‘Bad Mexican Dog’: Der er virkelig noget på spil, når han beder en gæst om at spytte ham i ansigtet
TEATER. »Der er så mange lag!«, forklarer Tani Dibasey, når han midt i forestillingen bryder den fjerde væg i en længere tale til publikum.
Vi må forstå ironien i, at han – en nordmand, endda mørk i huden – indgår i en økonomi underkastet et udefrakommende blik ved at spille en rolle, der gør præcis det samme.
Dibasey spiller nemlig en beach boy i hvid t-shirt og kasket, hvis job det er at servicere de seks strandgæster, der på et gyldent lag sand ligger henslængt på strandstole med drinks, parasoller og det hele. Det vilde er, at disse gæster faktisk er publikummer med såkaldt all-inclusive billetter, klædt ud som turister på charterferie.
‘Bad Mexican Dog’ er baseret på Joni Eikas novelle af samme navn fra novellesamlingen ‘Efter solen’. En ret syret og voldelig fortælling om nogle unge drenge i Mexico, der arbejder som beach boys, mens de scammer turister og udøver magiske ritualer efter solnedgang.
Under forestillingen er det indforstået, at Eika (der var til stede blandt publikum denne aften) i 2019 også modtog Nordisk Råds Litteraturpris for bogen og holdt en kontroversiel takketale, hvori de beskyldte Mette Frederiksen for statsracisme.
Problemet er bare, at forestillingen dels er en recitation af passager fra novellen, dels en opvisning i ironi og nihilisme, snarere end en egentlig iscenesættelse af handlingen. Hvilket er ærgerligt, når hele holdet bag tydeligvis er glimrende scenekunstnere.
Med spejle, der kan gøres gennemsigtige, og strandgæsterne lykkes det at skabe et strandresort, der ligner de 480 liggepladser beskrevet i novellen. Når solen skinner, kan vi se ind til de seks publikummer på scenen, der på trods af den briefing, de nok har fået, alligevel bliver totalt chokerede over skuespillernes handlinger. Et nytænkende element, jeg ikke mindes at have set før – nye publikummer på scenen hver aften, der ikke aner, hvad der kommer til at ske.
Som når Ludvig Brostrup, den anden beach boy, beder om at måtte få en af gæsternes fødder i munden, mens en anden filmer det. Eller når Dibasey beder en gæst om at kvæle og spytte ham i ansigtet, hvorefter strandgæsten til premieren spørger, om han kan nøjes med at »fake spytte«. Her er der noget på spil, legen med grænsen mellem fiktion og virkelighed fungerer virkelig godt.
Når solen så går ned, ophører væggens gennemsigtighed, så den spejler scenegulvet og ligner en mørklagt strandkant. Ledsaget af lækkert, live trompetspil af Ruhi Erdogan emmer en enorm ømhed og melankoli ud af disse nattescener.
Det skyldes også, at skuespillerne er særdeles karismatiske og har en kemi, der stikker til tårekanalerne. Blandt andet når de ligger i ske, og Brostrup trøster Dibasey, der er træt af jobbet som beach boy og resortets ejer, der beder dem slette deres egen personlighed og fuldstændig underkaste sig turisterne.
Hvis de så bare ville lade være med at bryde illusionen og spille scenerne i stedet for at tale om, at de kunne have visualiseret novellens grafiske ritualer, men undlader at gøre det.
På den måde kollapser alvoren og den følelsesmæssige gennemslagskraft nemlig hurtigt. Pludselig er det ikke kun tjansen som beach boy, Dibasey er træt af, men også jobbet som skuespiller og idéen om at iscenesætte sådan en metafysisk umulig novelle i det hele taget.
Han er træt af sit job, træt af at Eikas brandtale aldrig havde nogen effekt, træt af publikumsinteraktion og strandstole og badebolde og parasoller og eftersol, ikke mindst træt af, hvor umuligt det er at bruge sproget til at gentænke virkeligheden radikalt.
Forestillingen giver envibe af tabte illusioner. Af at millennials længe har fantaseret om samfundsforandring, men har måttet kaste (bade)håndklædet i ringen i en usagt erkendelse af, at det system, de i store armbevægelser har kritiseret, ganske enkelt er for bekvemt til at gøre noget ved.
Og det tager kun til, som vi nærmer os slutningen. Her prøver Brostrup at åbne en magisk port til et nyt land, visuelt velfungerende med en parasolstang og teaterblod ned mellem ballerne.
Men Dibasey nægter at tage det alvorligt og gå ind i det nye land. Heller ikke gå ind backstage gider han, når lyset er tændt, og publikum har klappet. I en slags post-credit-scene får vi et af novellens virkelighedsoverskridende ritualer, noget med rejeskeletter på kønsdelene og æg op i numsen. Antiklimatisk, må man forstå, for da Brostrup smurt ind i creme bliver skubbet hen ad gulvet af Dibasey og glider ind i det nye land, sker der ikke en pind.
Kort sagt:
‘Bad Mexican Dog’ er bedst, når den tager sig selv alvorligt. Mindre god, når de mange meta-lag får værket til at gå i opløsning.