‘Om udregning af rumfang VII’: Solvej Balle fuldender århundredets litterære flex

Sidste bind i Solvej Balles skamroste serie om en kvinde, der sidder fast i tiden, er genialt konstrueret. Der er ikke én overflødig sætning i bogen.
‘Om udregning af rumfang VII’: Solvej Balle fuldender århundredets litterære flex
Solvej Balle. (Foto: Sarah Hartvigsen Juncker)

Spoiler alert: Anmeldelsen afslører dele af handlingen i de forrige bind i ’Om udregning af rumfang’-serien.

ROMAN. Ligesom Irland den 16. juni fejrer Bloomsday, dagen, hvor Joyces ’Ulysses’ foregår, vil vi nu altid fejre den 18. november. Den dag tiden gik i stå for Tara Selter, hovedpersonen i Solvej Balles septologi ’Om udregning af rumfang’, som er blevet oversat til mere end 30 sprog og har høstet hæder og eksalterede anmeldelser verden over, og i dag bliver fuldendt med sit syvende bind.

Vi tager lige et hurtigt hvem, hvad, hvor, for nytilkomne: Det hele begyndte, da antikvar Tara Selter den 18. november sagde farvel til sin mand Thomas i deres hus i en lille fransk landsby for at rejse til Paris. Da hun vågner på hotellet dagen efter, går det op for hende, at det er den 18. november igen. Ingen andre bemærker noget, men for Tara gentager dagen sig. I årevis lever hun herefter i den samme dag, om og om igen, og undervejs møder og organiserer hun sig sammen med en hel gruppe af mennesker, der ligeledes sidder fast.

Det er umuligt at tale om ‘Om udregning af rumfang VII’ uden at tale om hele serien. Det understreger Balle selv ved at lade Tara og de andre, der er fanget i tiden – så meget kan jeg godt afsløre – bevæge sig baglæns gennem tiden i håbet om, at det en dag kan føre dem forlæns. På dag #14712 af de mange attende novembre holder de en fest, og herefter er planen at vende rundt, gentage dagene i omvendt rækkefølge for at se, om denne komplicerede kalenderøvelse kan være løsningen på deres tidsproblem og bringe dem videre til den 19.

»Jeg kan mærke, at jeg er ved at være klar: Tara Selter, vågen og parat til verden om et øjeblik. Til at stå op. Til at gå tilbage. Det er en handling. Det er mig, der handler«. Efter at vores hovedperson i de seneste bind faktisk har nølet og været i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet ønskede, at tiden skulle begynde at gå igen, er hun nu klar til at gøre forsøget.

Hurtigt står det klart, at de, efterhånden som de lægger dagene bag sig, glemmer det, de har oplevet i tidslommen og ikke mindst de personer, de har delt den med. Det vil altså sige, at alle før eller siden — og altid på samme dag, som de mødtes — må tage afsked med hinanden.

»Man kan ikke snyde tiden«

Det er genialt, at bog VII er konstrueret sådan her, fordi vi på den måde får lov at genbesøge hele seriens minutiøst udtænkte worldbuilding i en kompakt lille bouillonterning samt ikke mindst de etiske dilemmaer, der har udfoldet sig undervejs.

For eksempel vender vi tilbage til bog II, årstidsbogen, som endnu står som min personlige favorit. Her længes Tara efter at se årstiderne skifte og rejser derfor rundt til forskellige breddegraders 18. november. Nu på tilbagevejen må de såkaldte årstidsrejsende bevæge sig bagud. »Man kan ikke snyde tiden. Heller ikke årstiderne. Men nu måtte de tage rejsen på sig. En besværlig vandring. Efterår, sommer, forår, vinter. Igen og igen.«

‘Om udregning af rumfang VII’ af Solvej Balle. (Foto: Pelagraf)

Hvad gør det ved et menneske at rejse baglæns gennem årstiderne, at gå fra vinteren ind i efteråret? 

