Asta Olivia Nordenhof: »Jeg havde sådan et ægte sammenbrud på et tidspunkt, hvor jeg bare græd en hel nat«

INTERVIEW. »I øvrigt vil jeg gerne meddele, at tredje bind i min romanserie snart er færdig. Af respekt for folkets ønsker er det en romantasy. Det er den sværeste genre jeg nogensinde har beskæftiget mig med, og jeg har næsten tabt alt mit hår i processen.«

Sådan skrev Asta Olivia Nordenhof i marts i en af sine mange opdateringer på Facebook – hvor hun ofte gør status på sig selv og samfundet i den morsomme tørre tone, vi kender fra hendes bøger.

Det kom uden tvivl bag på mange Nordenhof-læsere, at hun nu begav sig ud i heftig forelskelse og underfundige fantasiverdener.

For seks år siden påbegyndte forfatteren intet mindre end et antikapitalistisk syvbindsværk, der kredser om den uopklarede mordbrand på Scandinavian Star. Første bind, ‘Penge på lommen’, var en tragikomisk klassefortælling om udsathed og det ulykkelige parforhold, mens ‘Djævlebogen’, nummer to,var en slags gyser om kærlighedens kår under kapitalismen. Selvom det er et eksperimenterende forfatterskab, også når man tæller hendes tidligere rå poesi og fragmenterede prosa, så er både kærlighedsmagi og fantasifulde samfund noget helt nyt hos Nordenhof.

‘Maria, Atlantis’, den tredje bog i serien, lander i denne uge i boghandlerne og er altså, ifølge både Nordenhof og forlaget, romantasy.

Her følger vi to personer, der i hvert sit århundrede begiver sig ud på havet: Den helt unge Maria, der går om bord på Scandinavian Star i 1990, forelsker sig hovedkulds, men bliver fanget i mordbranden, og må finde ud af, hvordan kærligheden skal leve i et utopisk undervandssamfund. Sideløbende følger vi medicineren Oluf Bartholin i 1700-tallet, der efter at have opdaget lymfesystemet jagter det næste fantastiske fund: Atlantis. De to karakterer møder hinanden på en skæbnesvanger dag i undervandssamfundet, hvor grænserne for tid og sted er skyllet væk.

Det var faktisk også en overraskelse for den 38-årige forfatter selv, da hun ved et tilfælde faldt over en tendensartikel om genren og opdagede, at hun var i gang med at skrive sig ind i en litterær megatrend.

»Jeg tænkte, det var da lige godt satans, det er da det, jeg skriver?«

Når romantasy er blevet så populær en genre, tror Asta Olivia Nordenhof, at det har at gøre med eskapisme.

»En tid, som på mange måder er præget af frygt, genererer et ønske om at fantasere sig væk til noget helt andet. På den ene side kunne man jo kritisere det og sige, at eskapisme er en dårlig ting. Men man kunne også sige det modsatte. At det er et udtryk for en fælles følelse af, at vi er nødt til at tænke noget andet frem nu. Det er akut, at vi ligesom begynder at forestille os verdenen med andre regler og andre muligheder, ikke?«

Og forestille sig en anden verden – det gør hun i den grad i ‘Maria, Atlantis’.

Er utopien umulig?

Hvordan har det været at tage Scandinavian Star med ind i en fantasy-verden?

»På en måde kan man sige, at det passer dårligt sammen. Det er jo sådan set lidt underligt at have en historisk begivenhed, som også er en voldsomt traumatisk begivenhed for mange mennesker, inden i et legende fantasy-univers. Men når jeg har en romanserie, der beskæftiger sig med antikapitalisme, så må jeg på en eller anden måde også selv prøve at forestille mig nogen andre verdener.«

»Meningen var, at det skulle blive tydeligt, at profit bliver prioriteret over menneskeliv. Det er en præmis, vi konstant accepterer. For at vores bananer kan være billige, så arbejder folk med ulovlig sprøjtegift i det globale syd.«

Hvordan har det været at kaste sig ud i romantasy, har du haft betænkeligheder undervejs?

»Det er jo ikke nødvendigvis min force som forfatter, det her med worldbuilding, som på en eller anden måde er alle fantasy-historiers grundpræmis. Der var jeg bare ret lost. Jeg vil sige, at jeg følte mig ret desperat på et tidspunkt. Og så endte jeg jo også med at finde en helt, helt anden løsning.«

I romanen træder en fortvivlet fortæller ud af sin egen historie. Fortællerstemmen, som vi kender fra ‘Penge på lommen’ og ‘Djævlebogen’, diskuterer med sin ven, hvordan man lever i undervandssamfundet Atlantis. Korrespondancen løber over 70 sider i romanens anden del og er et billede på Nordenhofs egen frustration som forfatter, fortæller hun.

»Jeg havde sådan et ægte sammenbrud på et tidspunkt, hvor jeg bare græd en hel nat. Jeg havde det sådan, jeg kan ikke, jeg vil ikke. Det føltes, som om der ikke var én fiber i min krop, der orkede at kigge mere på den her tekst.«

Hvorfor har det været så svært at skrive et værk, hvor du opbygger en ny verden?

