TRACK. Der er et eller andet sted ikke så meget at sige om Trentemøllers seneste single, ’Swerve’, andet end at det bare er et pissegodt shoegaze-nummer. Det er relativt enkelt struktureret og får sin effekt i spændingsforholdet mellem det kaotiske og det strukturerede.
Allerede fra start føles det som frit fald i slowmotion, når de fjerne, svimlende synths pludselig afbrydes af en støjbølge, der nærmest omgiver hele kroppen. Produktionen af bas, guitar og trommer er så tæt, at den udfylder enhver sprække i lydbilledet, og nummerets slagkraft er uomgængelig, når de massive guitarer rammer én lige i ansigtet, som at lave et hovedspring fra tremetervippen.
Hong Kong-fødte, Wien-baserede Sakura er så sovset ind i rumklang og guitarmasse, at man næsten ikke kan forstå, hvad hun synger. Hendes døsige vokal bliver en slags guide, der altid lige præcis er uden for rækkevidde, men som ved hjælp af sin stemme leder dig gennem en drøm og til sidst følger dig ud, som musikken fader og pumper frem mod slutningen.
Der har de seneste år været en større shoegaze-renæssance i udlandet, og spørger man Rolling Stone, har genren aldrig været mere populær, end den er lige nu. Typisk for vores lille land kommer vi lidt sent til festen, men det begynder så småt at ulme.
Barselona inkorporerer elementer af shoegaze på både ’Mandala’ og ’Dubai’ fra deres nye plade, og bandet Yvonnes lyder på deres seneste single, ’Big Spender’, også som nogle, der godt kunne skue lidt mod skoene.
Med sin seneste single melder Trentemøller sig også ind i kampen. Nummeret åbner producerens kommende selvbetitlede album med en mur af støj og bølgende guitarer og formår, som genren gør det bedst, at balancere brutalitet og skønhed, kaos og struktur.
Til dig, der kan lide: At drømme. Shoegaze. Ud-af-kroppen-oplevelser. My Bloody Valentine. Wall of Sound. Hovedspring fra tremetervippen.
