‘The Boroughs’: Ny Netflix-serie er ‘Stranger Things’ med gigt
SERIE. For et par år siden ville jeg nok aldrig have forbundet plejehjem eller efterløn med ord som action packed og lystent.
Siden da har det alderspositive storhit ’Hotel Romantik’ gjort sit for at udfordre begrænsede – og begrænsende – forestillinger og sprog vedrørende seniorstadiet, og nu griber ’The Boroughs’ stafetten og leverer endnu et forfriskende portræt af boomer-generationen.
I Netflix’ nye sci-fi-serie er det modne livs problematikker og potentialer nemlig i fokus, når vi følger Sam Cooper (Alfred Molina), der efter sin kones død skal flytte til et oldekolles-resort i den amerikanske ørken.
Her har den sørgende gnavpot og tidligere ingeniør – som svælger i ensomheden og i dramatiske vendinger omtaler sig selv i tredjeperson ental – på ingen måde lyst til at bo der, hvorfor han forsøger at komme ud af sin helt utroligt bindende kontrakt. Ganske forståeligt.
For dette solskinnende ’paradis’ drives af den sleske og diktatoriske Blaine (Seth Numrich), der dyrker motivational quotes og kunsten at frisere sig som en fra Liberal Alliances ungdomsparti.
Desuden forstyrres tilværelsens ro og golf af mystiske dødsfald og ’en-af-os’-vibes, og gradvist vokser mistanken hos både publikum og hovedkarakteren om, at beboernes tiltagende demenssymptomer måske skyldes et ubestemmeligt væsen inde i væggene.
Gennem flashbacks, creepy underlægningsmusik og en masterclass i gaslighting-teknikker opløses grænserne mellem virkelighed og illusion, indsigt og sindslidelse. Og med Duffer-brødrene som executive producers udvikler Netflix-satsningen sig til en slags ’Stranger Things’-version med gigt, hvor “den grå revolution” – en gruppe aldrende naboer, der kører ræs og kaster punchlines – er på monsterjagt i forsøget på at redde dagen og hinanden.
Det er netop karaktererne og deres interne relationer, der er seriens styrke og bankende hjerte, hvilket i høj grad skyldes det velspillende stjernecast.
Udover en ganske rørende Molina som bister enspænder going fællesskabende ghostbuster består det blandt andet af Geena Davis som glattunget cougar med hang til yngre sikkerhedsvagter. Alfre Woodard og Clarke Peters som et joint-rygende par med tillids- og ægteskabsproblemer. Og Denis O’Hare som den kræftsyge læge, der – traumatiseret af 80’ernes aids-epidemi, hvor han mistede patienter, venner og elskere – er på udkig efter kilden til evigt liv.
Ligesom flere andre i ’The Boroughs’ – og i verden anno nu.
Kald det botox, kald det longevity: Ungdomsfetichismen findes (og begrædes), og præcis som i den glimrende ’The Substance’ og den knap så glimrende ’The Beauty’ bliver seriens alderspolitiske budskaber understreget gennem gys og body horror-sekvenser.
Effektivt, ja. Men også en smule fortærsket og overtydeligt. Og selvom sci-fi-serien beskæftiger sig med tilværelsens uforklarlige størrelser, overlader den ikke meget til fantasien – bortset fra ét enkelt irriterende plothul, som trækker i troværdigheden.
Det frustrerer omtrent lige så meget som en til tider tynd storyline og unuancerede skurke – for slet ikke at tale om den ekstremt ekstreme color grading.
Gudskelov bliver der i ny og næ sat lidt Bill Withers på, ellers ville jeg for alvor sætte spørgsmålstegn ved serieskabernes smagsniveau.
Men evner man at se bort fra en håndfuld skønhedsfejl, kan ’The Boroughs’ opleves som en både sjov og rørende ’pensionister for prez’-fortælling om uberettiget umyndiggørelse og en fin blotlæggelse af dødens (og sorgens) naturlighed, med et Shubidua-klingende budskab om, at alt altså har en ende.
Eller har det?
For med lidt flimmer og et nik til ’Twin Peaks’ ligner det, at både de mystiske elementer og serien selv overlever endnu en sæson.
Kort sagt:
Netflix’ nyeste sci-fi-serie er en velspillet, men ujævn fortælling om alderdom og (frarøvet) autonomi.