INTERVIEW. Hvorfor lave en film om pædofile, som i de fleste menneskers optik på ingen måde fortjener en stemme, forståelse eller empati?
Spørgsmålet hænger lidt i luften, mens Marlene Emilie Lyngstad overvejer svaret.
»Det er et godt spørgsmål«, siger hun.
»Jeg tror, at jeg på en måde har indset, at jeg ikke er helt klar til at ignorere ting, som gør mig bange eller trist, eller som vækker ubehag i mig. Det er ligesom en måde at deale med det på og møde det med nysgerrighed. Når jeg møder den følelse af ubehag, ved jeg, at der er nogle ubesvarede spørgsmål. Det her emne vækker jo ubehag, fordi det er komplekst, og derfor er man også begyndt at forske i det«.
»Man kunne selvfølgelig godt have lavet en film om et overgreb på et barn, men min film handler ikke om det. Den handler om et menneske, som har en uønsket attraktion til børn, men som virkelig ikke vil handle på sine følelser. Og det er jo noget andet, rent moralsk set«.
Vi sidder i den 29-årige filminstruktørs lejlighed med udsigt til det kaotiske mekka af gadesælgere, hjemløse, misbrugere, børnefamilier, gamle og fine, unge og hippe, som fylder pladsen udenfor på grænsen mellem Nørrebro og Nordvest.
Vi er mødtes denne eftermiddag i oktober, fordi den herboende nordmand er aktuel med debutspillefilmen ‘Cute’, som netop er blevet nomineret til en European Film Award i debutkategorien, og som tager udgangspunkt i det stærkt tabuiserede og kontroversielle emne, pædofili.
‘Cute’ følger manden Richard (norske Jan Gunnar Røjse), som kæmper med en seksuel tiltrækning til sin steddatter og derfor vælger at bryde med sin kæreste for at leve i ensomhed og renovere sit barndomshjem. Her knytter han et særligt bånd til hjemmehjælperen Stella (spillet af skuespildebutanten Gina Jaqueline fra ’En sugardatters bekendelser’), som måske kan forløse de svære følelser, der fik ham til at stikke af.
Filmen havde verdenspremiere på filmfestivalen i San Sebastian i september og er en slags forlængelse af Marlene Emilie Lyngstads afgangsfilm fra Den Danske Filmskole ‘Norwegian Offspring’ fra 2023, som vandt skolefilmprisen Cinef på filmfestivalen i Cannes samme år, og som også har Jan Gunnar Røjse i hovedrollen som en isoleret og seksuelt forstyrret mand, der drager til København med en stålsat mission om opfylde sit menneskelige formål om at reproducere sig.
Høflig provokatør
»Jeg synes, ‘Cute’ stiller nogle vigtige spørgsmål, fordi man bliver konfronteret med, hvorvidt denne person også fortjener et værdigt liv og at blive elsket? Hvor går man hen med alle de følelser, man har, men som man ved er forkerte?«, begynder Lyngstad fra sin plads på den anden side af træbordet.
»Hovedpersonen Richard er jo et menneske, som må leve med en skam, som han ved er berettiget. Og det at fjerne skammen er ikke en løsning, for den er der af en vigtig grund, fordi den beskytter børnene. Men hvordan kan man leve et godt liv på trods af det?«.
Egentlig er Marlene Emilie Lyngstad på barsel med sin lille søn, som netop er blevet puttet i bæreselen hos faren (filminstruktøren Thomas Elley, red.) til en lur og gåtur. Men premieren og pressen banker på. Hun tager smilende imod og daler ned i stolen med en stempelkande foran sig, som hun ved sit nærvær glemmer at drikke af. Hendes høflige attitude ligger langt fra en grænsesøgende provokatør.
»Privat kan jeg ikke lide at provokere og er faktisk meget behagesyg, så jeg tror egentlig, at det er en slags trodsighed, at jeg i mit filmvirke prøver at gå lidt imod min egen personlighed«, funderer hun.
