I vores interviewformat Main Character udfritter vi kulturens nye hovedpersoner om, hvordan den fylder i deres liv.
MAIN CHARACTER. »Vi tager lige en lynrunde«, siger Carlos Engstrøm, som sammen med Boris »Bobby« Nafar står bag Instagram-profilen @Euromanden.
Han beskriver sig selv som executive creative director af profilen, og han har lige overtaget mit interview. Han begynder at skyde spørgsmål mod Nafar, profilens chefredaktør. Yndlingstræ? Holdning til løbeklubber? Er Champagne blevet for festligt?
Allerede inden det kommer så vidt, har vi været vidt omkring. Jeg møder de to venner på Palæ Bar i indre København, hvor de serverer mig en Euromanden-special: en Cola Zero serveret med et gavmildt drys sukker, som får colaen til at skumme helt vildt, inden den efterlades fuldkommen uden brus.
»Det tager lige toppen af brusen, så den ikke bider så meget«, siger Engstrøm. Jeg smager på den og konstaterer, at jeg nok foretrækker den med brus. »Hot take«, siger han.
Euromanden, fortæller de, startede som noget, de havde med deres venner. En fælles måde at tale om de tendenser, de så omkring sig i København. På et tidspunkt blev de enige om at dele det med resten af Danmark. Reaktionerne på profilen, der hurtigt rundede 15.000 følgere, taler for sig selv.
»Ærligt talt havde vi set det komme, men vi er glade for opmærksomheden«, siger Nafar.
Profilen består i al sin enkelhed af udsagn fra folk, der ifølge Engstrøm »er noget ved musikken« – citater om blandt andet petanque, små fadøl, brygning af kaffe, analogt fotografi, fermentering og mænd, der betaler med deres telefoner – plastret over selvhøjtidelige portrætbilleder i et visuelt udtryk, der umiskendeligt minder om livsstilsmagasinet Euroman.
»Folk må gerne stoppe med at sende det her til mig nu!« skrev Euromans chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst da også i en kommentar til et af opslagene. Engstrøm og Nafar hævder, at de efterfølgende afleverede en flaske Yamazaki-whisky – den fra Ginza – på Euromans redaktion som undskyldning for, at deres læsere sådan har bombarderet ham med beskeder.
Det er blot en af mange anekdoter, som jeg ærligt talt ikke ved, om jeg skal tro på. Hvis én ting karakteriserer interviewet, er det, at Engstrøm og Nafar ikke er meget for at gå ud af karakter.
Euromanden, som jeg selv opfatter som satire, er både en hyldest og en kritik af Euroman, forklarer de. »Vi er Euromans forlængede arm. Vi går lige ind og korrigerer nogle af de ting, de har misforstået«, fortæller Nafar. Engstrøm tilføjer:
»Euroman har i mange år lagt en retning for, hvordan man skal agere som københavner for at være smart. Vi har også fanget os selv i at føle os vigtigere, fordi vi tilfældigvis havde den rigtige trøje på. Med Euromanden prøver vi at være et spejl for de københavnere, der måske lige skal huske selvironien«.
Ambitionerne er dog større end som så, viser det sig: »Vi skal blive de største inden for meningsfuld journalistisk. Vi vil gerne inspirere til at gøre Danmark til et bedre sted«, fortæller Nafar.
Jeg spørger, hvordan deres Instagram-profil bidrager til det, og svaret lyder prompte fra Engstrøm: »Når Jylland har så mange grusstier, som de har, så vil vi gerne inspirere folk til at samle en petanque-kugle op og kaste lidt med den«.
Det er blot et af de mange guldkorn, Engstrøm og Nafar deler med mig i et interview, der blandt andet byder på en anbefaling af Vikingeskibsmuseet i Roskilde og en overraskende hyldest til AUX-stikket.

Hvad optager jer, som mange flere burde snakke om?
Nafar: »Jeg har virkelig fået øjnene op for Amager på det seneste. Der sker noget derude, som er værd at følge med i. Folk retter sig lidt for meget mod brokvartererne. Det er ærgerligt, når vi er så tæt på sådan en dejlig ø. Der er for eksempel Amager Strandpark. Det er skønt, at man kan cykle til stranden uden at skulle 50 kilometer til Hornbæk«.
Engstrøm: »Man kan jo næsten dufte Bellevue derfra. På Amager har jeg også lagt mærke til, at der er stor inspiration fra Istanbul og de tendenser inden for naturvin, der udspringer derfra. Man kan smage rødderne og urterne og krydderierne i vinen«.
»Det forfærdelige er selvfølgelig, at når vi finder et hyggeligt vinsted, så begynder andre også at komme der. Da folk begyndte at komme på Josephine, var vi allerede videre. Nu har vi et hemmeligt sted, vi helst ikke vil ud med, for det har andre ikke fundet endnu. Men du kan jo putte et AirTag på os og følge vores lokation, når vi tager derhen senere«.
Hvilken kunstner fortjener mere opmærksomhed?
Engstrøm: »Jeg har lige fundet en ny undergrundskunstner, der hedder Paris. Han er helt vildt genial, for han er gået tilbage til det, der hedder New Jack Swing, som er en fantastisk genre. Det var især Bobby Brown fra bandet New Edition, der var med til at definere genren i begyndelsen af 80’erne, og ham er jeg også stor fan af. Men jeg synes virkelig, at Paris gør noget spændende for genren«.
