I denne uge vender Soundvenues filmredaktion blikket væk fra det skrantende USA og fremhæver de mest underholdende, sjove, spændende og følsomme film, der er kommet ud af Europa de seneste år.
Tidligere i serien har vi anbefalet de bedste europæiske komedier i nyere tid, sat spot på de mest spændende nye europæiske skuespilstjerner og forklaret, hvorfor det er værd at parkere fordommene om europæisk film.
EM i Film. Mathias Broe fik en slags åbenbaring, da han tilbage i januar stod til European Film Awards.
Hans debutfilm, queerperlen ’Sauna’, var nomineret til en European Discovery-pris. Og før, under og efter det storstilede show i Berlin var det danske instruktørtalent omgivet af skuespilstjerner som Juliette Binoche og anerkendte instruktørkollegaer som Joachim Trier, Agnieszka Holland og Oliver Laxe.
»Det gjorde et ret stort indtryk på mig pludselig at være en del af den der gruppe. Jeg fik meget lyst til at være en del af det europæiske fællesskab, jeg oplevede der. Også fordi den europæiske selvforståelse virkelig blev dyrket som en slags intellektuel modpol til USA og som en generel modstand mod fascistiske strømninger«, siger Broe på Soundvenues kontor, hvor vi mødes i anledning af Soundvenues tema om europæisk film.
Som at komme hjem
Da den i dag 34-årige Mathias Broe gik i folkeskole, blev han ramt på en uforklarlig måde af den østrigske mester Michael Hanekes ’Det hvide bånd’, han har studeret filmhistorien på Filmvidenskab, og det var i høj grad Lars von Triers værker som ’Melancholia’ og ’Breaking the Waves’, der gav ham lyst til selv at blive instruktør.
Men han har samtidig altid gået med drømmen om at skulle til Los Angeles eller New York. Som så mange andre i sin generation er han vokset op med de amerikanske billeder i film og fjernsyn, og da han var i New York for første gang for ti år siden, føltes det nærmest som at komme hjem.
»Men det kan jeg helt klart mærke har forandret sig. Vi var i LA for at vise ’Sauna’ tilbage i juli, hvor vi mødte en masse amerikanske filmfolk, og mange af dem havde jo ikke fået noget igennem i flere år. Og jeg tror bare, at den der glorificering af at skulle arbejde i Hollywood blev splintret lidt i mig på den tur«, siger han.
Når man laver grænsesøgende queerfilm som ’Sauna’, ville det amerikanske independent-marked ellers være det mest naturlige sted at søge hen, erkender han. Efter filmens verdenspremiere på Sundance-festivalen i starten af 2025 har det på mange måder været amerikanerne, der har taget bedst imod hans fortælling om forholdet mellem den søgende Johan og den transkønnede William forankret i den københavnske queer-scene.
»Der er en stærk queer-scene i USA, og jeg ville jo kunne tage til New York og have det nemmere på grund af sproget. Min kæreste og jeg var ved at flytte til Paris, før jeg fik mulighed for at lave ’Sauna’, men der måtte jeg jo også sande, at det sproglige ville gøre det svært for mig at få arbejde. Men jeg synes faktisk, der er en større vigtighed i at sige, at man er en del af europæisk film i den tid, vi lever i«.
Film er også en sport
Et af Mathias Broes store forbilleder er den jævnaldrende belgiske instruktør Lukas Dhont, der med ’Girl’, ’Close’ og senest ’Coward’ (som endnu ikke har fået dansk premiere) har fået et markant gennembrud på den filmkunstneriske verdensscene med gribende queer-fortællinger.
Og det var ved at kigge på ham, Joachim Trier og andre af de europæiske instruktører, der arbejder i de europæiske filmcirklers øverste lag, at førnævnte åbenbaring kom.
»Jeg kan huske, at jeg sad i den der sal og kiggede på dem og deres hold, og jeg sagde til min kæreste: Det er der, jeg gerne vil op!«
Han smiler, men trækker ikke i land efter den i dansk kontekst befriende ærlige målbeskrivelse.
»Altså jeg vil op i den der topliga. De laver kæmpestor kunst, de er kompromisløse, og de tør. Det vil jeg også! Og det motiverer mig helt vildt at sætte barren højt for mig selv på den måde – det giver noget at kæmpe for«.
»Jeg er gammel elitesportsdanser, så ud over at jeg ser det at lave film som kunst, ser jeg det også som en sport. Selvfølgelig handler mine film først og fremmest om en emotionel nødvendighed, men så er der sideløbende den her elitesportskonkurrence, som trækker i mig. Min ambition er at komme op i toppen – med vigtige fortællinger!«
Spørgsmålet er så bare, hvordan man som relativt nyslået filmskaber bevæger sig op i superligaen? Det kræver selvfølgelig at lave uafviseligt stærke film, men Mathias Broe efterspørger, at der i dansk film også gøres mere for at guide de instruktører, der går med internationale ambitioner.
