REPORTAGE. Mikkel Øster står ude i et menneskehav af omkring 3000 tilskuere. Han har en hvid fredslilje plantet på hovedet som en tropisk, høj hat og jordstumper trillende ned ad kinderne, mens han dybe vokal runger:
»Må jeg se dine øjne? / Må jeg se dine fejl? / Må jeg se dine drømme? / Må jeg se dit spejl? / Må jeg gå i dine drømme? / Må jeg begå dine fejl? / Må jeg springe i din lomme? / Og for evigt gemme mig?«.
I en tid, hvor vi føler os opdelt i lejre mere end nogensinde før, forener Von Quar danskerne på tværs af baggrunde, aldersgrupper og – måske mest skelsættende af alt – fodboldklubber.
I K.B. Hallen er der alt fra flerlags-generationer af familier – børn, forældre og endda bedsteforældre – til purunge, dedikerede fans med shotsrør som ammunition og hjemmestrikkede bøllehatte med danmarksflag og bogstaverne ’VQ’ dekoreret på sig.
Kæmpebandet, der består af 15 holdkammerater, er et af de live-acts, der spænder bredest herhjemme, og har en målgruppe, som de fleste musikere og reklamefolk kun kan drømme om.
Aftenens gæster spænder ikke bare i alder, men et hurtigt blik ud over menneskemængden er som en panorering fra den ene politiske yderfløj til den anden; der er alt fra septumpiercinger og metalband-t-shirts til langærmede lyseblå skjorter og stramme jeans til stede.
Von Quar lykkes nok med at være samlingspunkt, fordi de har lånt ånden og virkemidlerne fra fodbold, men også fordi Mikkel Øster har formået at skabe et outlet for et følelsesliv, der ellers ikke har haft en ventil i musikkens verden tidligere.
Et fællesskab, hvor man gerne må brøle samtidig med, at man må længes efter at blive forstået, grebet og forelsket.
Børnehaven
Fem timer inden showstart står medlemmerne i, hvad der må siges at være en ualmindeligt (men forståeligt) lang briefing. Med mere end 100 involverede i dagens show er det stærkt nødvendigt at tilrettelægge, koordinere og forventningsafstemme.
Det bliver der blandt andet gjort ved venligt at minde samtlige bandmedlemmer om, at de gerne må huske at tage skoene af efter afslutningsnummeret ’Moder Jord’.
Der har nemlig været mange tidligere spillesteder, som har været jævnt trætte af at finde pottemuld overalt efter koreografien, hvor hvert medlem her til aften skal danse med (læs: smadre) hver deres fingerfilodendron oppe på scenen.
»Vi kalder hele holdet for børnehaven, selvfølgelig med kærlige konnotationer«, siger tourmanageren Camilla Harritz om dagen, som hun skal navigere hele crewet igennem – foruden de 15 bandmedlemmer og et kor på 40 mennesker.
Stueplanterne står upottede i to nettoposer i et rum ved siden af fodboldtrøjer og lp’er med alle 15 medlemmers autografer på. Mikkel Øster roder efter en kildevand fra køleskabet, inden han – som en del af dagens puslespil – sætter sig i en koksgrå sofa til en snak.
Han startede Von Quar-projektet tilbage i Skive, hvor hans tid som trommeslager på stadiontribunen i hjembyen inspirerede ham til at putte hans musik ind i et fællesskab, der rimede på det, han så i sportsarenaer landet over.
I dag er han holdkaptajn for Von Quar. Og han kunne næsten gå for at være 2026’s svar på en sørøver, mens han sidder i sofaen med sit kulsorte, halvpjuskede hår, en sølvslange i øret og et lille perlearmbånd, han piller ved, mens han fortæller:
»Jeg er faktisk ret rolig i dag. Sidste weekend (da Von Quar spillede på Train, red.) var jeg virkelig nervøs. Jeg fik det nærmest helt angst-agtigt op til«.
Han spreder ti slanke og lange fingre ud foran sig for at demonstrere, at nerverne satte sig helt ude i spidserne af dem.
Hvad gør du, når du mærker de scenenerver?
»Jeg kan godt lide at tage et bad. Det tror jeg er en ting, jeg faktisk altid har gjort. Jeg kan godt lide lige at trække mig. At være helt alene. Jeg har tit brug for at trække mig fra hele situationen, mens alle folk går rundt og fikser de sidste ting«.
Med den introverte form for koncertopvarmning kan det være svært at forestille sig, at Mikkel Øster skal ud at levere et vellykket straffespark af en koncert om fire timer. Det havde været nemmere at forestille sig noget, der rimer på ølbong og kampråb.
Men det er nok også et symptom på den uoverensstemmelse, som Mikkel Øster kan føle i forhold til den enorme succes, som Von Quar har oplevet siden deres start i 2024.
I har kaldt hele koncerten i K.B. Hallen for »en rigtig dum idé« – selvfølgelig med et glimt i øjet. Kan du uddybe det?
