I slutningen af 2022 strøg begrebet nepo-baby ind på scenen, i vores ordforråd og hjerter som en led besættelse.
Dengang havde en ny generation fået færten af noget så hæderkronet som nepotisme, sågar i Hollywood (!), og mediet Vulture satte fokus på den amerikanske filmbranches hang til celebre familiefordele med en stor artikel med dertilhørende matrix over diverse unge skuespilleres ophav.
Her blev Timothée Chalamet blandt andet til »nevøen til skaberen bag ‘Party of Five’ og instruktøren af ‘Leprechaun 2’«.
Stephen Baldwin-datter Hailey Bieber – turned influence, it-girl og Bieber-baby mama – bar ordene »nepobaby« på en t-shirt, men selvironien vandt ikke indpas.
For en stund mindede stemningen omkring nepobabyer nærmest om en blodrus. Som om pøblen endelig havde fået hul igennem og ramt kendisbebserne et sted, der gjorde rigtigt ondt.
Det var i en overgang næsten fast inventar, at unge skuespillere med berømte efternavne var tvangsindlagt til at sige, hvorvidt de havde fået forlommer eller ej, hvis de nærmede sig en rød løber. Og om de skammede sig over det.
Alle fra Tom Hanks til Gwyneth Paltrow, Alexander Skarsgård og sågar Liam Gallagher gav deres besyv med.
Enten gjorde man som Maya Hawke og lagde sig fladt ned med udtalelser a la »jeg er komfortabel med ikke at fortjene det og alligevel gøre det«, eller også gjorde man folk ekstra vrede, hvis man insisterede på sit talent eller kritiserede udtrykket.

Herhjemme gik Euroman Vulture i bedene og lavede en lignende øvelse på den danske filmbranche, hvor det ganske sigende var nærmest umuligt at få nogle af de unge skuespillere i tale.
Gode fire år senere er det bestemt ikke, fordi vi er stoppet med at tale om nepo-babyer. Tværtimod.
Herhjemme forsøger reddittråde hårdnakket at holde liv i opgøret med kulturelitens afkom, hvilket er let, når folk som grev Nikolai indtager både film– og tv-skærme med en dokumentarserie om sit eget liv på TV 2. Den danske kulturelite virker til tider endnu mere uovervindelig end den amerikanske.
Men selvom der blev rusket lidt i tingene i Hollywood, skete der ikke rigtig mere.
Og når jeg ser på Hollywood i dag, synes jeg faktisk, det ligner, at nepo-babyerne har vundet.
Nepo allevegne
Lige nu er der et decideret nepobabyboom i gang. Og i stedet for at være forhadte fungerer det nye kuld efterhånden mere som en form for fanservice.
Et eksempel på, hvor indlejret nepo-babyen er blevet i kulturen, er, at det, der engang var et øgenavn, har fået et kortere kælenavn.
Vi gider ikke engang udtale hele ordet – nu taler man bare om, hvorvidt nogen er »nepo«.
Og det virker, som om der er flere at tale om end nogensinde.
I forårets berygtede sæson af ‘Euphoria’, hvis skuespiller Maude Apatows stamtræ (Judd Apatow og Leslie Mann) faktisk igangsatte hele nepobaby-diskursen, var der et afsnit, hvor man også så både Homer Gere, søn af Richard, Jeffrey Wahlberg, nevø til Mark, Gideon Adlon, datter af Pamela, og Anna van Patten, datter af ‘The Sopranos’- og ‘Boardwalk Empire’-instruktør Timothée.
I august kunne YA-hittet ‘Sterling Point’ introducere Keen Ruffalo, søn af Mark.
Instruktør Ronan Day-Lewis fik hevet farmand ud af pensionen til spillefilmdebuten ‘Anemone’.
Og få har en faible for nepo-babyer som seriemastodont Ryan Murphy.
I hans ‘The Shards’ var det et indbygget easter-egg, at (igen) Homer Gere og Kaia Gerber spillede over for hinanden som et spejl af deres forældre, Richard Gere og Cindy Crawford, der datede i 90’erne. Ynglingene genopførte endda en gammel magasin-forside til anledningen, hvilket virkede meget langt fra 2022’s underdanighed.
