I denne uge vender Soundvenues filmredaktion blikket væk fra det skrantende USA og fremhæver de mest underholdende, sjove, spændende og følsomme film, der er kommet ud af Europa de seneste år.
Tidligere i serien har vi anbefalet de bedste europæiske komedier og thrillers i nyere tid, sat spot på de mest spændende nye europæiske skuespilstjerner og talt med to af de største danske filmtalenter, der slet ikke deler den tidligere generations drøm om Hollywood. Vi har desuden forklaret, hvorfor det er værd at parkere fordommene om europæisk film.
EM i Film. Vi har hang til at spejle vores eget liv i amerikansk kultur, selvom den egentlig ligger et godt stykke fra vores egen, skandinaviske virkelighed. Det gælder også for de coming of age-fortællinger på film, som vi ser igen og igen: Størstedelen udspiller sig på amerikanske highschools.
Men vender vi i stedet blikket mod resten af Europa, er der masser af vedkommende film om overgangen fra barndommen til voksenlivet at finde, som måske faktisk rammer en langt mere autentisk nerve for os i Danmark.
Europæiske instruktører har nærmest gjort det til deres speciale at skildre unge menneskers kærlighed, seksualitet, køn, forventninger og drømme på både relaterbar, horisontudvidende, hjertelig og skræmmende vis.
Som led i Soundvenues store fokus på europæisk film fremhæver vi her 10 nyere europæiske coming of age-film, som på hver deres måde går direkte i hjertekulen.
‘Unge hjerter’
Hvis man synes, at filmiske queer-fortællinger bærer for meget præg af traumer og tristesse, bør man opsøge hollandske ’Unge hjerter’.
For Anthony Schattemans spillefilmdebut fra 2024 er en udpræget hjertevarm og behagelig oplevelse. Der er bestemt modgang og svære følelser, men indpakningen er farverig og feel good.
’Unge hjerter’ følger 14-årige Elias, der aldrig har været forelsket før, selvom han godt nok er kærester med Valerie. Det ændrer sig, da den nye dreng Alexander starter i klassen.
Alexander har tidligere været kæreste med en dreng, og han hviler i sin seksualitet på en helt anden måde end tilbageholdne Elias, der bekymrer sig om, hvad omverdenen vil sige om deres spirende forhold.
Det afføder selvfølgelig konflikt, at den ene part ikke vil stå ved kærligheden. Men ’Unge hjerter’ handler i høj grad om de mennesker, der griber Elias i hans usikkerhed og skam. Særligt relationen til hans fantastiske bedstefar, som forsikrer ham om, at en forelskelsesfølelse bør nydes i stedet for at holdes nede, fugter publikums øjne.
Kan ses på Filmstriben, Blockbuster, Grand Hjemmebio og Viaplay.
‘How to Have Sex’
Molly Manning Walkers instruktørdebut giver øjeblikkelig andenhånds-hangxiety.
Det britiske drama fra i 2023 udspiller sig under en solbeskinnet og alkoholtungt ophold på Kreta, et travlt midtpunkt for festglade turister. Her er teenageren Tara taget på ferie med to veninder, og de er alle enige om hovedmissionen: Det er på tide, at Tara har sex for første gang.
Man kan smage kvalmen fra tømmermændene, hver gang hovedpersonerne vågner op på deres hotelværelse og straks begynder at drikke videre. Man mærker også ubehaget over den forgangne nats oplevelser.
For Taras seksuelle debut bliver præget af gruppens forventningspres, og efterfølgende bliver hendes grænser yderligere overskredet på dybt ubehagelig vis. Hovedrolleindehaver Mia McKenna-Bruces nuancerige præstation indfanger den frygt og skam, Tara gennemgår.
’How to Have Sex’ rammer den usikkerhed, som følger med en spirende seksualitet. Filmen skildrer en giftig ungdomskultur, hvor sex er en magtfaktor. Sex er noget, man kan bruge mod hinanden – hvad end man har erfaring på området eller ej.
