Kommer AI til at ændre musikbranchen, som vi kender den, eller kan det være et brugbart værktøj for fremtidens musikere? Det undersøger vi i en artikelserie. Læs hvordan branchen tackler udfordringerne HER, vores interview med Andreas Odbjerg HER og med en række andre danske musikere HER.
KOMMENTAR. I august skete noget, der ikke sker særlig tit. Pitchfork gav den lavest mulige score, 0.0, for første gang i næsten 20 år.
Den uheldige modtager var Tyga, der med sit nye album, ‘Starface’, laver et opkog af 80’er-boogie, dancepop, synthesizere og gammeldags trommemaskiner.
Jeg har hørt albummet, og det er ikke særlig godt. Men fortjener det virkelig en score på 0.0 som det kun 13. album i magasinets 30-årige historie, eller er der noget andet på spil her?
Jo, den lave score handler nok også om, at ‘Starface’ er lavet delvist med AI. Det har Tyga selv indrømmet i et interview med Vibe.
Dermed er det en form for dobbelt synd. Dels har Tyga lavet et dårligt album. Dels har han brugt AI. Og værst af alt: Han har brugt AI til at lave et dårligt album.
For hvad er det egentlig, vi bliver sure over, når vi bliver sure over AI? At modellerne er trænet på musik uden tilladelse? At AI bruges til streamingsvindel? Eller – som det nok er tilfældet med Tyga – at AI ses som dovent og kreativt bankerot?
Uanset hvad er der mange grunde til at være sur. Men i al polemikken, er der så ikke også grund til at være bare en lille smule spændt?
En forvirret musikbranche
Jeg husker en af de tidlige sange skabt med AI tilbage i 2016.
En robot var blevet trænet og fik så besked på at komponere en Beatles-inspireret sang, som senere blev indspillet og produceret med heftig hjælp fra mennesker. ‘Daddy’s Car’ hed sangen, den var harmløs og lidt kedelig. Min (og nok mange andres) reaktion var lidt forskrækket, men også overlegen. Den kunne jo ingenting.
Men det var nok et tidligt tegn på, hvad vi står i nu.
Jeg husker også tidlige forsøg på AI-genereret musik, som vi kender den nu fra eksempelvis Suno, som decideret dårlige. De lød dårligt, og AI’en for ofte vild i formled og sangstruktur.
I 2023 udkom ‘Heart on My Sleeve’, en falsk Drake- og The Weeknd-sang, hvor det vist kun var vokalerne, der var AI-genererede. Den fik os til at snakke om AI på en ny måde. Ville AI en dag kunne skabe ægte musik?
Cirka samtidig snakkede jeg med Soundvenues daværende musikredaktør om at skrive en artikel om, hvornår musikere skulle begynde at være bange for AI. Artiklen blev aldrig til noget, måske fordi vi tænkte, at der var lang tid til, at AI kunne lave musik, der kunne konkurrere med det menneskabte. Tja. Lad os bare sige, at vi tog fejl.

Nu er AI her i stor stil, og det er som om, ingen helt ved, hvad de skal gøre.
Streamingtjenester bliver bombarderet med AI-musik. Deezer vil give brugere muligheden for at slukke for AI-sange, så de ikke dukker i søgninger. Spotify fjerner millioner af sange og mærker AI-indhold, men er samtidig i gang med at lancere en AI-tjeneste, hvor brugere kan remixe deres yndlingsmusik ved hjælp af AI.
Suno, tidens mest højprofilerede AI-musiktjeneste, er begyndt at henvende sig mere til musikere og har gjort det sværere at masseeksportere sange. Som om de godt kunne se, at deres »alle kan lave musik«-idé i sidste ende ville ende skidt for musikbranchen.
Pladeselskaber lægger sag an, fordi AI-tjenester er trænet på deres kunstneres musik. Samtidig indgår de samarbejder med AI-selskaber. Forvirrende, ikke?
Nogle kunstnere går all in på AI. Andre vil ikke røre det. Og andre igen – inklusive nogle af dem, jeg har interviewet – har brugt det, men holder det samtidig ud i armslængde.