Vi skal også tilbage til et hus i Val Benoit i Belgien, hvor karaktererne slog lejr i bind V, og  ikke mindst til dilemmaet om, hvorvidt det er etisk forsvarligt at sætte børn i verden i en tidslomme.

»Man får ikke børn i en dag, der er gået i stå, og man får slet ikke børn i en verden af glemsel«, konkluderer en kvinde i gruppen. Hvis et elskende par fra den 18. november forsøgte at hente et barn med ind i den 19. november, ville de gradvist glemme, hvordan dette barn blev undfanget og med hvem. På den måde er det hele blevet en kompliceret affære.

Trods de mange store eksistentielle spørgsmål, Solvej Balle hele tiden stiller, er teksten forbløffende enkel at læse. Den føles hverken flyvsk eller påtaget filosofisk.

Balle giver spørgsmål som, hvad tid egentlig er, og hvad vi mennesker skal stille op med den, plads til at folde sig ud og stå og sitre. Måske netop fordi ingen af hendes karakterer forsøger at besvare dem for os. De forholder sig afdæmpet, reagerer sjældent med store følelsesudbrud, men betragter og sanser i stedet verden sammen med læseren. Man får simpelthen plads som læser.

Vi mødes i brillebutikken

Selv den brutale adskillelse tager vores tidsrejsende venner med oprejst pande. De af dem, der har forelsket sig inde i 18. november-universet, kan ikke tage deres kærlighed med ind i den 19. november, som de håber venter forude. Tara og hendes elsker Milas er tvunget til at tælle ned til den dag, de mødtes i Osnabrück, og hvor de derfor skal skilles igen. De ved godt, at de kommer til at glemme hinanden, men gør i bedste romcom-stil et sidste forsøg på at arrangere et fremtidigt møde ved simultant at bestille nye briller og insistere på at få afhentningstider i forlængelse af hinanden.

»Jeg ville få information om, at mine briller var kommet. Det samme ville Milas. Og hvis vi bare havde den mindste fornemmelse af, hvad der var sket, og hvad en sådan påmindelse betød, ville vi mødes i brillebutikken.«

Mere romantisk forløsning får vi ikke, for det er ikke en romcom, og Balle taber aldrig sin røde tråd af syne. Det her er et værk om tid og rum, fællesskab og ensomhed, årstider og aldring og hun forbliver tro mod det store projekt til det sidste.

Tara vil skrive om Milas for at huske ham. »Man kan ikke skrive om det, man allerhelst vil huske, på en måde, så man kan finde det igen, når det er glemt.« Jeg græder snot her, men Balle har sagt, hvad hun skulle sige om at huske og elske. Der er ikke én overflødig sætning i den her bog. Man kunne nærmest have citeret hver eneste linje.

Om det igen bliver den 19. november for Tara Selter, om hun vender retur til sin Thomas, om hun stadig er sig selv, eller om hun er blevet en anden, vil jeg naturligvis ikke afsløre. Ej heller det lille påskeæg af et plottwist, Balle har i ærmet til os til allersidst.

Jeg vil blot sige, at jeg er dybt rørt på adskillige planer. Over at være i live til at opleve en dansk litterær begivenhed af denne kaliber, over at have fulgt Tara Selter på denne færd og over alle de samtaler, den har åbnet. Men også over, at der midt i en tid, hvor “den personlige fortælling” i en vis grad dominerer bogverdenen, stadig er plads til et eksistentielt og langsommeligt værk om tid, som vi, modsat Tara Selter, aldrig vil glemme.


Kort sagt:
Solvej Balle gør mere end blot at samle trådene; hun lader bog VII være en genaktivering af hele molevitten og afslutter hermed en syvtakket stjerne, der vil skrive sig ind i dansk litteraturhistorie.

'Om udregning af rumfang VII'. Roman. Forfatter: Solvej Balle. Forlag: Pelagraf. Længde: 255 sider.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af