Kaia Gerber and Homer Gere cover the latest issue of Vogue Magazine.
34 years after Kaia’s mother Cindy Crawford and Homer’s father Richard Gere covered Vogue. pic.twitter.com/Hd88zypC5O
— Film Updates (@FilmUpdates) August 11, 2026
Lige nu er Ella Beatty, datter af Annette Bening og Warren Beatty, aktuel som hovedrollen i Murphy-produktionen ‘Monster: The Lizzie Borden Story’ på Netflix.

Inden det var der også dobbelt op i komedieserien ‘I Love LA’ med Pamela Adlon-datter Odessa O’Zion og True Whitaker, som i Forrest.
Sidstnævnte var på lidt satirisk vis den ultimative nepobaby-karakter, der får job som kreativ chef i sin Oscar-vindende instruktørfars produktionsselskab og kun kan byde ind med en anekdote om en affære, hun havde som teenager med en gift mand.
Adam Sandlers datter Sunny Sandler fortsætter sin overbevisende hovedrollefærd på Netflix i den kritikerroste ‘Don’t Say Good Luck’. Matthew McConaughey lavede sidste år ‘The Lost Bus’ med både sin søn og mor.
2026 tilhører også Joe Anders, søn af Kate Winslet og Sam Mendes, der både medvirker i Apples ‘Cape Fear’ og den kommende ‘East of Eden’-serie på Netflix.
Likeability går i arv
Da nepobaby-harmen var størst, var det næsten ligegyldigt, hvor meget man havde bevist på egen hånd.
I højere og højere grad ser vi dog nu eksempler på stjernebørn, der ikke blot arver deres forældres talent, men også deres likeability. Som alle hepper på fra start uanset deres åbenlyse karrierefordele.
Cooper Hoffmans færd i Hollywood får let karakter af et fair plaster på såret for, at hans far, Philip Seymour Hoffman, døde på tragisk vis. Alle ønsker, at den 23-årige skuespiller kan videreføre mindet om faderikonet, på sin egen måde. Hans første rolle var hovedrollen i en Paul Thomas Anderson-film! Da han ærede en af sin fars mest bizarre roller under et filmet besøg i The Criterion Closet, var der ikke et øje tørt.
En lignende begejstring kom til udtryk, da en journalist fangede 19-årige Aran Murphy på den røde løber og fik folk i internetkredsløbet til at gå i selvsving over hans mini-Cillian-hed!
Eksemplerne demonstrerer også, at nepo-babyer nok mest gav mening som en kollektiv undskyldning for at hate på folk, man i forvejen havde et horn i siden på, og i mindre grad som en samtale, der egentlig havde til formål at sætte fokus på branchens ulighed.
Cilian Murphy and his son aran Murphy, everytime they say “I don’t know “
What do they know pic.twitter.com/o3RNKzrRyT— Waira Nicholus (@waira_nicho23) September 17, 2026
Revolutionens vinde lagde sig, så snart vi så hundehvalpe-versionen af Cillian Murphy. Nepo-babyer er måske i sidste ende nogle lidt for sjove og ofte ganske dygtige celebrity-pokémons til, at vi egentlig kunne modstå dem.
Aran Murphy har i øvrigt valgt en tilbagetrukket tilværelse som fårehyrde i det hjemlige Irland… står også til lidt af et gennembrudsår med en rolle i den aktuelle HBO-serie ‘Youth’, den kommende serie ‘War’ med Dominic West og Sienna Miller og Taika Waititis filmatisering af ‘Klara and the Sun’ med Jenna Ortega i hovedrollen.
Remaker farfar
Ligesom man kan arve sin fars fans, kan man dog også arve familiesynden.
Lige straks lander den førnævnte ‘East of Eden’ på Netflix, der skiller sig ud som et sjældent komplekst analyseobjekt i nepobaby-diskursen.
Serien er baseret på John Steinbecks store amerikanske klassiker fra 1952, der inspireret af ‘Bibelen’s Kain og Abel følger brødrene Adam og Charles Trasks skæbnesvangre søgen efter det gode liv på grænsen mellem det 19. og 20. århundrede (mere spændende end det lyder!).