Et brugbart værktøj
Lige nu er der nok mange, der mærker efter, i hvor høj grad de vil omfavne de nye AI-tjenester.
For det kan være et brugbart redskab, det fornemmede jeg i mine interviews med både Guzo og producerduoen T&O, der fortalte om, hvordan man kan bruge AI, og samtidig gjorde det tydeligt, at de også ser store problemer med teknologien.
Og det må vel være okay at bruge, ligesom det må være okay at sige, at det gider man altså ikke, som eksempelvis Friða Saiya gør det. Sådan er der så meget. Nogle bruger autotune, andre gør ikke. Nogle synes, det er sjovest at skrive musik på banjo, andre elsker deres sampler. Og i sidste ende vil det nok være op til den enkelte, hvor meget de vil bruge AI.
Dermed ikke sagt, at der ikke er masser andre problemer, der skal tages hånd om.
I mine interviews med både Kodas politiske og juridiske direktør Nicky Trebbien og forskellige musikere er det tydeligt, at særligt rettighedsproblematikken stadig er betændt. Dertil kommer den streamingsvindel, som AI muliggør. Det er store problemer, der skal løses, hellere i dag end i morgen.
Der er også mere abstrakte problemer med autenticitet og identitet, som AI, ligesom mange teknologier førhen, sætter på spidsen hos både artister og lyttere. Hvor går grænsen mellem menneske og maskine? Det spørgsmål får vi nok aldrig et fornuftigt svar på.
Personligt har jeg altid været interesseret i netop de steder, hvor maskine og menneske mødes.
Derfor er der også særligt én ting, jeg ser frem til når det kommer til AI, og det er måske lidt kontroversielt. Men er det ikke fair at glæde sig bare en lille smule til den musik som AI muliggør?
Hvorfor ikke begge?
Jeg har stor respekt for dem, der ikke vil bruge AI, eller høre AI-musik. Jeg er heller ikke interesseret i musik genereret med en simpel prompt. Og jeg tror heller ikke, at musikere skal være bange for at blive erstattet.
Omvendt håber jeg, at dem, der lige nu sidder og prompter musik frem, måske får øjnene op for, at der også er andre måder at lave musik på. Det behøver ikke være så sort-hvidt.
Men jeg kan ikke lade være med at føle, at der må være en måde at bruge de nye AI-tjenester på, som vi ikke har set endnu. Der må sidde nogen derude, som er nysgerrige på, hvordan man får dem til at lave musik, der er anderledes end noget, vi nogensinde har hørt før. Og det er ærgerligt, hvis vi ikke giver os selv lov til at udforske den nye teknologi.
Mange siger at kun mennesket rummer den kreativitet det kræver, at lave original musik. Det kan maskinen ikke.
Men hvorfor ikke begge?
Jeg er ikke sikker på, at ægte kunst kan blive lavet af AI alene. Men jeg tror på, at den kan blive lavet af mennesker, der bruger AI på nye måder.
Da Cher og Kanye West hakkede sig gennem autotunen, brugte de teknologien til at gå ud over deres menneskelige begrænsninger i en sådan grad, at det ikke gav mening at snakke om, hvor mennesket stopper, og maskinen begynder. Det skabte musikalske udtryk, som stadig præger popmusik den dag i dag.
Da PC Music-kollektivet sprang på hovedet i computeren, fik vi et digitalt univers, der var så unikt, at det fik sin egen genre-betegnelse, og desuden flød ind i mainstreamen gennem navne som Charli XCX, Kim Petras og Caroline Polachek. Jimi Hendrix, for nu at tage et ældre eksempel, sprængte rammerne for, hvordan en elektrisk guitar kunne lyde og ændrede rockmusik for altid.
Jeg håber også, at nogen en dag får skovlen under AI-redskaberne. Alt det kræver er, at det med rettighederne kommer på plads, for indtil da er det svært at høre AI-musik uden en grim bismag i munden.
Men når det sker, tror jeg, at der kommer nogle ting ud af det, som er værd at lytte til.
Læs alle artikler i serien ‘Er fremtidens musik AI?’ HER.
