Kommer AI til at ændre musikbranchen, som vi kender den, eller kan det være et brugbart værktøj for fremtidens musikere? Det undersøger vi over de næste dage i en artikelserie. Læs vores interview med Andreas Odbjerg HER.
INTERVIEW. Ifølge både Politiken og Soundvenue er der ingen tvivl: Et af sommerens helt store hits var ‘Blink til mig’ af Kevinsky, og det er noget nær det første AI-hit herhjemme. Og nok et temmelig uskyldigt et af slagsen.
I hvert fald ligner Kevinsky ikke en seriøs konkurrent til ”gammeldags” stjerner som Aphaca, Christopher eller Annika. Måske delvist fordi der ikke lægges skjul på, at musikken er lavet med AI – tværtimod fortæller Kevinsky i interviewet med Politiken, hvordan han bruger timevis på at prompte og forfine sine AI-værker. En del af interessen skyldes måske netop, at musikken er åbenlyst AI-genereret.
Kevinsky er ikke den eneste. I november 2025 blev Jacubs ‘Jag vet, du är inte min’ et Spotify-hit i Sverige, før det viste sig, at Jacub hverken var svensk eller en ægte person, men AI-genereret af folk fra det danske musikselskab Stellar Music – med stor kontrovers til følge.
Og for hver AI-sang, der går viralt, findes tusindvis af AI-sange, der lever deres eget lille liv i et hjørne af internettet. Dertil kommer den voksende mængde musik, hvor AI ikke har lavet det hele, men været en del af en proces og måske hjulpet med strygerarrangementer, c-stykker og lignende.
Musik skabt med er AI er på vej frem. Men er AI-tjenesterne et brugbart nyt værktøj eller en trussel for musikbranchen, som vi kender den?
»Det kan komme til at gøre ondt«
For nogle år siden begyndte tjenester som Suno og Udio for alvor at brede sig, og mange blev forundrede og en smule skræmte over den nye teknologi.
Troels Abrahamsen er forsanger i Veto, har været i musikbranchen længe og har gennem sit arbejde som programmør en interesse for nye teknologier. Derudover er han en af personerne bag Kodas nye medlemsråd, der blandt andet skal forholde sig til AI-tjenesternes indtog.
Ifølge ham er AI et eksempel på en udvikling, der er set før, som da man i 00’erne pludselig kunne producere musik på en almindelig forbrugercomputer.
»På en måde repræsenterer det her med bare at kunne prompte noget den samme bevægelse«, siger han.
Han anerkender, at det kan være en kontroversiel holdning, og at Suno faktisk er begyndt at henvende sig mere til folk, der allerede arbejder med musik. »Men indgangen til musikproduktion er blevet bredere, fordi flere mennesker kan komme i gang«, tilføjer han.
Men der er også faldgruber. Tjenesterne er trænet på musik, de ikke har rettighederne til. Og nogle frygter, at de på sigt kan erstatte menneskeskabt musik.
De problematikker har man et øje på hos Koda, der repræsenterer danske musikskaberes rettigheder.
»Vi har set teknologien komme frem, hvor tjenester som Suno i deres spæde opstart kunne noget, men slet ikke det, de kan i dag«, siger Kodas juridiske og politiske direktør, Nicky Trebbien.
Han husker blandt andet noget AI-genereret filmmusik, som tidligt fik ham til at tænke: »Det dér, det kan komme til at gøre ondt. Det kan jo erstatte menneskeskabt filmmusik«.
Et retfærdigt AI-marked
Nærmest siden lanceringen har kritikken og retssagerne hængt over særligt Suno. Blandt andet fra alle tre major labels – Universal, Sony og Warner – som dog sideløbende er begyndt at samarbejde med AI-tjenester, nok for at få en bid af et voksende marked.
Siden er det kommet frem, at Sunos model er trænet på stort set al musik, man kan forestille sig.
»Det har de bare taget. Og så sidder vi i Koda og tænker: Normalt, når man bruger andres ting og andres musik, spørger man om lov, man betaler også et eller andet for det«, siger Nicky Trebbien.
Derfor lagde Koda sidste år sag an mod Suno, fordi de mener at kunne bevise, at Suno har haft dansk musik i sin træningsdata. En retssag, der ifølge Nicky blev taget godt imod i musikbranchen.