Når man skal lave en dansk spillefilm, har man brug for at få støtte fra Det Danske Filminstitut, og her ville Broe ønske, at den internationale dimension blev tænkt ind langt tidligere i processen.
»Altså i en proces fra udvikling til afslutning er der ikke nogen, der spørger én: Er den film, du laver, internationalt orienteret? Det handler primært om det danske marked og det danske publikum. Det er også det, publikumsundersøgelserne handler om. Men der tror jeg bare rigtigt meget på, at man kan integrere den internationale tankegang i måden, vi skaber idéer og film på helt fra start«.
»Jeg ved jo, at en film som ’Sauna’ – som især er henvendt mod et minoritetsmiljø – har brug for at ramme bredere end det danske publikum, så det har jeg haft i baghovedet fra start. Men der er simpelthen filmidéer, som potentielt godt kunne falde på vejen, fordi man ikke tænker i, at det ikke kun skal leve lokalt. Det danske filmmarked er jo meget småt«.
»Jeg møder bare ikke nogen konsulent eller rådgiver i løbet af den proces, der siger: Hvordan kan vi positionere jer, så I bliver klar til at komme ud internationalt? Og skal man have et budget på plus 12 millioner til de her lidt mere kunstneriske ting, skal man jo alligevel ud og lave en co-produktion i Skandinavien eller Europa. Men den internationale dimension kommer bare tit meget sent ind i processen, hvis du bliver udvalgt til en A-festival, og som filmskaber bliver man ikke rigtigt opdraget til at tænke sig selv som international«.
Den åndelige oprustning
Mathias Broe understreger, at han i høj grad selv føler sig både set og støttet af Filminstituttet, og at han i den forstand er priviligeret. Han arbejder lige nu på noget helt andet end ’Sauna’, nemlig en børnefilm.
Han foreslår blot, at man fra filmsystemets side kunne involvere sig mere aktivt i de nye instruktørers langsigtede karriereplaner. Er målet at komme i Biografklub Danmark, til Hollywood eller at blive udtaget til Cannes?
»Man er som ung instruktør bange for at blive sat i bås eller tage forkerte valg. I mit tilfælde for eksempel som en udelukkende queer filmskaber. Det har jeg tænkt meget over efter ’Sauna’ – at jeg også gerne vil vise, at jeg kan noget andet. Men det kunne være fedt, hvis der var en hjælp til nogle større strategiske målsætninger og til at blive positioneret i den retning, man nu gerne vil i«.
Selv henter Mathias Broe lige nu inspiration fra det netværk, han skabte omkring European Film Awards og Sundance-festivalen, og som nyt medlem af det europæiske filmakademi deltager han netop disse dage på Cypern med andre yngre filmskabere fra lande rundt i Europa, hvor man ser hinandens film og udveksler erfaringer.
Han nærstuderer, hvordan de instruktører, han spejler sig i, gør tingene.
»Jeg kan virkelig mærke i kraft af ’Sauna’, at jeg har fået adgang til nogle helt nye rum. Det er meget inspirerende at blive en del af.«
»Så den europæiske selvforståelse tiltaler mig mere i dag end min gamle drøm om New York eller Hollywood. Der er som regel en kompleksitet og emotionel dybde i de europæiske film, som tiltaler mig meget. Hele spektret af det at være menneske – og at være menneske i et samfund med europæiske værdier og forhold. Det er film, som vil mig noget og fortæller om vores tid«.
»Og vi har brug for de fælles fortællinger, på samme måde som vi har brug for at stå stærkt som enkelt nation. Vi har brug for den åndelige oprustning på tværs af Europa. Det vil jeg gerne være en del af«.
Mathias Broes tre europæiske anbefalinger:
’Den stygge stedsøster’: »Nok årets vildeste visuelle værk. Emilie Blichfeldt har skabt en fuldstændig fantastisk beauty body horror, som er både skræmmende og humoristisk. Og så er det en dansk-norsk produktion, som flere danskere burde se«.
’Sirat’: »Det var en ritualistisk og hypnotiserende film. Der var noget kompromisløshed i den, der var virkelig spændende i sin dramaturgi. Den føltes meget frisk i sin måde at fortælle på«.
’Pillion’: »Det er altid fantastisk at se andre unge filminstruktører ramme plet på den måde. Det var så rørende at se en karakter miste sig selv i ønsket om at blive begæret og elsket. Tror måske, det var min yndlingsfilm i år, hvor queer-film har fået et stort løft«.
’Sauna’ kan ses på Prime Video, Grand Hjemmebio, Viaplay og Blockbuster.