K-pop fornyede popmusikken – er indierocken næste stop?

Korea er mere end k-pop. Alternative koreanske navne som albumaktuelle Parannoul og Roskilde Festival-bookede Leenalchi kan give den vestlige indiescene en tiltrængt dosis innovation.
K-pop fornyede popmusikken – er indierocken næste stop?
Leenalchi. (Foto: PR)

KOMMENTAR. Hvad tænker du, når jeg siger ‘koreansk musik’?

Sandsynligvis K-pop. Fænomener som BTS og Blackpink har taget verden med storm i en grad, som meget få navne har kunnet sammenligne sig med de seneste år.

Det har i høj grad hjulpet popmusikken med at holde sig frisk – også uden for Korea. De pangfarvede og stramt koreograferede idolgrupper har fundet en måde at sammensætte stribevis af stærke hooks, så der altid sker noget spændende.

I forlængelse af K-pops internationale gennembrud har mainstreampop over en bred kam budt på større omkvæd, mere eksplosive vers og mere visuelt spektakel.

På samme vis har latinamerikansk reggaeton og vestafrikansk afrobeats sat sit præg på r’n’b, hiphop og popmusik fra hele verden. Musikalsk globalisering har betydet, at de genrer altid er under udvikling, fordi forskellige dele af verden er i dialog med hinanden.

Indierock sidder på den anden side bare fast i samme gamle rille. Amerikanske og europæiske rockmusikere ser for sjældent ud over deres egne næsetipper.

Sidste års store engelske indierockgennembrud var Wet Leg – et sæt dygtige sangskrivere og karismatiske personligheder, men musikalsk kunne deres debutalbum lige så godt være udkommet for 20 år siden. Det faktum er desværre sigende for meget af selv den bedste nye musik i genren.

Hvis indie lod sig globalisere i samme grad, kunne der komme nogle rigtig spændende ting ud af det. Det vidner nogle af tidens mest spændende koreanske indieprojekter om.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Korea innoverer, hvor Europa og Nordamerika stagnerer

Nysgerrige indierock-sjæle på platforme som RateYourMusic, Bandcamp og Reddit har de seneste fem års tid holdt øje med en række koreanske musikere, der tager indiemusikkens ellers noget fortærskede genrespektrum under kærlig behandling og får det til at lyde nyt igen.

Modsat K-pop-sensationerne er disse koreanske projekter typisk ikke støttet af store pladeselskaber. Oftest er det selvudgivet, og musikerne bag er til tider endda helt anonyme.

Åndeligt tager de indie-begrebet tilbage til dets rødder, dengang betegnelsen var en forkortelse af independent, og altså var udtryk for, hvor spændende rockmusik kunne være, når der ikke var et kommercielt incitament inde over, der strømlinede og fordærvede de artistiske intentioner.

Det betyder også, at der ikke har været det store pladeselskabs-pressecirkus for at skabe opmærksomhed omkring musikken. Den koreanske indie-bølge har vundet fremgang udelukkende grundet musikkens kvalitet.

Dertil bidrager de koreanske musikere med deres eget unikke perspektiv – et kulturelt perspektiv, der historisk ikke har fået meget taletid på den globale musikscene. Koreansk rockhistorie strækker sig tilbage til 1960’erne, hvor skikkelser som Shin Joong-Hyun gjorde indtog med meget nøje komponerede sange, der italesatte datidens politiske virkelighed.

Den æras kompositoriske greb lever stadig videre i moderne koreansk rockmusik – blot tilpasset de strømninger, der er dukket op siden da. Det giver de stagnerende indie-genrer noget tiltrængt friskhed, når de bliver anskuet fra en anden kulturel vinkel end dem, der har domineret indie-miljøet siden 80’erne.

Det nok bedste eksempel på den slags innovation finder vi hos shoegazemusikeren Parannoul, der efter et online-gennembrud i 2021 langsomt har udviklet sig til et af tidenss mest hypede shoegazeprojektet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Parannoul er en af de førnævnte anonyme musikere, og han har lige udgivet albummet ‘After The Magic’ – årets indtil videre bedste album, hvis du spørger mig.

Det lyder ikke som noget andet, moderne rockmusik har at byde på. Når et nummer som ‘Insomnia’ starter, tror man kortvarigt, at vi skal til at høre endnu en følsom, Sigur Rós-esque dosis dreampop.

Men så begynder nogle 8-bit-klingende synthesizers at svirre, og så snart de hektiske trommer går i gang, rammer vi den her helt unikke stemning, der formår at være både afslappende og stressende på én gang. Hans vokal er så forsigtig, men alligevel kommunikerer nummeret sådan en urkraft.

Den høje standard bliver lagt for dagen på hele albummet, der konsekvent lyder ulig noget, du formentlig har hørt før.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Koreansk indie bliver kun større

De seneste år har jeg i indie-kredse bemærket en stigende interesse for Korea – Parannouls nye album er blot den hidtidige kulmination på en tendens, der har haft fremgang siden omkring 2018, hvor en anden anonym koreaner, denne under navnet Mid-Air-Thief, vakte opmærksomhed med yndefuldt komponeret neopsykedelia.

I år ser vi også, at nogle spændende koreanske indieprojekter rammer landevejen og turnerer uden for hjemlandet.

Roskilde Festival har booket et af de mest spøjse nyere koreanske indieprojekter i form af Leenalchi. Leenalchis animerede vokaler er ikke langt fra de vilde præstationer, man finder i meget traditionel koreansk musik, men instrumentationen er et klassisk bas/guitar/trommer-setup.

Hvis du kun hørte instrumentationen til deres sang ‘Tiger Is Coming’, kunne det lyde som et stykke klassisk dansabel indierock – hvis ikke endda lidt et house-groove. Men de excentriske, højtråbende vokaler giver det simple beat en helt særegen lyd.

Det vækker mindelser om hvordan Kate Bush eller Joanna Newsom skabte innovation, blandt andet gennem deres svimlende stemmer, der ikke havde oplagte paralleller inden for den rytmiske musiks verden, da de kom frem.

Når traditionelle koreanske vokalchants bliver sat over for blueset guitar og bouncy bas, er det på samme vis en helt ny cocktail, der bliver skabt – og en, der med garanti bliver en umage oplevelse at overvære på Roskilde Festival.

Hvis vestlige indierockere tog ved lære af kunstnere som Leenalchi og Parannoul, ville genren klart blive mere spændende og mindre forudsigelig. Genren trænger til noget nytænkning og noget forandring – og Korea virker som det helt rigtige sted at opsøge den forandring.

Leenalchi og Parannoul er kun toppen af isbjerget, hvad gælder spændende ny koreansk indiemusik. Vi kan også klart anbefale førnævnte psykedelia-projekt Mid-Air Thief, indiepop-sangsmeden Meaningful Stone, eksperimentalrap-gruppen XXX, støjrock-musikeren Asian Glow, den jazzede artpop-magiker Yaya Kim og dreampop-melankolikeren Della Zyr.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af