»Det er tre år siden, vi startede på projektet, og det kræver, at man finder nogle uløselige emner, som bliver ved med at stimulere én i vældig lang tid. Hvis jeg havde haft et klart budskab fra starten af, tror jeg hurtigt, at jeg var blevet træt af mig selv og min egen påstand. Uløselige emner er jo ubehagelige, fordi vi godt kan lide at finde klare svar og konklusioner på ting, men når de ikke findes, bliver man nødt til at blive i ubehaget. Selv om mine to sidste film handler om ekstreme karakterer, som jo ikke er hr og fru Danmark, tror jeg, at der findes drifter i dem, som man kan genkende i sig selv. For eksempel det at bære på en skam, som man aldrig helt kan lægge fra sig. Det tror jeg er en almenmenneskelig ting«.
Så det er også en slags antropologisk insisteren på at forsøge at forstå og give alle mennesker en chance?
»Præcis. Men jeg synes, det er vigtigt at skelne mellem at prøve at forstå et menneske og at forsvare et menneske. Jeg forsøger ikke at forsvare Richard-karakteren, men jeg synes, at det at dvæle ved ham og prøve at forstå ham og stoppe op og lytte og kigge er vigtigt, for ellers vil man kun komme frem til sort-hvide konklusioner på ting«.
Ageplay
Som en del af sin praksis lægger Marlene Emilie Lyngstad sig ofte fast på en overordnet tematik, når hun påbegynder et nyt filmprojekt, forklarer hun.
Dernæst venter et grundigt researcharbejde, hvor hun går ud i verden og opsøger de mennesker, som interesserer hende, og som trigger et eller andet ubesvaret spørgsmål hos hende.
I sin research til ‘Cute’ granskede Marlene Emilie Lyngstad som noget af det første hele internettet for dets store dyrkelse af det, hun kalder for ‘lolitafiseringen’ – og hvordan den blandt meget andet flittigt bruges i pornografien, hvor voksne kvinder i nogle af verdens mest populære pornokategorier spiller små piger eller indtager en form for Lolita-rolle, hvilket alt sammen bidrager til seksualiseringen af børn.
»Popkulturen er jo fyldt med kvinder, som spiller på det barnlige, og det er sikkert, fordi barndommen er så utrolig emotionelt potent på godt og ondt, hvilket naturligt også knytter sig til seksualiteten. Men hvordan skal man moralsk set navigere i det landskab, hvor det hele flyder ind i hverdagen?«, spørger hun retorisk.
»Der er selvfølgelig stor forskel på seksuelt materiale, som faktisk inkluderer ægte børn og voksne, og så på det materiale, som leger med barndommen. Men det er helt klart, at det ulovlige i at blande barndommen ind i noget, som handler om seksualitet, sikkert også er noget, som øger efterspørgslen på det, fordi det ulovlige også pirrer mange«.
Som en anden og stor del af processen dykkede Lyngstad ned i det såkaldte ageplay-miljø, som er en undergruppe af BDSM, som tager udgangspunkt i et seksuelt rollespil, hvor der er en aldersforskel mellem deltagerne, og som er meget inspireret af det japanske fænomen Kawaii (på engelsk cute), som er en dyrkelse og fascination af barndommen i både computerspil-, tegneserie- og internetkulturen.
Aldersforskellen kan enten være ægte eller ren fantasi, men rollerne udgøres ofte af en omsorgsgiver og en modtager af omsorgen, forklarer hun.
»Jeg blev meget overrasket over, hvor meget af det her rollespil der er terapeutisk og egentlig ikke handler om sex, men om en eller anden følelsesmæssig længsel – særligt for den som modtager omsorgen – efter at få lov til at gå tilbage til barndomsstadiet, hvor du bliver elsket ubetinget, hvor du ikke har ansvar, og hvor verden er mindre kompleks end som voksen«.