Det gør det ikke mindre svært at sige fra, når nogen går alt for langt.
Kan ses på Filmstriben, HBO Max, Blockbuster, Grand Hjemmebio og Viaplay.
‘Tomboy’
I 2019 fik Céline Sciamma stor international opmærksomhed med Cannes-prisvinderen ’Portræt af en kvinde i flammer’, der skildrer en længselsfuld og forbudt flirt mellem to voksne kvinder i det 18. århundrede.
Men faktisk har den franske instruktør i resten af sine film først og fremmest beskæftiget sig med børn og unges perspektiv, oftest også på køn og seksualitet. I den henseende er ’Tomboy’ et andet højdepunkt i Sciammas bagkatalog.
Filmen fra 2011 følger den 10-årige pige Laure, der flytter til et nyt område i Paris med sine forældre og begynder at præsentere sig selv som drengen Mickaël over for de nye venner. Således får den unge hovedperson mulighed for at udforske sin flydende kønsidentitet og de sociale roller, samfundet lægger ned over drenge og piger.
Laures rejse som Mickaël er fin og følsom at følge. Den bliver selvfølgelig også svær og konfliktfyldt, da omverden på et tidspunkt opdager hemmeligheden.
Undervejs slår ’Tomboy’ et højaktuelt slag for at give børn plads til at finde sig selv uden at dømme og begrænse dem, også når det gælder kønsidentitet.
Kan ses på Filmstriben.
‘Rocks’
Teenagepigen Rocks har fået sit tilnavn for at være standhaftig. Men undervejs bliver hovedpersonen i filmen af samme navn nødt til at lære, at det er okay at spørge andre om hjælp. For sårbarhed er også en slags modenhed. Og faktisk kan det være direkte destruktivt, hvis man forsøger at klare skærene selv.
’Rocks’ fra 2019 udspiller sig over nogle hektiske og usikre døgn på Londons gader, efter moren til Rocks og lillebroren Emmanuel ud af det blå har forladt dem. Det er ikke første gang, hun har brug for luft. I en farvel-seddel lover hun da også, at hun nok skal komme tilbage, når hun magter det. Men lige nu og på ubestemt tid står storesøsteren ufrivilligt med ansvaret for sin bror og for husholdningen – uden særlig mange mønter på lommen.
Opgaven bliver ikke lettere af, at en nabo i deres højhusblok i London har tippet de sociale myndigheder om morens fravær. Rocks og Emmanuel må overnatte hos venner og bekendte, mens hun forsøger at få enderne til at mødes.
Instruktør Sarah Gavron, der blandt andet har filmene ’Suffragette’ og ’Brick Lane’ samt et afsnit af serien ’Transparent’ på cv’et, har udformet historien i fællesskab med castet og andre unge fra London. Scenerne mellem Rocks og hendes klassekammerater har da også en autentisk tone og en afsindigt smittende energi.
Bag humoren ulmer dog faren i hovedpersonens desperate deroute – og det dårlige selvværd, som har sat sig i Rocks på grund af morens fravalg af hende.
Kan ses på Filmstriben, Blockbuster og Grand Hjemmebio.
‘Heartstone’
Den omkringliggende natur er storslået. Men i den lille islandske fiskerby, hvor handlingen udspiller sig i Guðmundur Arnar Guðmundssons instruktørdebut fra 2017, er der anderledes lidt plads til at udforme og udforske sin maskulinitet og seksualitet som 14-årig teenagedreng.
Det erfarer vennerne Thor og Christian, som har hver deres første håbløse kærlighed at slås med. Den ene forsøger at vinde en piges hjerte, mens den anden opdager, at han har følelser for sin bedste ven.
De mindste detaljer kan svinges op til store, altoverskyggende følelser for de hormonelle hovedpersoner, der (alt for) længe tøver med at indrømme deres respektive usikkerheder og skjulte følelser. Det konservative lokalsamfund gør det ikke nemmere at stå op for sig selv.