Men hvad er problemet egentlig? Ifølge Nicky Trebbien har Koda tre hovedbudskaber.
»Det ene er, at det, de (Suno, red.) gør, er ulovligt. Så er der det, at de ødelægger det økonomiske kredsløb. Og så går vi lidt op på den høje klinge: Det ødelægger også kulturarven i Danmark, for hvis der ikke kommer penge tilbage, er der færre, der skaber ny musik, og så bliver vi også fattigere som kultursamfund«.
GEMA, Kodas tyske pendant, vandt en retssag over Suno tilbage i august, hvor det blev fastslået, at Suno ikke må træne på GEMA-medlemmers musik uden at spørge om lov. Hvad det betyder i praksis er dog endnu uvist. Canadas største rettighedsorganisation, SOCAN, har fulgt op med et lignende søgsmål mod Suno.
Men vejen til et retfærdigt AI-marked skal ikke brolægges med endeløse retssager, mener Nicky Trebbien. De trækker bare forhandlingerne ud. I stedet efterspørger Koda »politisk handling«, gerne på EU-niveau.
Hvordan en aftale om økonomisk kompensation kunne se ud er stadig uklart. AI-modellerne er trænet på millioner af sange. Det gør det svært at regne ud, hvem der skal have hvad hvornår.
»Det er en ny måde at bruge og forbruge musik på. Det er som at have en blender, hvor du putter lidt banan og jordbær i, og så kommer det ud, og det er sgu lidt svært at identificere, lige præcis hvad det er, du drikker«, siger Nicky Trebbien.
»Men én ting er sikkert – det, der kommer ud, bygger blandt andet på dansk musik. Så der skal betales«, fortsætter han.
Selv hvis man kunne skille jordbær fra banan, er det ikke sikkert, at det ville hjælpe, påpeger Troels Abrahamsen: »For så skal du forestille dig, at hver gang du laver et eller andet, kommer der en liste med tusind forskellige kunstnere, som alle skal have en fraktion af en øre«.
I teorien den mest fair løsning. I praksis nok umuligt.
Hos Koda er de dog fortrøstningsfulde. »Den efterfølgende fordeling er kompleks. Men det kan løses. Koda har allerede stor erfaring med at fordele penge fra omfattende musikbrug, hvor det ikke altid er muligt at registrere hver eneste afspilning«, siger Nicky Trebbien.
»Der skal betales«
Man hører ofte, at AI-tjenesterne giver alle mulighed for at lave musik. Men er det en god idé?
»Mange af de her servicer startede med at sige, ”nu kan du få en sang, der passer lige til dig, når du er ude at handle ind”. Men der er jo ikke nogen, der bruger musik på den måde«, siger Troels Abrahamsen.
Alligevel ser han ikke noget problem i, at flere kommer i gang med at lave musik, for eksempel med AI.
»Det betyder ikke, at de bliver bedre musikere, men om 10 år kunne vi sagtens have professionelle producere, hvis indgang til musikproduktion har været gennem et system som Suno. Jeg kan aldrig synes, det er negativt, at flere mennesker har adgang til at beskæftige sig med musik«.
Ifølge Nicky Trebbien fører den lette adgang til at skabe AI-musik dog også problemer med sig.
»Jeg vil ikke derhen, hvor AI-tjenesternes vigtigste argument er, at det her er en demokratisering af kunsten og musikskabelsen. Det elsker de at sige. Men der er ingen tvivl om, at AI-teknologien er et teknologisk kvantespring, som grundlæggende vil ændre den måde, som musik bliver skabt og forbrugt på. Det må bare ikke tippe over«.
Faren er et mættet marked, mener Nicky Trebbien: »DSP’erne (f.eks. Spotify og Deezer, red.) begynder at blive oversvømmet af AI«.
Og modsvarene kommer, både fra branchen og politikere.
Spotify har fjernet over 75 millioner AI-sange, og Suno har opdateret deres servicevilkår for at modarbejde streamingsvindel. I Australien er sange skabt primært med AI bandlyst fra hitlisterne, og EU har lanceret en “AI-act”, der blandt andet kræver, at AI-genererede medier skal mærkes.
En AI-smiley-ordning
Flere streamingtjenester er allerede begyndt at implementere mærkning, mestendels til musik skabt 100 procent med AI. Og den slags musik hører ifølge Nicky Trebbien »slet ikke hjemme ude på de almindelige distributionsplatforme, for den er der bare for at hive penge væk fra de menneskelige musikskabere«.