»Der var rigtig mange af de unge kvinder, som jeg talte med, som havde haft et meget hårdt arbejdsliv og var blevet sygemeldt på grund af stress og økonomiske udfordringer, men som havde fundet det her fællesskab, hvor de ligesom, ikke nødvendigvis seksuelt, men også rent venskabeligt, kunne mødes til de her playdates og lege børn. Så sidder de og tegner og skaber et terapeutisk rum for sig selv, som giver dem lov til at gå tilbage til den mere enkle verden. Rollespillet kan også handle om at blive badet af en faderskikkelse en gang om ugen«.
Man forstår måske godt grunden til, at man ønsker at lege den, som er modtageren af omsorgen, men hvilken motivation har man som giver?
»Det, tror jeg, bunder i denne her længsel efter at være nyttig. Det kan måske tale ind i alle de her mænd, som måske føler sig overflødige, men her får de et rum, hvor de virkelig betyder noget for nogen. Og det er jo her, det bliver interessant, fordi det selvfølgelig er en kompleks størrelse at vise omsorg for nogen, for på den ene side er det kærlighedsfuldt og en meget smuk ting, og på den anden side er det at have magt over et andet menneske«.
»Det fine ved rollespillet er, at de her magthierarkier er fuldstændig blotlagte og planlagte, og de er arrangeret af den yngre generation, som er ekstremt bevidst om MeToo og magtstrukturer, men som alligevel har behov for at lege inden for disse magtstrukturer, som før var skjulte«.
Samtaler med virkelighedens pædofile
Inspirationen til selve Richard-karakteren opstod allerede under Lyngstads research til ‘Norwegian Offspring’, da hun havde en samtale med en sexarbejder, som fortalte hende, at hun havde afvist en kunde, fordi vedkommende ønskede, at sexarbejderen klædte sig ud som et barn.
»Jeg begyndte at tænke rigtig meget på denne her mand. Om han bare havde en fantasi, som var knyttet op på hans barndomsminder, eller om han faktisk havde en tiltrækning til børn og søgte efter en lovlig måde at udleve den på. Jeg syntes, at han var meget spændende at sætte op mod Stella-karakteren, som har sin egen længsel efter at klæde sig ud som et barn«.
Lyngstad kontaktede derfor websiden VirPed (Virtuous Pedophiles), som er et online fællesskab for pædofile, som ønsker at holde deres seksuelle tiltrækning til børn i ave og sammen finde en måde at leve med deres seksualitet på uden nogensinde at udleve den. I begyndelsen havde Lyngstad primært Zoom-samtaler med nogle af mændene, men efterhånden udviklede samtalerne sig også til fysiske møder.
»Det, som var meget interessant ved de her samtaler, var, at det jo er mennesker, som lever med en ekstrem risiko for at blive afsløret, og i så fald kan de blive udstødt eller komme til skade, fordi det er de mennesker, som samfundet ønsker ikke eksisterer. De lever og ved, at livet når som helst kan blive trukket væk under fødderne på dem, og alligevel har de denne her trang til at indgå i et fællesskab, hvor de kan tale om deres problemer og den skam, der følger med«.
»Der var for eksempel rigtigt mange, som havde en utrolig lyst til at fortælle deres mødre om deres attraktion. Eller fortælle mig om den, selvom jeg var en fremmed. Og det var også, fordi de var bevidste om, at de levede i et ekkokammer i det her community sammen med andre pædofile, og det var vigtigt for dem at snakke med nogle andre udefra om deres moralske problemstillinger. Det var også noget af det, som gjorde, at jeg syntes, det var så vigtigt at lave en film om det, for samtalen bliver også nødt til at foregå uden for ekkokamrene«.
Hvad var deres moralske problemstillinger for eksempel?
»Det kunne være, om de kunne arbejde et specifikt sted, hvis der kunne komme børn der, og så havde de en masse spørgsmål omkring, hvorvidt det er okay at se på voksne på internettet, som leger børn? Det er jo spørgsmål, som man ikke kan få klare svar på, men bare det at kunne lufte dem er en måde at kunne leve mere etisk bevidst«.
