Schacke
Det ville ikke være Distortion, hvis der ikke var et lokalt navn som Schacke til at sætte tonen.
Den dansk-sydkoreanske techno-dj og producer leger konstant med balancen mellem lys og mørke, hedonisme og sensualitet. Som på tracket ’Hooked’, hvor en lille jazzet keyboardsekvens pludselig bryder ind mellem sirener, en metallisk trommelyd, der mest af alt lyder som slag mod en tom gryde, og en enkelt messende sætning: »This pussy got you hooked«.
Schacke startede sin musikkarriere som teenager og har siden spillet på flere af verdens mest ikoniske technoklubber. Desuden har han været med til at forme den københavnske technoscene med sit eget pladeselskab, Sacred Interface, hvor flere lokale artister har udgivet musik gennem årene.
Lyt til bangers som ’Kisloty People’ og førnævnte ’Hooked’, og slut dig til det euforiske og melodiske univers, når Schacke åbner Rave-scenen.
Fredag 5. juni, kl. 18.30
Rave-scenen
Anetha
Anetha er ikke typen, der følger reglerne slavisk, og det kan høres i hendes dj-sets. Hun drager lytteren ind med mørke, eksplosive toner, men er heller ikke er bange for mere bouncy og farverige rytmer.
Den franske dj og producer blander trance, acid og drum’n’bass med en stram minimalime, der gør hendes musik både intens og overraskende.
Hun står desuden bag pladeselskabet Mama Told Ya og initiativet Mama Loves Ya, der arbejder for at gøre den elektroniske musikscene mere bæredygtig.
Varm op med tracket ’Sorry for Being So Sexy’, der lyder som en fuckfinger til dem, der stadig prøver at presse dj’s og klubmusikken ned i sexistiske kasser. Rytmen slingrer skævt på den helt rigtige måde, og man kan nærmest mærke den lussing, som Anetha slynger afsted.
Fredag 5. juni, kl. 22.30
Rave-scenen
Sara Landry
Forbered dig på at få pulsen i vejret og ørerne mørbankede, når mexicansk-amerikanske Sara Landry sætter tempoet op. Hendes tunge lyd lokker dig ind i mørket med industrielle beats og feminine, emotionelle vokaler.
Som en af de mest markante skikkelser inden for moderne hård techno har hun fået tilnavnet the High Priestess of Hard Techno, og hun er at finde på nogle af verdens største elektroniske scener.
Hun står også bag kvindekollektivet Blood Oath, og hendes pladeselskab, Hekate, er opkaldt efter den græske gudinde for magi og trolddom. Meget passende: Et track som ’Veni Vidi Vici’ føles nemlig som at træde direkte ind i troldkvindens skov i et dystopisk ritual med energifyldte besværgelser og en buldrende bas.
Forvent at få sved på panden, når Landry indtager Rave-scenen. Husk din vifte!
Lørdag 6. juni, kl. 00.30 (spiller som en del af fredagsprogrammet)
Rave-scenen
Trym
Hvis du var til Distortion Ø i 2023, husker du sandsynligvis Tryms solopgangsset, da han lukkede festivalens hovedscene.
Sparkling water boy, som fans kalder ham på grund af hans evige hang til danskvand bag pulten, forstår om nogen at holde energiniveauet oppe i de sene nattetimer.
Den franske dj er kendt for eksplosive tracks som ’It’s Better When We Fake It’ – et emotionelt og konfliktfyldt univers af spacede keyboardakkorder, smækkende bas og en opgivende kvindestemme – og ‘Requiem for a Rave’, der til gengæld føles som en religiøs rockkoncert på steroider: hardcore tæppebanker-musik med skingre elguitarriffs.
Smæk hurtigbrillerne på og vær klar til at få aktiveret nervesystemet, når Trym lukker Rave-scenen fredag.
Lørdag 6. juni, kl. 02.30 (spiller som en del af fredagsprogrammet)
Rave-scenen
Steamboi
Steamboi, som er medskaber af den danske eventserie Zeitgeist og resident-dj til queerfesten GAG på Den Anden Side, er endnu et lokalt navn, du bør holde øje med på årets Distortion.
De er kendt for deres uforudsigelige sets, tunge bas og fantasifulde atmosfære, hvor trance og hård techno smelter sammen. Tempoet er højt, energien dirrende, og stemningen er ofte en smule surrealistisk.
Bevæg dig ind i Steambois drømmeland med tracket ’To All the Fairies’. Forvent svedige trance-breaks, pirrende energi og et dansegulv, der nægter at stå stille, når Steamboi åbner Rave-scenen lørdag.
Lørdag 6. juni, kl. 19.00
Rave-scenen
Øtta
Har du lyst til at ryste hofterne lækre latinamerikanske rytmer? Så bør du tjekke portugisiske Øtta ud, når hun hiver Rave-scenen med sydpå.
Øtta har spillet flere gange i København og er kendt for at blande hård techno, trance og brasilianske trommer med flirtende vokaler. Selv i nattens mørke formår hun at trylle solen frem med sin legende optræden og brandvarme latinamerikanske remixes af numre som The Black Eyed Peas’ ’Rock That Body’.
Varm op med trancetracket ’Salty’, der føles som et syretrip fyldt med dommerfløjter, computerspilslyde og en latin-LP, der er gået i hak. Det kan lyde kaotisk, men det er svært at styre lysten til at hoppe rundt og skråle med, når hooket rammer: »Boys say I’m a little salty«.
Lørdag 6. juni, kl. 23.00
Rave-scenen
MCR-T
Fra technohovedstaden Berlin bringer MCR-T et bredt spektrum af hård techno, bastung hiphop og såkaldt booty house til Distortion Ø. Den tysk-jamaicansk-amerikanske dj og producer har en fortid som rapper og bruger ofte sin egen vokal i musikken.
Tempoet bliver skruet en smule ned med tunge hiphop-grooves og fængende housebeats, mens eksplicitte og provokerende tekster om seksuel frigørelse og selvstændighed gennemsyrer store dele af hans musik.
Han er kendt for sexede collabs med blandt andre Horsegiirl (‘My Barn My Rules’) og Miss Bashful (‘Slut Commandments’), men bag den festklare energi gemmer der sig også mørkere følelser og personlige fortællinger.
Blandt andet rapper han om mentalt helbred og identitet, mens technobassen brager derudaf.
Søndag 7. juni, kl. 00.00 (spiller som en del af lørdagsprogrammet)
Forest-scenen
Charlie Sparks
Hvis du er klar på en energieksplosion med anime-vokaler og skøre musikfortællinger, så skynd dig mod Charlie Sparks, når han sender dansegulvet i ekstase i en blanding af acid og hård, industriel techno.
Den London-baserede dj står bag pladeselskabet Elektra og er på rekordtid blevet et massivt navn på den internationale technoscene. Hans tracks ligger ofte over 140 bpm, og anime-universet gennemsyrer både lyd og æstetik.
Et solidt bass-face breder sig typisk på dansegulvet til Sparks sets, og hans mange vokalhooks inviterer til fællesskrål på tracks som ’Welcome to London’.
Du kan desuden forvente at høre masser af musik fra hans længe ventede album, ’Power Up’, når han overtager Rave-scenen.
Søndag 7. juni, kl. 01.00 (spiller som en del af lørdagsprogrammet)
Rave-scenen
