgsmål er: Hvem henvender den sig til? Dens bedste chance for succes er, hvis man ligesom første sæson af serien kan gå ind uden forhåndsviden. Samtidig skal den give noget til de fans, som kender karaktererne indgående.
Svaret er, trommehvirvel, at Jon Favreaus film gør lidt af begge dele. Som én, der har set det meste Star Wars (12 film, syv liveaction-serier, fem animerede serier), er det selvfølgelig svært at sætte sig i den modsatte position, men ved hjælp af en hjælpsom gul tekst i anslaget bør det være muligt at følge med uden at have set så meget andet end første sæson af ’The Mandalorian’.
Samtidig er der gensyn med en række karakterer som Garazeb Orellios, Rotta the Hutt og Embo uden større fanfare, som når Marvel genintroducerer gamle favoritter og efterlader tid til klapsalver i klipningen. Der er også mange små easter eggs til fans – man kan for eksempel kigge efter monstrene fra Chewbaccas Holochess-spil.
Det eneste, man absolut skal vide, er dog blot, at Mandalorianeren og Grogu (tidligere kendt som Baby Yoda) hænger ud og jager sympatisører fra det faldne galaktiske imperium i tiden under den nye republik (altså efter Kejseren og Darth Vaders død i episode 6). Da en ekstra hemmelighedsfuld officer fra imperiet skal findes, bliver far/søn-duoen rodet ind i den kriminelle underverden og det frygtsomme Hutt-kartel, nu ledet af tvillingerne efter Jabbas død.
Resultatet er dødelige gladiatorkampe og hæsblæsende (flyve-)biljagter, som tester Mandalorianerens evner til det yderste. Det efterlader imidlertid også plottet et lidt underligt sted. For hvis man har fulgt med i serierne, ved man, at fortællingen er ved at bygge op til noget stort, blandt andet med Lars Mikkelsens skurk Thrawn. Hvilket ikke så meget som nævnes i denne sammenhæng.
På den måde føles det lidt, som om ’The Mandalorian and Grogu’ bare er to afsnit fra midten af en sæson. Den hverken starter eller afslutter rigtigt noget af betydning. De er bare på eventyr. Og ligesom i den slags adventure-serier, som inspirerede Disney+-serien, sker der ikke den store udvikling for hverken karaktererne eller deres omgivelser.
Men fra den lyse side: Sikke et eventyr det er! Skuddueller med laser, rum-kampe, og masser af forskellige planeter og miljøer med et væld af fantasifulde monstre, som Mandalorianeren skal kæmpe sig igennem. Alt sammen tilsat en god mængde glimt i øjet og sjove øjeblikke, primært fra Grogu og de små anzellan-rumvæsner fra sæson 3.
Man kan også godt mærke, at produktionen er skruet op til filmniveau i forhold til serien. Alt føles større, fra planeterne til monstrene. Især første sæson af serien var også ret flot filmet, og filmen følger godt trop under ledelse af Favreau, som også var showrunner på serien. Den største grund til at gå i biografen er dog, som alt andet Star Wars, at opleve lydene og musikken helt ind i knoglerne, som de fleste hjemmeskærme ikke kan tilbyde.
Pedro Pascal og Brendan Wayne – henholdsvis stemmen og kroppen bag Mandalorianeren – skaber sammen en ægte badass, ansigtsløs actionhelt, men showet stjæles komplet af Grogu-dukken, som for det meste er en ægte practical effect (altså ikke computergrafik), oprindeligt på opfordring af Werner Herzog.
Motorikken i hans lille gummiansigt blæser én bagover, mere end alle eksplosionerne. Og det er selvfølgelig også en nødvendighed, når den anden hovedrolle aldrig tager sin hjelm af. Man glemmer hurtigt, at han bare er en dukke – Grogu føles helt og aldeles som en levende baby. Den slags indlevelse får man altså sjældent med CGI.
Ligeledes overrasker Jeremy Allen White ved at give liv og sjæl til en stor snegl i form af Rotta the Hutt. Ja, som i Jabba the Hutts søn. Han kunne godt gå hen og blive en elsket karakter blandt fans.
Den vigtigste Star Wars-ingrediens, der mangler, er budskabet. Star Wars var oprindeligt en kritik af USA’s politiske situation og fascistiske drejning, som kun er blevet mere relevant siden 1977. Serien ’Andor’ gjorde den del mesterligt og kan stadig anbefales til alle, der endnu ikke har set den.
’The Mandalorian and Grogu’ har ikke noget at sige, hvilket er ok. Men kombineret med historiens manglende relevans i den større sammenhæng gør det også filmen til en parentes, som lidt for let kan springes over, især hvis man ikke er den største fan af universet i forvejen.
Kort sagt:
’The Mandalorian and Grogu’ er et underholdende, enkeltstående actioneventyr, som kan nydes uden særlig baggrundsviden. Men den tilføjer heller ikke meget nyt eller meningsfyldt til Star Wars-universet.