»Hvis du har levet et helt liv med en hemmelighed, føler du jo også, at alle, som elsker dig, måske ikke ville have elsket dig, hvis de kendte din hemmelighed. Der er en længsel efter at vise sit hele jeg over for de nærmeste for at se, om man vil blive afvist, eller om man stadig er elsket. Og det er jo også det, der er de pædofiles dilemmaer, fordi det at fortælle det til sin kone eller sin mor sætter de pårørende i en ekstremt svær position, fordi de så skal beslutte, om de er villige til at elske dem ubetinget eller ej«.
Der findes jo denne her fortælling om, at mennesker ofte bliver pædofile, fordi de selv har været udsat for overgreb som børn. Var det også din opfattelse?
»Det, som måske overraskede mig mest, var, at mange af dem, jeg talte med, ikke havde oplevet overgreb som børn, selvom der er en helt tydelig sammenhæng. Det vil jo sige, at det for nogen er medfødt. Samtidig med, at alle andre opdager deres seksualitet i teenageårene, opdager de en tiltrækning af dem, som er yngre end dem selv, og som kan være i forskellige aldre«.
»Det overraskede mig også rigtig meget, at man har en fordom om, at pædofili handler om det seksuelle og en form for besiddertrang eller magt, men rigtigt mange blev faktisk følelsesmæssigt forelsket i børn. De følte sig selv mere som børn, og derfor følte de sig som jævnaldrende med børn og identificerede sig ganske enkelt mere med dem«.
»De fleste overgreb sker jo i familier, og i de tilfælde bliver de begået af folk, som selv har været udsat for overgreb, og der handler det netop om denne her magt. Børn er meget nemmere ofre end voksne. Så det er også vigtigt at skelne mellem handlingen og seksualiteten, og der er også rigtigt mange, som selv har oplevet overgreb som børn, som virkelig formår at tage afstand fra det og bruge livet på en helt anden måde«.
»Det satte sig i mig«
Gjorde du dig andre erkendelser under din research?
»Det var interessant at blive konfronteret med, hvordan nogle kan bruge fantasier og rollespil til at få afløb for de ting, som de aldrig kan udleve. Der var for eksempel nogle, som havde levet lange, helt normale liv, men hvor deres ægteskab var gået i opløsning, og hvor de så havde fundet et slags partnerskab med andre pædofile, som de kunne spille rollespil sammen med«.
»Det var noget, som virkelig satte sig i mig, for selv om det er et scenarie, som er ubehageligt at tænke på, fordi de spiller noget, som er ulovligt, så er det jo faktisk ikke ulovligt. Det er interessant, at mennesker er så gode til at leve sig ind i fantasier, at det også kan være en måde at leve på«.
Hvordan har du arbejdet med denne her svære balancegang mellem at gå til emnet med nysgerrighed og en vis grad af sympati og empati, uden at filmen bliver et forsvar for pædofili?
»Jeg synes jo for eksempel, at jeg i portrættet af Richard har gjort ham til en mand, som på overfladen er ekstremt normal, ekstremt høflig og moralsk bevidst. Han ved, at det er forkert, hvad han føler, og han gør alt, hvad han kan for at rette op på det og være et godt menneske på trods af det«.
»Men der er en scene i filmen, som jeg tror, mange slår sig på, fordi den er ekstremt ubehagelig, men som var vigtig at få med, for selvom Richard prøver at holde sine lyster i skak, bliver han fristet. Og så syntes jeg også, scenen var vigtig, fordi den er en del af den medieverden, vi lever i. Vi lægger billeder ud af vores børn overalt, men vi har ingen kontrol over, hvordan disse billeder bruges. Vi ved aldrig, hvilket rum vi deltager i imod vores vilje«.
Hvilke andre ting har du været opmærksom på?
»Den største faldgrube ved at lave en film, som handler om popkulturens æstetisering og seksualisering af barndommen, er jo, at filmen i sig selv kommer til at seksualisere børn. Det var meget vigtigt for mig, at filmen ikke indtog Richards point of view. At filmen rent billedmæssigt i filmsproget kigger på ham og hans lyst, men aldrig indtager hans lyst. Filmen har jo to hovedkarakterer. Havde den haft en hovedkarakter, som får en forløsning til sidst, og som vi som publikum identificerer os med, ville den ikke nødvendigvis få publikum til kritisk at tænke over de spørgsmål, som filmen rejser, for så ville det blive en mere følelsesmæssig medrivende oplevelse«.
