SÅ DU DET? Det, jeg primært tager med mig fra første afsnit af ’Simon siger’, er, at TopGunn faktisk ikke kan lide musik.
Det kan næppe være intentionen, må man formode, men omvendt er det svært at få øje på, hvad man ellers skulle tage med sig fra et program, der bedst kan beskrives som ’Toppen af poppen’ med en sjov hat på.
»God dag alle sammen, mit navn er Simon Kvamm / Velkommen til mit tv-program / Reglerne er simple for drenge og piger / I skal simpelthen bare gøre alt, hvad jeg siger«, synger Simon Kvamm i titelmelodien, som rimer.
Og ganske rigtigt: I al sin enkelhed går programmet ud på, at otte danske musikere skal genfortolke egne og andres sange i henhold til en række benspænd, som Simon Kvamm dikterer. Deraf navnet, et ordspil på den kendte børneleg, som TV 2 tilsyneladende fandt så hysterisk morsomt, at de blev nødt til at opfinde et helt program, der passede til det.
Programmets deltagere er Søs Fenger, Katinka, Søn-forsangeren Kristoffer Jessen, Soleima, TopGunn, Mumle, Peter Sommer og Saveus aka Martin Hedegaard. Store navne i dansk musik, ganske vist, hvilket jo lover godt for et dansk musikprogram.
Men ak og ve. For at dømme efter første afsnit er ’Simon siger’ slet ikke godt, hverken som musikprogram eller i det hele taget.
En del af skylden kan tilskrives valget af TopGunn som programmets første hovedperson. Man får bange anelser, allerede da deltagerne mødes på den højskole, hvor programmet delvist finder sted, for ville det være et TV 2-program, hvis der ikke var en højskole?
»Jeg er et helt normalt menneske, jeg kan lide fodbold, jeg kan lide fadøl«, forklarer TopGunn, da han – angiveligt nærmest med en pistol for panden – er blevet tvunget til at vælge en sang fra Højskolesangbogen, som de kan synge til »morgensamling«. Valget falder på Oehlenschlägers nationalhymne, som TopGunn trods alt har hørt før.
»Det, der er fedt ved den, er, at den ikke har en skid med Højskolesangbogen at gøre«, tilføjer han lidt efter om sit eget hit ’Nik & Jay’, der er genstand for dagens første udfordring: TopGunn skal i samarbejde med DJ Static forvandle sangens tidstypiske trap-lyd til skramlet oldschool hiphop, en genre, som TopGunn godt kender, også selvom han ikke lytter til »det der Beastie Boys og sådan noget gammelt noget«.
Sådan lyder det omtrent, hver gang han skal udtale sig om musik. »Sådan noget klassisk«, siger han ved spørgsmålet om, hvad han ikke kan lide, og lyder som om, han slet ikke kan få ordet »klassisk« over sine læber.
»Jeg forbinder det med musikken, der spiller på toiletterne på Hovedbanegården«, lyder det om Mozart, mens han – ganske ærligt – siger om sin egen rolle i programmet: »De andre musikere er sådan niche og dygtige til et eller andet. Jeg kører fuld bred [sic]. Ikke det der nørde-nørde«.
Heldigvis er det ikke alle programmets deltagere, der på denne frygteligt danske måde bærer middelmådigheden som et adelsmærke. Musikaliteten er åbenlys, når Kristoffer og Soleima forvandler et andet TopGunn-hit, ’Kongens Have’, til melankolsk ambient-pop med hjælp fra nogle legetøjsinstrumenter, Kvamm har stillet til rådighed.
Ligeledes vellykket er Mumle og Martins genopfindelse af TopGunns yndlingshøjskolesang, ’Der er et yndigt land’, i moderne radioklæder. Jeg bliver oprigtigt imponeret over Mumles stærke popsnedkeri, når hun med det, der ligner instinktiv naturlighed, udpeger de greb, der kan forvandle den velkendte melodi til noget, der ville være gangbart på P4.
Straks bliver det dog tåkrummende igen. Søs Fenger og Katinka skal skrive en selskabssang på melodien af ’Jeg er havren’ ud fra en række avisudklip om TopGunn, der primært handler om, hvor mange (!) penge han har, og som meget belejligt udelader overskrifterne fra dengang, han blev dømt for vold og derefter gjorde grin med dommen i en sang.
Bedre bliver det ikke af, at både Fenger og Katinka vokalmæssigt lever sig lidt for godt ind i rollen som pinlige tanter af den slags, der skriver selskabssange på ’Jeg er havren’. Selv sent ud på aftenen plejer der da ellers at være en kusine et sted i forsamlingshuset, der kan ramme en tone.
Kun lidt bedre bliver det, når Simon Kvamm – udfordret af TopGunn – selv indtager scenen med en fortolkning af ’Barbie Girl’, som han synger ind i en vocoder over dystre synthesizere, mens han cosplayer Ryan Gosling i ’Drive’, fordi han tilsyneladende ikke kan mønstre nok selvironi til at overgive sig til sangens tyggegummiunivers.
Den eneste, der har selvironi, viser sig at være Lars Ranthe, der pludselig dukker op for at levere Benjamin Havs vers på ’Nik & Jay’. Og hvordan går det så med TopGunns udfordring? Ret fint faktisk, for som han selv formulerer det, er det »ikke et særligt stort benspænd« at forvandle en sang fra én type hiphop til en anden.
Øv, kan man sige, for det var jo ellers ligesom programmets koncept.
‘Simon siger’ kan ses på TV 2 Play.