’Adults’ sæson 2: Nu er det altså tid til, at den nævnes i samme åndedrag som ’Friends’, ’Girls’ og ’New Girl’
SERIE. Anton, Samir, Billie, Issa og Paul Baker.
Måske endnu fremmede navne for dig, men det bør de ikke være meget længere. Det er en vennegruppe, der har potentiale til at gå all the way. Med andre ord: Den serie, de medvirker i, bør blive en epokegørende serie på niveau med Lena Dunhams ‘Girls’, Jess og hendes roomies i ‘New Girl’, ja, på niveau med allemandsejede ‘Friends’.
’Adults’ har jokes, man griner højt af, et karismatisk cast, man føler med, og den er lige så relaterbar, som den er useriøs. Den er specifik for sin tid og med en troværdig vennegruppe, der er vokset op på internettet og må dele værelser i et hus, de har lånt, for at have råd til at være nyuddannede i New York. Men den er ikke trendbaseret, inficeret af TikTok-trends, alle har glemt om et sekund, eller et produkt af en målgruppeanalyse.
Og så genopliver den will they won’t they-spændingsbuen, de tilbagevendende bifigurer (tænk »oh my god!«) og endda blooper reels – alt det, gode gamle sitcoms brugte for at få os til at tænde hver uge, og som jeg ikke vidste, jeg havde savnet, før de var her igen.
Den kan blive (og er allerede i mit hoved) et hit. Med tidens streaming-økonomi som sin største udfordring. Det vender vi tilbage til.
Som det er med denne slags serier, der gør sig selv synonyme med en tæt på almengyldig oplevelse af at blive ældre (voksne, venner, piger, sex og byer …), er præmissen hverken genial eller original: I første sæson mødte vi de fem venner, der bor i Samirs forældres hus i Queens, hvor de skiftes til at være på røven, gå på dates og føle mindreværd, og det er cirka det samme sted, vi er i sæson to.
Billie har stadig intet arbejde, men har fundet succes med at score, Issa og Paul Baker er kærester, men kedsomheden melder sig. Samir har fået en kæreste, og Antons ekstreme charme og karisma udfoldes som det pleaser-problem, det er, fordi han giver råd som »få en enorm tatovering” eller »tandlæger bør springe ud som popstjerner« uden at tænke over, hvad han sætter i gang.
»You’re not a piece of shit. A piece of you is shit«, siger Anton til Paul Baker i første afsnit og opsummerer ikke bare deres personligheder, men også serien etos.
I afsnittet har vennerne afsløret Paul Baker i at have »shame friends«. Altså en vennegruppe, han ikke er stolt af. Det er selvfølgelig en gruppe bros, som råber mere, end de taler, og rangerer hinandens afføring, og som står i skarp kontrast til vores kulturelt bevidste hovedpersoner.
Men om det er øl og lort eller indie-musik og crop tops, der holder én sammen, er det et værn, man bygger mod den virkelige verden. Nogen, der kan spejle én og bekræfte én i, at man ikke er helt på afveje. I’ll be there for you, har jeg lyst til at sige.
For de fleste af de problemer, vennerne støder på, opstår i deres møder med omverdenens forventninger til dem. Især arbejdsgivere, men også partnere, søskende, jury duty og den, der overtog ens falske ID, da man voksede fra det (Dustin fra ‘Stranger Things’ er blevet myndig!).
Samirs kæreste producerer pludselig anti-bangeren ‘Hiccup (body goes crazy)’, og panisk forsøger han at finde ud af, om en god kæreste støtter hendes nylige popstjernedrøm eller fortæller hende sandheden. Antons søster vil gerne have et barn, og han er besat af tanken om, at det er ham, der skal donere sæd til hende og hendes kone. Alt imens Issa overvejer at fryse sine æg, men er bange for nåle, og Billie er i tvivl, om hendes business-mails er for flirtende.
Klassiske, vidunderligt latterlige b-plots.
Og så er der ved siden af alt det en mulig romance i huset, som jeg ikke har lyst til at afsløre, hvis du først nu finder vej til serien. Det er en spændingsbue fra første til sidste afsnit, som ikke gøres unødvendigt kompliceret, men holder os følelsesmæssigt på dupperne.
Det er den oldschool fortællestil, de konstante oneliners, de lette sidehistorier og de rammende konflikter, de gennemtænkte karakterer og de mange referencer (hej Julia Fox og Shoshanna fra ‘Girls’), som får mig til at sige, at ‘Adults’ er en serie med en potentiel lang levetid.
Det håber jeg, at den får. Den har allerede fået en chance til i form af et nyt første afsnit, som skulle gøre det lettere for publikum at blive hooked. I en anden tid ville en serie som denne få en bestilling på en sæson med 20 afsnit, så den virkelig kunne folde sin humor og sit persongalleri ud og skrive handling med det lange lys, som for alvor gør os investeret.
Men til at starte med kan man se de to første sæsoner. Og så se dem en gang til. Det har jeg i hvert fald gjort.
Kort sagt:
‘Adults’ tåler sammenligning med de allerbedste serier om at blive voksen med sine venner.