Gina Jaqueline overraskede
Rollen som den unge hjemmehjælper og Only Fans-model, Stella, som får et forhold til Richard, spilles af autodidakte Gina Jaqueline, som tilbage i 2017 blev tæt på landskendt, da hun som daværende sugardater var omdrejningspunktet i DR-dokumentaren ‘En sugardaters fortælling’. At rollen netop tilfaldt hende var lettere tilfældigt, lader Lyngstad forstå.
Ligesom mange andre havde hun set Gina Jaqueline i DR-programmet og huskede især hendes lyserøde værelse, lyserøde tastatur og generelt store dyrkelse af cute-æstetikken.
Derfor kontaktede Lyngstad egentlig først Gina Jaqueline som en del af sin research, men efter at havde indviet Lyngstad i sin egen tidligere erfaring med OnlyFans og det erotiske marked for cute-æstetik på internettet blev Gina Jaqueline tilknyttet filmen som manuskriptkonsulent.
Da castingen af skuespillerne skulle begynde, gik Lyngstad skridtet videre og gav Gina Jaqueline en chance for at komme med sit bud på Stella-karakteren. Hun havde »ingen idé« om hendes skuespillerevner, men Jaqueline havde et nærvær, som pirrede Lyngstads nysgerrighed.
»Vi holdt en regulær casting sammen med en masse professionelle skuespillere, men hvor Gina bare spillede helt fantastisk«, fortæller hun.
»Hun formåede at udtrykke denne her kompleksitet i karakteren, som både skulle kunne spille Lolita-karakteren troværdigt, men også skulle kunne vise den sårbarhed og det mørke, som ligger under den rolle. Gina var den eneste, som havde den spændvidde mellem performativ uskyld og autentisk uskyld. Og så var hun også bare en utrolig legende samarbejdspartner på set, hvor hun havde en naturlig flair for improvisation og virkelig kunne hjælpe mig med at få denne her karakter, som jeg havde skrevet ned på papir, til at føles som et ægte menneske«.
Gina Jaqueline er vel også taget rimelig meget ud af den rå virkelighed?
»Ja, på nogle områder. Men derfor var det også vigtigt at finde ud af, hvordan Stella-karakteren adskilte sig fra Gina, og det gør hun på rigtig mange måder. Den største forskel er nok det her med, at Gina kunne spille Lolita-rollen i en kontekst, som handler om at lave content og tjene penge på det, men Stella-karakteren spiller rollen af følelsesmæssige årsager, og hun bliver oprigtigt glad for Richard-karakteren, hvilket var noget helt andet end det, Gina er vant til«.
Gina Jaqueline er ikke uddannet skuespiller: Har der været nogle udfordringer forbundet med det?
»Jeg oplevede, at hendes fortolkning af scenerne rigtig tit var noget helt andet, end hvad jeg havde set for mig på en virkelig positiv måde. Når man skal spille en, som spiller Lolita, findes der rigtig mange klicheer, og det kan meget hurtigt blive utroværdigt. Gina skulle spille barn i rigtigt mange scener, og der kunne hun for eksempel være et meget mere uartigt og legende barn, hvor jeg troede, hun skulle være mere uskyldig«.
»Gina er et utrolig intuitivt menneske, som stadig er i kontakt med den barnlige del af sig selv, ikke i forståelsen af at være umoden, men i at være lyttende og nysgerrig over for sine omgivelser. Hun er et ekstremt reflekteret menneske, som har levet et meget spændende og til tider hårdt liv, så hun har helt klart kunnet nuancere mange ting«.
Ud af seksualitetens mørke afkroge
Apropos denne her Lolita-karakter: Hvad tænker du om den generelle portrættering af pædofili i kulturen?
