’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage’ driver sorgens grimme ansigter frem
TEATER. Forfatteren Naja Marie Aidts søn kastede sig ud fra et vindue i en svampepsykose. Han blev 25 år gammel. Tilbage stod en mor med nu kun tre børn og en sorg så stor, at den virkede dødbringende.
Sorgen blev til en bog, ’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage’, der er en tumultarisk blanding af dagbogsagtig prosa, poesi og tekstreferencer til eksempelvis den tibetanske dødebog. Og nu er den blevet til en intim forestilling på Husets Teater.
Scenerummet er beboet, allerede før publikum lukkes ind i salen. En kvinde (Christine Albeck Børge) sidder på en træbænk med ryggen til. En ung mand (danser Oliver Marcus Starpov) ligger face down på gulvet, nøgen. Røg ruller langsomt ind over scenen og glider over hans krop. Lyset slukker, kun et splitsekund, og da det tændes igen, står han, påklædt, foran os.
Og så begynder lydsporet. Forestillingens absolut stærkeste del, designet af Matilde Böcher. Optagelser af Albeck Børges indtrængende stemme, der fremsiger brudstykker fra bogen. Fragmentarisk, gentagende og statisk skrattende. En blanding mellem en hakkende pladeafspiller og en radio indstillet mellem to kanaler tilsat en sorgtung stryger, der lejlighedsvist svæver ind og ud.
Det er overvældende og skarpt, men det forvirrer mig også en lille smule, for da de to spillere har bevæget sig rundt til lydsporet i 20 minutters tid, tænker jeg »skal vi ikke snart i gang?«
Men det her er forestillingen.
Dette lydspor og disse to kroppe, der skiftes til at stjæle fokus; Starpov i en vellykket fusion af forskellige moderne danseformer og Albeck Børges kropsliggørelse af teksten. En mor i opløsning. Det ene øjeblik er hun knækket over på midten, som en fentanylzombie, og det næste overtaget af dæmoniske konvulsioner.
I beskrivelsen af stykket bliver det kaldt en »intens duet« mellem en mor og hendes afdøde søn, og det er lige netop det, jeg savner. For jo, det er meget intenst. Men jeg mærker ikke, at de er to dele af et hele. At de er familie, der nu er blevet flået i stykker. Jeg ser en skuespiller, der er rigtig god til at bevæge sig og en danser, der også er rigtig god til at bevæge sig. Og selvom de af og til bevæger sig sammen, så føles de ikke samhørige.
Jeg hører morens grusomme sorgberetning, men jeg mærker ikke, at det er den mor, der sørger over sin søn.
Meget af forestillingen henligger i mørke. Eller er i hvert fald så dunkel, at det er svært at skelne ansigtsudtryk. Selvom Christian Vest Berntsens lysdesign ellers udgør stykkets mest kraftfulde scenografiske valg, så medvirkede det også til min lidt distancerede fornemmelse. Jeg gik glip af en del detaljer i især Albeck Børges spil.
Det er ellers et smukt valg fra instruktør Amanda Linnea Ginman at blande skuespil med dans for at forvandle ’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage’ til scenen. Nok bedre end at forsøge at gøre det til et skuespil i klassisk forstand.
Men der mangler altså et eller andet. Bogen er lige dele knytnæve i maven og hånd for struben, og selvom teaterudgaven er både nuanceret og veludført, så er der måske bare en grund til, at den blev skrevet som en bog først: Fordi det fantasiudfordrende i sort tekst på hvide sider netop gør det muligt at overføre egne erfaringer til Aidts ultrapersonlige beretning og dermed opnå en langt dybere, personlig forståelse for hendes sorg.
Kort sagt:
’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage’ er en smuk og grusom fortolkning af Aidts sørgebog, der tikker de fleste bokse, men alligevel mangler det sidste for at slå lige så hårdt, som sit forlæg.