»Jeg tror, det handler om, at universet prøver at fremskrive en utopi, og det er jo ret skrøbeligt. Altså, én ting er at kritisere det samfund, man lever i. Det føles lidt mere påklædt. Men det der med at begynde at fremsige idéer om, hvad man ellers kunne gøre, det føles meget nøgent. Hvis man skulle drage parallellen til det nære, intime liv, er det jo også meget mere sårbart at sige til en eller anden, at jeg kunne helt vildt godt tænke mig, at vi var kærester, end at sige at jeg ikke kunne tænke mig det.«

»Det er jo også det der med at have et håb om noget andet. Håbet er jo noget, der kan bære én igennem verden. Og hvis folk begynder at grine helt vildt meget af det, man håber på …«

I Nordenhofs anarkistiske Atlantis er der ikke penge eller privat ejendomsret. Retssalen er blevet erstattet af »dømmespil«, og lønarbejdet af fælles vedligeholdelsesopgaver.

Knus kapitalismen

Er der noget ved dit Atlantis, som du kunne ønske dig i virkeligheden?

»Helt klart. Jeg kunne da rigtig godt tænke mig at se, hvordan verden kunne hænge sammen, hvis vi afskaffede lønarbejde og privat ejerskab. Det synes jeg virkelig kunne være spændende – og jeg tror også, det ville være godt.«

»På en global skala kan det jo ikke være rigtigt, at al verdens rigdom er koncentreret hos i virkeligheden minoriteten af mennesker i verden. Det er en fundamental urimelighed. Og hvis man i vores samfund ikke kan leve op til kriterier om arbejde, så er man bare værdiløs i den her samfundsorden. Som ung var jeg en del ind og ud i psykiatriske sammenhænge og fik den der fornemmelse af, at det (samfundet, red.) genererer et restprodukt af mennesker, som så bare er værdiløse.«

»Hvad er værdi? Hvad betyder noget? Jeg tænker på alle mulige måder, at vi virkelig er nødt til at få nogle nye idéer om, hvad der er dyrebart.«

»Det er let nok for mig at tænke, at jeg ville da gerne afskaffe kapitalisme. Jeg råder ikke over så mange penge, så det ville da være dejligt. Men der er helt klart nogle andre ting, hvor en stor samfundsomvæltning kan være smertefuld at tænke på.«

Her tænker Nordenhof på den romantiske relation, som hverken hun eller hendes nye roman er afklaret med – bør man opgive den i et nyt samfund?

Kan romantik overleve en revolution?

»Der er en kvindelig hovedkarakter, der ikke skal forholde sig til vold og seksualitet. Hun får lov til at erfare verden på en anden måde. Hvilket er vildt dejligt. Og meget befriende.«

Ombord på Scandinavian Star forelsker Maria sig heftigt og øjeblikkeligt i Miguel, der er transkønnet. Sammen lander de på bunden af havet i Atlantis, hvor kønskategorier, parforhold og kernefamilier er opløst i saltvandet. Men Maria, der ellers er yderst revolutionsparat, har svært ved at slippe den klassiske idé om romantisk kærlighed.

»Når jeg valgte lige præcis det som Marias problem, så er det jo også, fordi jeg selv har det sådan, at det ved jeg da ikke, om jeg har lyst til at give afkald på.«

Kærlighed og kapitalisme er virkelig nogle temaer, der hænger uløseligt sammen i dine bøger. Hvorfor gør de det?

»Der er to forelskelsesopfattelser, som støder mod hinanden i bogen. Den ene, hvor forelskelse og revolution er forbundne, og så den anden, som er, at forelskelse ligesom bare er et oplagt produkt af et kapitalistisk samfund, hvor man hele tiden er sat til at begære noget, man ikke har endnu.«

»De her kærlighedsspørgsmål om hvem elsker os? Hvem elsker vi? Og kan vi finde ud af at elske? Det er selvfølgelig private spørgsmål, men det er også samfundsspørgsmål. De andre bøger har handlet om præmisserne for vores kærlighedsliv under kapitalisme. Hvordan former kapitalismen vores idéer om intimitet, og om hvem vi hører sammen med?

Det her var et forsøg på at sige: Okay, hvis man var i et andet samfundssystem, hvilke præmisser kunne man så forestille sig, at der var for kærligheden? Og vel også have en diskussion med mig selv om: Vil jeg give afkald på nogle af de kærlighedsstrukturer, som jeg tænker er knyttet til det her samfund?

Nu har jeg brugt to bøger på at lægge den romantiske kærlighed i graven og afvise den. Nu måtte jeg prøve at gå den anden vej og lave et forsvar for forelskelsen. Hvad hvis forelskelsen er en revolutionær kraft, og det er den, vi har brug, hvis vi skal kunne lave tingene om?«

Antikapitalistiske bøger er hårde fødsler

Hvordan føles det at tænke på, at du har fire bøger mere foran dig for at nå i mål med Scandinavian Star-serien?

»Jeg tror, det fungerer lidt ligesom med fødsler. På en mirakuløs måde glemmer man jo lidt, hvor afsindigt ondt det gjorde. Det er det samme med de der bøger for mig. Hver gang så er det bare sådan ultra, ultra, ultrasvært, men på en eller anden måde formår jeg at lave et selvbedrag og tænke ‘Ja ja, det bliver svinelet næste gang’.«

Hvad er det, der driver dig?

»Det er helt centralt at prøve at finde ud af, hvordan man kan skrive antikapitalistisk litteratur. Ikke fordi jeg forestiller mig, at kunsten er det afgørende i en proces hen imod en ændring af vores samfund. Men jeg tænker, at kunsten kan spille en rolle i at skabe andre forestillinger.«

Føler du dig forpligtet til at skrive antikapitalistisk litteratur?

»Ja, det tror jeg faktisk, jeg gør.«

‘Maria, Atlantis’ udkommer fredag den 2. oktober.