»Min datter kender mere til vores band gennem TikTok, end hun gør gennem mig«.
Det siger Slowdives bassist Nick Chaplin i et interview med den amerikanske radiokanal KCRW. Hans teenagedatter havde ellers aldrig været specielt interesseret i hendes fars arbejde og hans »shitty band«.
Men da hendes venner i skolen opdagede Slowdive gennem diverse TikTok-videoer og spurgte, om det ikke var hendes fars band, blev hun pludselig noget mere imponeret.
Slowdive er nemlig blevet store på TikTok, og det er shoegaze-genren, som de sammen med bands som My Bloody Valentine og Ride var pionerer inden for i starten af 90’erne, også. Det ser pludselig ud til, at en ny generation har opdaget og forelsket sig i støjende guitareffekter, overjordiske melodier og slørede vokaler druknet i en mur af lyd.
Sange som ‘When The Sun Hits’ fra Slowdives 90’er-mesterværk ‘Souvlaki’ har fundet et nyt publikum blandt Generation Z. Den er blevet brugt i næsten 200.000 videoer på platformen.
Populariteten har også smittet af på bandets koncerter, hvor teenagere står side om side med fans, der har været med siden før, de blev født. Tag bare deres nylige koncerter i Vega, hvor man kunne spotte forventningsfulde teenage-ansigter under frisurer, der kunne have givet bandets frontmand Neil Halstead kam til hans grydehår fra start-90’erne.
Generation Z er dog ikke kun med på en andægtig lytter til fortidens helte. Shoegazens uventede TikTok-succes har også åbnet døren for en ny generation af støjende drømmere, der gennem det sociale medie har nået lyttertal, man for få år siden ikke havde drømt om, var mulige for genren.
Fra teenageværelset til millioner af lyttere
Med et enormt guitarhook og en hviskende vokal, der svømmer ind og ud af en tidevandsbølge af lyd, kunne ‘Your Face’ sagtens lyde som en glemt shoegaze-perle fra engang i 90’erne.
Men faktisk er debutsinglen fra den blot 19 år gamle musiker Wisp et af de tydeligste eksempler på, hvordan TikTok de seneste år har katapulteret nye friske shoegazere fra teenageværelset ud til millioner af lyttere.
Siden Wisp selv udgav sangen direkte på TikTok, er den blevet brugt i mere end 120.000 videoer. Hun spiller udsolgte koncerter, og har scoret en pladekontrakt med Interscope Records, hvor hun har udgivet sin (i øvrigt glimrende) seneste single ‘See You Soon’.
Wisp er ikke den eneste nye succeshistorie.
Den kun 15 år gamle sangskriver Flyingfish opnåede på omtrent samme tid et lignende TikTok-breakout med ‘Wonder If You Care’. Den sangs nærmest smadrede lydangreb ligger ellers meget langt fra, hvordan man tænker, at en hitsang lyder i dag.
Andre teenagere, der har oplevet lignende succes, er Quannnic, hvis guitarstøjende ‘Life Imitates Life’ har rundet 39 millioner streams på Spotify, efter TikTok opdagede den.
Og så er der den 18-årige nordirer Liam McCay, der har fået en del succes med projektet Sign Crushes Motorist.
Han kan ses som en del af den samme bølge, selvom hans eftertænksomme lo-fi shoegaze støjer noget mindre end hans jævnaldrende kollegaer. I stedet er McCays musik og bandnavn mere inspireret af 90’er-bandet Duster, der præcis som Slowdive er blevet genoplivet og har fundet et nyt, ungt og dedikeret publikum gennem TikTok.
Kan man lave shoegaze uden en guitar?
De nye shoegazere er dog ikke bare gammel vin på nye flasker. For selvom inspirationen er tydelig, så adskiller den nye generation sig gevaldigt fra fortidens shoegaze-helte. Både hvad angår deres kreative proces og de mange nye retninger, de tager musikken i.
Wisp skabte gennembrudshittet ‘Your Face’ ved at indspille sin egen vokal på et allerede forproduceret track, inspireret af 10’er shoegaze-bandet Whir, som Wisp ser ud til at være stor fan af.
Det er en (nærmest hiphop-agtig) musikalsk proces, der ligger meget langt fra legendariske historier som for eksempel tilblivelsen af My Bloody Valentines magnum opus ‘Loveless’. Her førte frontmand Kevin Shields berygtede musikalske perfektionisme til forsinkede indspilninger og – siger rygterne – produktionsomkostninger på op mod en kvart million pund.
Nutidens shoegazere er ikke bands i traditionel forstand. De er enkeltpersoner, der gør deres kreative ideer til virkelighed hjemme på teenageværelset med deres bærbare computer som det vigtigste instrument.
En kunstner som Flyingfish begår endda den for shoegaze- og rockpuritanere helligbrøde, det er, ikke engang at benytte sig af en rigtig guitar. I stedet skaber han sine støjende shoegaze-hits direkte på computeren med midi-instrumenter og effektpakker.
Det er en arbejdsmetode, han deler med et af de mest anmelderroste shoegaze-projekter de senere år: Koreanske Parannoul, hvis ambitiøse debutalbum ‘To See The Next Part of the Dream’ trods sin komplette mangel på rigtige instrumenter er en anbefaling værd i sig selv.
Den forkastelse af traditioner og gammeldags holdninger til, hvordan shoegaze skal laves eller lyde betyder, at genren i disse år skubbes i utallige nye retninger, når shoegaze-elementer mixes lystigt ind i andre genrer og stilarter, der fører til helt nye musikalske udtryk.
Et af de mest radikale eksempler på dette er Jane Remover, der startede karrieren med at lave EDM-inspiret hyperpop, men siden har blandet det op med en heftig dosis støjende shoegaze-elementer.
Hendes seneste album ‘Census Designated’ er en unik hyper-shoegaze-bedroom-pop fusion, der virkelig sprænger rammerne for, hvad shoegaze også kan være.
Nu er spørgsmålet, hvad næste skridt i denne nylige shoegaze-revival bliver? Er det en kortvarig opblussen – eller kommer genren til at tage skridt mod endnu større popularitet?
Uanset hvad, så er denne nye bølge af shoegaze-artister alle så unge, at vi endnu kun har kradset i overfladen af hvem og hvad de kan blive til som musikere. Med deres uhøjtidelige tilgang til genren og bevæbnet med deres computere er det kun fantasien, som sætter grænsen.