SÅ DU DET? ’Villa of Broken Hearts’ er et gadekryds mellem ’Paradise Hotel’ og en dårlig terapisession.
I den nye Prime Video-satsning er otte D-liste-kendisser samlet i en villa på Cypern og har det til fælles, at deres kærlighedsliv sejler.
Katherine Diez’ rolle som vært minder mest af alt om en gymnasielærer, der hænger ud i fredagsbaren sammen med eleverne. »Burde hun ikke være sammen med os og få noget terapi?«, konstaterer deltager Nikita Klæstrup. Jill Liv Nielsen, der tilegnede sig et vist tarveligt øgenavn i ’Big Brother’ tilbage i 2001, er i stedet hyret ind som programmets love coach.
Det lader til, at sangeren (Kevin) Bro har været utro flere gange, end han har spillet ’Sydpå’ på en provinsklub, og influenceren Camilla Frederikke »har aldrig haft nogen god oplevelse med mænd«.
Deres kærlighedsproblemer kan derfor betegnes som relativt store, og de er derfor blandt de få udvalgte i castet, der er i fokus.
Der er til gengæld flere af de andre deltagere, hvis problemer ikke rigtigt bliver italesat, og derfor er det uklart, hvorfor de er med. Podcastvært Nikita Klæstrup er med som villaens certificerede hater. Uden selvindsigt leverer hun hårde, men underholdende vurderinger af de andre. Hun får blandt andet kaldt den tidligere Bachelor Casper Berthelsen for krydderiernes svar på hvedemel.

Udover de otte deltagere er der de såkaldte ”daters” – et pænere ord for groupies: et hold NPC’s, der er kommet for at date villaens beboere. Deres rolle er dybt besynderlig og kan bedst oversættes til datingens svar på et Fisher Price-køkken: et ufarligt sted, hvor deltagerne kan træne deres ringe datingfærdigheder, inden de slippes løs i den virkelige verden.
Deltagerne bliver løbende coachet af Jill. Hun er harmløs, og hendes rådgivning er med al sandsynlighed stykket sammen med inspiration fra en eller flere af de 50 selvhjælpsbøger, Casper Berthelsen angiveligt har læst.
Hun beder den tidligere fodboldspiller Martin Svensson om at beskrive den mand, han ser i spejlet, og Camilla Frederikke om at råbe skældsord til den boksepude, hun slår på.
Men hvad angår Bro, vil jeg kategorisere hendes coachingstil som en bjørnetjeneste. For ham udvikler programmet sig til ’Ex on the Beach’.

I første afsnit dukker sangerens ekskæreste op for at klinke skårene med ham. Hun har været ham utro og er kendt fra netop … ’Ex on the Beach’. Bro fortæller love coach Jill, at det er grænseoverskridende, og Jill responderer ved at sende ekskæresten til overnatning i villaen, så de kan komme i parterapi.
’Villa of Brokens Hearts’ er en pærevælling af realityformater.
Hvor andre programmer har tydelige endemål – en pengepræmie eller et valg mellem bejlere – strander det her som en formålsløs fadæse. I hvad der føles som hver anden indstilling, drysses der dækbilleder ind, hvor de ”kendte” mediepersonligheder poserer i luksuriøse omgivelser som et feltstudie i afdankethed.
Der kradses nemlig kun i overfladen. Dr. Jills patienter skal forestille at åbne deres hjerter, men det, de deler, er af så overfladisk karakter, at selvransagelsen udebliver.
Irrelevans er den eneste fællesnævner mellem konceptet og de medvirkende. Jeg er klar til at tjekke ud halvvejs.
Vurderet ud fra tre ud af de seks første afsnit. ‘Villa of Brokens Hearts’ kan ses på Prime Video.