Dannelsesfortællingen om drengene og deres tætte, men alligevel usikre forbindelse er både øm, rørende og brutal.
Kan ses på Filmstriben, Blockbuster og Viaplay.
‘Raw’
Det spirende, til tider næsten uregerlige begær er et fast element i coming of age-genren. Sjældent kommer det dog til udtryk på så opfindsom – og blodig – vis som i ’Raw’.
Den franske film af Julia Ducournau, der senere instruerede Guldpalmevinderen ’Titane’, følger Justine, der starter på dyrlægestudiet og udsættes for alverdens mere eller mindre festlige velkomstritualer. Et af dem er at spise rå kaninlever, hvilket den mangeårige vegetar modvilligt gør på grund af gruppepresset.
Kødsafterne vækker noget i hende. En ukontrolleret sult efter kød. Og ikke kun fra dyr.
Ligesom i ’Titane’ leder hovedpersonens lyster til voldsomme bodyhorror-scener – så voldsomme, at flere publikummer ifølge The Hollywood Reporter besvimede ved verdenspremieren i 2016.
Kannibalportrættet er grænseoverskridende klamt, men ’Raw’ er også en rammende metafor for den vilde forvandling, man gennemgår som ungt menneske med seksuelle drifter. Der er mange kaotiske impulser at tage sig af, og man opdager nye sider af sig selv, mens man egentlig burde fokusere på sine vigtige studier.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay og Apple TV.
‘Sing Street’
Siden det folkekære gennembrud ’Once’ har John Carney gjort det til sit varemærke at lave hjertevarme feelgood-film med musik som omdrejningspunkt.
I ’Sing Street’ fra 2016 rammer den irske instruktør igen plet med en helt igennem charmerende coming of age-fortælling sat i 80’ernes Dublin, hvor Carney selv er vokset op.
Teenageren Conors forældre kæmper med økonomien, og derfor forflyttes han til en ny, kristen og konservativ skole, hvor han i starten er et oplagt mobbeoffer for den lokale bølle. Samtidig er han forelsket i pigen Raphina, der går en årgang over ham og dermed virker uopnåelig.
Conor kommer begge ting til livs ved at starte bandet Sing Street. Og filmen er derfor spækket med catchy og veloplagte poprock-sange, som nostalgisk mimer periodens forskellige trendsættere: Duran Duran, Depeche Mode og The Cure.
Ferdia Walsh-Peelo i hovedrollen er den helt rette kombination af rebelsk og usikker – to poler, som ikke udelukker hinanden i teenageårene. Conor er også herligt letpåvirkelig og omskiftelig. Hver dag tropper han op på skolen i en ny mundering afstemt med et dagens musikalske forbillede.
Selvom kærlighedsrelationen til Raphina er i centrum, ligger ’Sing Street’s egentlige hjerte i filmens stærke brødrefortælling. For i deres dysfunktionelle hjem har stoner-storebroren Brendan faktisk banet vejen for Conor på bekostning af sine egne drømme – han har tilmed skrevet flere af lillebrorens sangtekster. I en rørende scene får han endelig den hæder, han har fortjent.
Kan ses på Filmstriben, TV 2 Play, Blockbuster og Viaplay.
’I morgen danser vi’
Svenskfødte Levan Akins filmkarriere kom for alvor ud over stepperne, da han i 2019 rettede blikket mod sine forældres hjemland, Georgien, og landets undertrykte queermiljøer.
’I morgen danser vi’ kombinerer på både livlig og følsom vis den traditionelt maskuline georgiske folkedans og et homoseksuelt begær, som ikke kan holdes nede.
Debutanten Levan Gelbakhiani brillerer i hovedrollen som den unge mand Merab, der træner hårdt for forhåbentlig at komme med et prestigefyldt dansekompagni. Hans fokus begynder dog at vakle, da den talentfulde konkurrent Irakli bliver en del af danseundervisningen.