»Jeg så ‘Lolita’-filmatiseringerne (af henholdsvis Stanley Kubrick og Adrian Lyne, red.) under min research, fordi det var en vældig vigtig reference – eller antireference for os. I Stanley Kubricks version fra 1960’erne imødekom man censuren om, at man ikke må portrættere tiltrækning af mindreårige i Amerika, ved at caste en karakter med en krop, som mere ligner en voksen kvindekrop end en 16-årigs, hvilket gør filmen mere spiselig«.
»Man tør godt gå ind i det begær, fordi alle jo kan blive tiltrukket af en, som er over 18 år. Det er jo en del af mainstreamkulturen, men det tager også alvoren ud af filmen. Derfor var det vigtigt for mig at skabe en karakter, som er tiltrukket af præpubertære«.
Fordi det groteske i det bliver mere tydeligt, når det rent fysisk faktisk er et barn, som er genstand for attraktionen?
»Ja, præcis. Jeg synes, at man i filmmediet er rigtigt god til hele tiden at lege med den spiselige, lovlige tiltrækning af barndommen. Men der findes jo også eksempler på film, som har prøvet at tage emnet om pædofili op på en mere kompleks måde, hvor det handler om tiltrækningen og ikke fantasi-delen af det«.
»Ulrich Seidls film ‘Sparta’ (fra 2022, red.) fik en ret begrænset distribution, men den handler om en pædofil, som rejser til Rumænien og åbner en taekwondo-klub for meget udsatte børn. Man finder efterhånden ud af, at han er pædofil, og der bliver det utrolig svært, for han tilbyder børnene et rigtig godt sted at være og behandler dem godt, men man ved, at han også udnytter dem ved at tage nogle billeder af dem og diverse ting. Den film, syntes jeg, var et meget interessant portræt af en pædofil, som netop ikke er virtuous, men som heller ikke begår nogen fysiske overgreb«.
Har du haft nogle betænkeligheder i forhold til, at din egen debutspillefilm med det svære tema nok ikke bliver en decideret crowd pleaser?
»Jeg har nok ikke tænkt så bevidst karrieremæssigt over det. For mig var det allervigtigste at beskæftige mig med et emne, som kunne stimulere mig over lang tid. Det fine er jo, at filmen er lavet på New Danish Screen, som er en lavbudgetsordning for debutanter, så det er også den eneste gang i livet, hvor man har mulighed for at lave noget, som ikke skal indkassere de samme penge, som man har brugt på den. Så jeg føler også et ansvar for at bruge den mulighed til at lave en film, som ikke skal behage det store publikum, for vi har også behov for de film, som ikke gør det«.
Selvom ‘Cute’ endnu ikke har haft dansk premiere, er Marlene Emilie Lyngstad allerede i gang med researchen til sit næste filmprojekt. De tabuiserede emner er hun ikke helt klar til at slippe, om end det ikke er et bevidst valg. Men denne gang findes inspirationen lige uden for hendes egen hoveddør i form af en stigmatiseret gruppe.
»Lige nu er jeg meget optaget af flaskesamlere i København. Jeg bor jo her, og det er en del af min hverdag«, siger hun og kigger ud ad vinduet.
»Jeg tænker især på romabefolkningen, som kommer til København som gæstearbejdere og samler pant, og som lever uden rettigheder her i Danmark, fordi de ikke har dokumentation. Jeg synes bare, det er meget påfaldende med et så tydeligt parallelsamfund og de uretfærdigheder, som findes i det. Det er det, som er så paradoksalt: Fordi magtforskellen er så ubehagelig, opstår der aldrig en dialog. Så kommer der bare et større og større gap mellem de to verdener«.
Hun smiler lidt udmattet.
»Jeg har i hvert fald lavet et dogme for mig selv her til min næste film, som er, at jeg ikke skal gå ind i den mørke afkrog af seksualiteten denne gang. For det har jeg været i længe nu, og det tærer også på én«.
’Cute’ får biografpremiere 26. november.