Nafar: »Jeg er stor fan af Annika. Hun er en power woman«.
Hvad har I sidst set, som I bare måtte tage et billede af?
Engstrøm: »Altså på mobil eller analogt? Hvis du spørger min fremkalder, Jens, så vil han nok sige, at mit sidste billede var af min slipseknage. Jeg har slips fra alle lande. Jeg hader jo egentlig souveniren, især når den kommer i form af et shotglas. Så jeg tager altid slips med hjem fra mine rejser. Jeg har efterhånden kurrateret et flot line-up«.
»Jeg har et slips, som jeg fik af en mand i Marokko, jeg mødte i en af de små sidegader ved Jemaa el-Fnaa. Jeg rev et tæppe til side, hvor der sad en mand og solgte slips. Han kiggede på mig og sagde noget, jeg ikke forstod, og så begyndte han at binde en slipseknude om min hals. Han nægtede at tage imod penge for det. Det føles som om, det skulle være til mig«.
Nafar: »Jeg tager ikke så mange billeder, men hver fredag kl. 20, når jeg skal til at save mig ned, får jeg min ugentlige trip-trap-træsko, som jeg kalder den. Det er en negroni, en lille fadøl og en dobbelt espresso. Jeg skal have alle tre, for at jeg får en god aften, og jeg tager altid et billede, så jeg ved, at jeg ikke har glemt det«.
Jeg troede, at den lille fadøl var dømt ude?
Nafar: »Den er misforstået. Den skal ikke være et shot, men alt over en deciliter er for meget. Den fadøl, folk drikker, er slet ikke lille nok«.
Hvor vil I helst befinde jer klokken tre om natten?
Nafar: »Et sted, hvor folk ikke ved, hvor jeg er. Det er lidt ubehageligt, hvis folk ved, hvor jeg er kl. tre om natten. Uanset, om jeg så ligger i min seng eller befinder mig på Museo, Arch eller en anden af de klubber, jeg kommer på«.
Engstrøm: »Jeg kan godt lide at være i en taxa. Jeg finder stor nydelse ved at sidde og snakke med en chauffør«.
Hvad vil I starte en shitstorm over?
Nafar: »Jeg tror ikke, jeg vil starte en shitstorm. Jeg synes, der bliver startet for mange shitstorme. Folk skal passe sig selv lidt mere«.
Engstrøm: »Ja, før man starter en shitstorm, skal man lige kigge indad. Det er ligesom, at alle prøver at tænke ud ad boksen. Jeg vil virkelig opfordre til, at de prøver at tænke inde i den først«.
»Når det er sagt, vil jeg helt sikkert starte en shitstorm over hvedemel. Jeg foretrækker selv en salat. Altid uden brød. Med den overdrevne mængde af BMO’er, der bliver indtaget i København, har jeg i hvert fald en stigende frygt for, at næste generation bliver ladt i stikken med en glutenintolerans. Det kan godt gøre mig meget bekymret«.
Hvad er jeres ick?
Engstrøm: »Når folk har for mange ting i lommerne. Folk, der kommer gående i et par jeans med fyldte lommer. Det ser fjollet ud, og jeg kan godt få lidt kvalme af det. Det siger meget om et menneske, at de på den måde har overkompliceret deres liv«.
Hvad har du da selv i lommerne?
»Blå Kings. Altid blød pakke. Den hårde pakke ligger i lommen som en stor, kantet klods, hvorimod den bløde kan flades ud og gøres mindre, efterhånden som man ryger den. Og en lighter. Sommetider har jeg også mine nøgler med. Altid i lommen, aldrig i en karabinhage. Jeg så en gang en 15-årig skater med nøglerne i karabinhage, og der tænkte jeg ’fuck, det ser fedt ud’. Men så prøvede jeg det selv en enkelt gang, og det gik slet ikke. Det larmer også«.

Hvad har I sidst købt billet til?
Nafar: »Jeg har købt en togbillet til Roskilde. Jeg skulle ned og se på deres vikingeskibsmuseum. Der er mange, der ikke kender det, men det er sådan et dejligt sted. Man bliver trukket tilbage i tiden, og det er virkelig en nydelse at se det flotte håndværk. Og så er togturen i sig selv også bare dejlig«.
Hvilket fortidslevn bør vi vende tilbage til?
Engstrøm: »Det må simpelthen være iPod Nano. iPod Nano er et fantastisk fortidslevn. Jeg mener – og jeg ved, at mange lydmænd er enige med mig – at AUX-stikket gør noget helt andet for lyden end USB-C-stikket. Det er som om, det opfanger nogle andre frekvenser. Jeg kan i hvert fald sagtens høre forskel. At høre musik på en iPod Nano er som at have en vinylafspiller i lommen«.
Hvad er det sjoveste, I har set online for nylig?
Nafar: »Jeg kan ikke lige huske, hvem det var, men det var et medie, der delte en artikel om, at Klaus Meyer altid spiller en tenniskamp med sine kommende ansatte. Jeg kan ikke regne ud, om han virkelig gør det, eller om det var en joke. Eller om han kører en slags psykologisk spil for at afskrække potentielle ansatte, der ikke kan spille tennis, fra at søge et job hos ham«.
Var det ikke Euroman, der skrev den artikel?
»Nårh jo … det var det da også«.