Merab presser sin krop til det yderste, mens den skjulte og tabuiserede tiltrækning buldrer gennem ham. Konflikten mellem traditionernes magt og unge menneskers trang til at følge deres egne veje sættes på spidsen, fordi han risikerer sin fremtid og sågar sit liv for at springe ud.
De konservative og homofobiske kræfter vejer nemlig tungt i Georgien, som i 2024 vedtog en lov, der gør det ulovligt at skildre LGBTQ+-relationer i det offentlige rum og i medierne. Dermed er ’I morgen danser vi’ ingenlunde blevet mindre væsentlig med tiden.
Kan ses på Filmstriben, Blockbuster, Viaplay og Grand Hjemmebio.
’De uskyldige’
Som Joachim Triers faste manuskriptmakker har Eskil Vogt bidraget til nyere tids mest succesfulde norske film, senest ’Affektionsværdi’. Men fra tid til anden brillerer han også som filmskaber i egen ret.
Det gælder også hans anden spillefilm, ’De uskyldige’ fra 2021, der udfolder mørke fantasier og drabelige magtkampe i børnehøjde.
Den unge pige Ida er flyttet til et boligkompleks i udkanten af Oslo med sin familie. Her møder hun drengen Benjamin, der har en mystisk evne til at flytte ting ved tankens kraft. I starten er det sjovt, men hurtigt tager ’De uskyldige’ en dyster drejning, da drengen bruger sine kræfter til at skade både dyr og mennesker.
Vogt blander på uhyggelig vis gyserelementer med en socialrealistisk fortælling om faren for at overskride grænser i legens på overfladen uskyldsrene rum.
Selvom hovedpersonerne er et stykke fra i puberteten, føles filmen som en efterkommer til den blodige coming of age-klassiker ’Carrie’. For ’De uskyldige’ handler ligeledes om vigtigheden af at sige fra, når jævnaldrende udsætter én for mobning, ydmygelse og vold.
Kan ses på Blockbuster, Grand Hjemmebio og Apple TV.
’Adèles liv – kapitel 1 & 2’
En af nyere tids største kærlighedsfortællinger trues med at blive overskygget af den kontroversielle instruktør bag.
Fransk-tunesiske Abdellatif Kechiches stjerne er således falmet gevaldigt, siden han sammen med sine to hovedrolleindehavere Léa Seydoux og Adèle Exarchopoulos vandt Guldpalmen i Cannes i 2013 for coming of age-eposset ’Adèles liv – kapitel 1 & 2’.
Allerede dengang klagede skuespillerne over dårlig kommunikation samt lange og opslidende optagelser. Seks år senere anklagede en anden skuespiller instruktøren for at presse hende til at medvirke i en usimuleret oralsexscene i filmen ’Mektoub, My Love: Intermezzo’.
Kan man se bort fra Kechiches problematiske arbejdsmetoder, står ’Adèles liv – kapitel 1 & 2’ dog stadig frem som en fremragende film om kærlighedens fortryllende og destruktive kraft.
Kort efter teenageren Adèle på opfordring af sin omgangskreds har haft sin seksuelle debut med en småkedelig, jævnaldrende dreng, fanges hendes blik af en fremmed kvinde med blåt hår. Til trods for skolekammeraternes homofobiske protester forfølger Adèle sine seksuelle opvågnen, og hun indleder et altopslugende forhold med Emma, der er med til at forme hendes tidlige voksenliv.
Med en længde på tre timer tager filmen sig god tid, også i en berømt og berygtet 10 minutter lang sexscene. Gennem de mange rå, intime og tålmodige scener kommer vi som publikum virkelig ind på livet af hovedpersonen, som debutant Exarchopoulos spiller med fænomenal naturlighed.
Derfor gør det mindst lige så stort indtryk, når kærlighedsrelationen vakler, og tonen tager en anderledes melankolsk retning. For det er ikke kun den første forelskelse, man husker for livet, men også de første hjertesorger.
Kan ses på Filmstriben, Blockbuster, Grand Hjemmebio og Apple TV.