Den er skabt af Zoe Kazan, der udover at være kendt som skuespiller er barnebarn til Hollywood-legende Elia Kazan, der instruerede filmatiseringen af ‘Øst for Paradis’ i 1956, med James Dean i hovedrollen, som trods sin mesterværk-status også kommer med lig i lasten.

Udover at blive betragtet som en af filmhistoriens største instruktører blev Elia Kazan også kaldt forræder og udstødt af mange, da han under senator McCarthys kommunistforfølgelse i 1952 opgav navne på sine kollegaer.
»Den her bog er den ting, jeg har følt, jeg måtte fortælle, som jeg måtte kaste mig over. Så jeg blev nødt til at tale om det (farfarens historik, red.) lige på og hårdt. Ellers er der, ligesom, en kæmpe elefant i rummet«, lyder det fra Zoe Kazan i et interview med Vulture.
Ragebait og PR-lokkemad
Da nepobaby-debatten rasede for nogle år siden, kaldte jeg den »overfladisk og fordummende«, fordi den større samtale om privilegier blev et skalkeskjul for at få lov til at kalde kendisbørn ud som forkælede møgunger.
Allerede dengang kunne man mærke debatten løbe panden mod den mur af ulighed, der samtidig udgør en del af Hollywoods magi, som et ophøjet sted, der ikke spiller efter resten af verdens regler.
Hvor Vulture i 2023 langede ud efter nepobabyerne, har de sammen med resten af den amerikanske underholdningspresse udviklet et andet koncept: nepo-baby-interviewet.
Her lægger unge stjerner kortene på bordet, mens de samtidig tager deres egen bid af opmærksomhedens kage. Tekstbidder, hvor den pludselige succes overrasker den dybt sympatiske unge stjerne, der ellers var klar til at bevise sit værd, er fast inventar:
»Keen Ruffalo havde ikke forudset, at det her øjeblik – strømmen af projekter og pr – ville komme så hurtigt. ‘Jeg var sådan, okay, fem til seks år med små indiefilm, biroller, ja for fanden’«, siger han.
»Cillian Murphy’s son is your reason to watch ‘Youth’«, lyder overskriften på et interview i britiske GQ.
Man har også kunnet læse artikler som: »True Whitaker Plays the Resident Nepo Baby in ‘I Love LA’«.

Og i stigende grad kan man have Hollywood mistænkt for at bruge nepo-babyerne strategisk som en stensikker vej til publikums opmærksomhed. Stuntcastinger.
Som i ‘Euphoria’, hvor skuespillerne var lette at overse i relativt små roller, men i stedet fik karakter af ragebait. Eller hos Ryan Murphys camp, hvor skuespillerne ikke kun udfører en dramatisk opgave, men også fungerer som en form for popkulturelle artefakter.
Når det kommer til stykket, er den øgede bevidsthed nok også det eneste reelle aftryk, hele nepobaby-italesættelsen har haft.
Hvis det har skabt større klassebevidsthed omkring filmbranchen, har det udelukkende været på en måde, hvor nepobabyerne nu udgør sin egen lille nichekaste.
Det er til en vis grad legitimt at objektificere nepo-babyer, selvom det stadigvæk er grundlæggende halvtarveligt og skærer en broget talentskare med forskellige udgangspunkter over samme kam. Men chokværdien er også faldet, og det må være til de nedarvede privilegiers fordel. Udtrykkets magt er nærmest uskadeliggjort.
Det er stadig tvivlsomt, hvorvidt Keen bliver den nye Mark, Cooper den nye Philip, Aran den nye Cillian eller Ella den nye Warren og Annette (heldigvis virker det, som om der stadig kun er én Brooklyn Beckham, som sidste år frasagde sig hele sin familie, men stadig ikke har succes med at sælge chilisovs).
Og ser man på, hvem der udgør de største unge filmstjerner, er det trods alt dem, der efternavnsmæssigt repræsenterer det nye og ukendte. Eller Zendaya, der slet ikke har et.
Selvom det regner med genkendelig dna i Hollywood, kommer man ikke nødvendigvis længere, bare fordi man kommer lettere frem.
Det nuværende nepobaby-boom kan lige så let vise sig at være en boble, der braser lige så hurtigt, som modstanden mod dem gjorde.