Men derfra bliver diskussionen svær. For hvor meget AI må man bruge, før ens musik er lavet for meget med AI?
»Om det er 25 procent, 50 procent eller 75 procent, om man må bruge en vokal, der er 100 procent AI-genereret, med alt andet lavet af mennesker … der synes jeg, at mærkningen bliver udfordret, for hvad er det, du vil mærke? Risikerer du at mærke noget, som egentlig er helt fint? Du kan finde sindssygt meget musik derude, som er lavet rigtig meget med maskiner, men hvor der samtidig er fundet et tilstrækkeligt kreativt bidrag fra et menneske sted«, siger Nicky Trebbien.
Troels Abrahamsen er enig: »Jeg synes, det der mærkningsordningscirkus, der er i gang nu, er verdens dårligste idé«, siger han og fortsætter:
»Hvis du kan lide det, du hører, er det så vigtigt, hvor det kommer fra? Hvis du siger, “jeg går altid ned på den her restaurant og får bøf bearnaise, fordi de laver deres bearnaise fra bunden, og det smager bare helt fantastisk”, og du så finder ud af, at det er pulverbearnaise, hvem er det så, der har snydt hvem? Det er, fordi der er en grundpræmis omkring indspillet musik, som jeg tror, man har misforstået. Indspillet musik er snyd, punktum«.
Pulverbearnaise eller ej er der en efterspørgsel på større gennemsigtighed i forhold til AI.
Spørgsmålet er, om det reelt er muligt. For diskussioner omkring retssager og AI-mærkningsordning taler også ind i et større og ældre spørgsmål: Hvordan forholder vi os til musik skabt af og med maskiner?
Kreativitet i algoritmernes tid
Den debat minder på mange måder om diskussioner, vi har set i musikbranchen før, mener Troels Abrahamsen. For eksempel omkring synthesizere og autotune, hvor man også diskuterede, hvorvidt det var kreativt eller autentisk.
»Autotune er jo også en slags kunstig intelligens, og vi snakker ikke om det som noget i sig selv. Så jeg glæder mig til, at den her bølge stopper, og vi bare kan sige, “her er et værktøj, og det bruger de her komponenter”, uden at det er væsentligt, at der står “AI” på pakken. Jeg tror, det kommer til at træde meget mere i baggrunden«.
Historien har i hvert fald vist, at det er svært at putte nye teknologier tilbage i kassen.
Hos Koda mærker de også, at AI allerede bliver brugt af musikere. »Det er også derfor, vi har den holdning, vi har. Det er fint nok, at det er et kreativt værktøj, men det er der, det skal blive. Det skal ikke være noget, der erstatter mennesket«, siger Nicky Trebbien.
Det tror han dog heller ikke, der er fare for: »Forbrugerne vil efterspørge, at der er et menneske bag musikken, at man kan se tilbage på, hvem der egentlig har lavet det, hvem der synger, hvor de kommer fra«.
Alligevel kan han blive nervøs for den næste generation: »Vi er nødt til at forholde os til, hvad den næste generation af borgere vokser op med. Altså skabertrangen, evnen til at skabe noget. Hvor er den henne, hvis du får en computer til at lave det hele?«.
Men måske både lyttere og musikere faktisk vil søge det menneskelige og det uventede.
»Hvis du går ind på hovedvejen, er der så meget konkurrence, og nu er der også maskiner, der kan outperforme dig i produktivitet«, siger Troels Abrahamsen og tilføjer: »Så det, du skal performe i, er kreativiteten. Og kreativitet handler om at afsøge kanter, finde fejl og gøre dem til dyder«.
Spørgsmålet om AI er måske ikke så meget, hvad vi gør som modsvar på det, men hvad vi gør med det.
»Jeg har tiltro til, at the kids are alright«, siger Troels Abrahamsen.
»De skal nok finde en måde at åbne det op på og få det til at lyde fuldstændig vanvittigt, ligesom vi har gjort i vores generation: elektrisk guitar, trommemaskine, synthesizer. Ingen af de ting blev opfundet med henblik på det, de endte med at blive«.
Læs alle artikler i serien ‘Er fremtidens musik AI?’ HER.