Pladeselskabernes nye AI-planer misforstår helt grundlæggende, hvorfor vi elsker musik

KOMMENTAR. Justin Biebers fløjlsbløde r’n’b-perle ‘Sweet Spot’ er oplagt at sætte på, når formiddagssolen er fremme, og kaffen er skoldhed. Et perfekt, lille catchy indslag på Biebers overraskelsescomeback ‘Swag’. 

Men så kommer det. »Put it on me baby, it’s been overdue«. Sexyy Reds feature-vers brænder sig ind i lydtapetet.

Stemningen er brudt. Magien opløst. Og hvad gør man så?

Som musikforbruger støder man hele tiden på elementer, man sagtens kunne have været foruden. Bob Dylans mundharmonika, der midt i hans milde guitarunivers er mixet på niveau med en Boeing 747, der letter, er et andet eksempel.

Sådan er det. Så må man jo høre noget andet. Eller skrue lidt ned.  

Men det kan faktisk være ved at ændre sig.

I hvert fald hvis det står til verdens største pladeselskaber, der sammen med AI-firmaer som Suno, Udio og Klay er ved at lancere nye fælles platforme, hvor kernefunktionen bliver faninteraktion.

Fra søgsmål til håndtryk

Stemningen er nemlig forandret mellem musikindustrien og AI-firmaerne.

Hvad der før var et wild west af juridiske stridigheder, opråb og rekordstore erstatningskrav mellem pladeselskaberne og AI-firmaerne, er nu blevet til håndtryk, forlig og fælles fremtid med platforme på kryds og tværs mellem AI-firmaerne og de tre major labels, Universal, Warner og Sony. 

Og her er det ikke længere nok at afspille musik. 

»Vi er på vej mod en verden, hvor folk ikke bare trykker på play – de leger med deres musik. Interaktivitet vil gøre musik til en større del af folks liv«, skriver Suno i forbindelse med deres aftale med Warner.

Hos Udio lyder visionen for deres samarbejde med Universal, at brugeren skal kunne »skabe med en kunstners stemme og stil« og »remixe og genforstille sig sine yndlingssange med AI«.

Og så er der Klay, der har indgået aftaler med både Universal, Warner og Sony, og som vil » gentænke lytning med fordybende, interaktive værktøjer«, som firmaet selv formulerer det.

Står det til pladeselskaberne og AI-firmaerne, skal musikken ikke længere bare høres. Den skal skilles ad, bygges om og tilpasses.

I den verden kunne jeg uden større besvær fjerne Sexyy Red fra ‘Sweet Spot’. Måske endda erstatte hende med en helt anden feature. Personligt ville jeg elske at høre Benny Jamz eller Bruce Springsteen give sit besyv med. Så kunne nummeret lyde helt efter min bog. 

Men er det egentlig fedt?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

En stor del af musikkens magi ligger i bevidstheden om, at der bag herligheden findes en menneskelig intention. At nogen har besluttet, at det skal lyde sådan der.

Det er kernen i den afsenderbaserede transaktion mellem kunstner og publikum: Kunstneren stiller sit udtryk til rådighed på godt og ondt – vi andre må tage stilling til, om vi køber ind på det. Og den modtagelse kan kunstneren så forholde sig til. 

Selskabernes intentioner bygger på en radikalt anderledes værksforståelse. Musikken bliver råmateriale. Legoklodser.

Selvfølgelig er det at remixe ikke noget nyt. Gamle sange er blevet fortolket, strakt til ukendelighed og genopfundet igen og igen. Min yndlingssang for tiden er for eksempel en løst grebet, men intens fortolkning af Diana Ross’ ‘Touch Me in the Morning’ begået af Marlena Shaw.

Men grundstoffet i de nye AI-platforme er anderledes. Her kan alle og enhver remixe og mash-uppe på et højt teknisk niveau med et par klik.

I stedet for en kvalificeret fortolkning, der gerne vil gå i dialog med originalværket, lægger selskabernes planer mere op til en doven superfan-mentalitet, der bygger på personlig tilpasning.

»Skab med en kunstners stemme og stil«. Hvorfor egentlig det? 

Har sine fordele

Uanset hvad man mener om fremtidsudsigterne, så er aftalerne og platformene en game changer – som også har sine fordele. 

Aftalerne adresserer nemlig det mest omtalte og åbenlyse problem, der har centreret sig om de kunstige toner den seneste tid. Nemlig ophavsretten og den manglende kompensation til de musikere, som AI-modellerne er trænet på. 

AI-træningen har været årsag til retssager på begge sider af Atlanten – fra de store amerikanske søgsmål mellem Suno, Udio og pladeselskaberne til Kodas søgsmål mod Suno herhjemme. 

AI-modellerne, der har fremtryllet færdigbagte kunstnere som Xania Monet og Velvet Sundown, er trænet på ophavsretligt beskyttet musik tilsyneladende uden tilladelse. I Sunos svar på tiltale i den amerikanske retssag erkendte firmaet, at modellerne var trænet på »alle filer i rimelig kvalitet, tilgængelige på det åbne internet«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Herhjemme førte det til, at Koda sagsøgte Suno for brugen af danske værker som ‘Barbie Girl’ og ‘Sunshine Reggae’. Allerede i april skrev Koda sammen med sine nordiske søsterorganisationer, at »tornerosesøvnen og den uautoriserede brug af vores musik skal være et overstået kapitel«.

Og det er netop det, vi ser nu.

Med de nye aftaler lægger AI-firmaerne deres hidtidige træningsmaskiner i graven og starter forfra. Denne gang med licenser, samtykke og betaling til de musikere, hvis værker bruges som træningsdata.

Det åbner altså op for, at AI-musik rent faktisk bliver en stueren del af musikindustrien. Men det er ærgerligt, at selskabernes planer for den lovlydige AI tilsyneladende er superfan-platforme til at optimere og tilpasse eksisterende kunstneres udtryk.

En misforståelse

Desuden er der stadig mange brikker, der ikke er faldet på plads endnu. 

Får AI-firmaerne reelt opbygget deres modeller på etisk forsvarlig vis? Kommer kunstnerne til rent faktisk at kunne tage stilling til, om de vil med på AI-vognen, eller bliver AI-klausuler noget, pladeselskaberne kræver for en underskrift? Bliver den økonomiske kompensation til musikerne slagkraftig? Og vil publikum overhovedet tage de nye platforme til sig?

Det er svært at vide endnu. Men én ting er sikkert: Det er værd at holde et vågent øje på, hvad musikindustrien brygger på sammen med en tech-industri, hvor en central CEO, Sunos Mikey Shulman, har sagt, at han »ikke tror, folk nyder 90 procent af tiden, de bruger på musik«.

Vi skal være på vagt over for de store spilleres intentioner om, at musik skal optimeres og tilpasses. 

For musik er – i modsætning til mange andre ting i samfundet, der er oplagte at AI-automatisere – noget, der hellere end gerne må irritere, udfordre og stille krav til os. Noget, vi ikke altid kan forme efter eget ønske. 

Vi bliver alle klogere af at forholde os til indtryk og idéer, der ikke er skabt på vores egne præmisser. Og i samme ombæring bliver vi kun dummere som kulturforbrugere af at dyrke den personlige tilpasning. 

Sexyy Red er stadig en torn i øjet på mit ellers perfekte lille formiddagsritual med ‘Sweet Spot’. Men det er nu meget godt, hun er der.