»Den følelse af, at det er en dum idé, er sådan set meget real. Jeg har hele tiden lidt haft en følelse af, at det simpelthen ikke burde kunne lade sig gøre for os at booke K.B. Hallen. Men det kunne det så, og det er så fucking vildt«, siger han.
Klubben
Det seneste år har Von Quar formået at spille udsolgte shows i Ideal Bar, Lille Vega (to gange) og til sidst Store Vega. Og så har de da også lige udgivet et debutalbum og klaret en sommerturné med mere end 45 shows. Året slutter de så af med de to shows på henholdsvis Train i Aarhus og i K.B. Hallen.
»I nat bli’r alt til virkelighеd / Når vi som en vild tornado får sat vores sejl«, lyder det på nummeret ‘Petuniavej’, der åbner Von Quars debutalbum, ‘VQFF’.
»Petuniavej er en vej i Skive, som så mange af os har gået virkelig stive op og ned ad. Og så elskede jeg også bare, at det var et perkussivt ord«, siger han, mens hans læber på bekendt provokerende vis udtaler hver stavelse: pe-tu-nia.
»Det er jo en sang, der tager det grimme og putter det ind i det her flotte parcelhuskvarter, som mange af os i bandet er vokset op i og bare har tænkt: Jeg skal bare væk herfra!« fortæller han.
Det har ikke kun handlet om at rende væk fra de nøje klippede ligusterhække, men simpelthen forståelsen af at være ung i provinsen.
Von Quar kan måske ved første øjekast ligne lidt af en mandeklub. Fodboldtrøjerne, kampråbene og den kollektive energi trækker tydelige tråde til en traditionelt maskulin fodboldkultur.
Men gruppen bruger også æstetikken som lidt af en trojansk hest. De træder ind i et fællesskab med et heteronormativt fortegn og leger med forestillingen om, hvordan en ung mand fra provinsen anno 2026 skal se ud og opføre sig.
»Jeg’ en young motherfucker, jeg’ en fucking bitch / Lak på mine fingre, provokerer lidt / Jeg vil kysse ham, kysse hende, kysse dem / Der har været big dick energy alt for længe«, lyder det blandt andet på singlen ‘I’m on It’.
Med andre ord kan du være med i klubben, uanset hvilket hold du spiller på.
Live-delen først, fuldstændig
Det er ikke kun kønsrollerne, der bliver vendt på hovedet i Von Quars univers.
Produceren og manageren bag Von Quar, Ole Brodersen Meyer, har et kort øjeblik, efter han har koordineret med crewet, at merch-ensemblet for Von Quar også snart skal udvides til skimasker.
Meyer fortæller, at han og Mikkels historie startede med en video på Instagram, hvor han faldt over en af Mikkels tidlige live-optrædener på John Bull Pub i Skive. Han var nødt til at finde ud af, hvem personen bag den vilde live-energi var. Og netop den blev – med stor succes – byggestenen for deres samarbejde:
»Vi tænkte på live-delen først, fuldstændig. Det har jeg aldrig gjort før«, siger Meyer, der tidligere har arbejdet med skikkelser på den danske musikscene som Christopher, Joey Moe og Jung.
Den tilgang – at tænke på, hvordan musikken kommer ud at leve, fremfor om den vil kunne komme ind på en playliste på Spotify eller i rotation hos radiostationerne – har skabt Von Quars musikalske dna, siger Meyer.
»Vi har jo virkelig sat det menneskelige i højsædet. I en tid, hvor AI kan gøre både koreografi og musik gråt og strømlinet, har vi insisteret på det intense, rodede og levende«, siger Meyer.
»Jeg kan huske, at vi begyndte at hoppe og danse amok i stroboskoplys til et af hans numre. Det har jeg ikke gjort i flere år«, fortæller Meyer med et smil på læben om en af sine første studiesessions med Mikkel.
»Da vi gik i gang med ‘Alt hvad jeg vil’, havde vi virkelig svært ved at finde catchlinen – for hvad var det egentlig, Mikkel gerne ville? Først prøvede vi at sige ting som, at han ville være succesfuld eller sej, men det lød ligesom bare helt vildt generisk og fladt. Og så et par uger efter kom Mikkel ind og sagde, ‘du’ alt, hvad jeg vil, du er dig’. Og så havde vi den ligesom. Det ville en sprogmodel ikke kunne have skrevet, fordi det er så menneskeligt og umiddelbart«.
Stemningen begynder at spidse til, og forskellige sportstasker, fodboldtrøjer og walkie-talkies begynder at flyve rundt om ørene på os. Mikkel Øster er forsvundet, formodentlig for at tage sit pre-show shower.
Alle virker – ligesom på scenen – til at være i en harmonisk koreografi, hvor man kender sin plads og sit arbejde, og backstage emmer der en ro, som er på niveau på strækøvelser inden et sportsstævne. Kontrolleret, afspændende og fokuseret.
Ole Brodersen Meyer koordinerer, kigger og skuer ud over gangene, hvor alt ser ud til at gå op i den sidste høje enhed med en midtjysk ro som gennemtrængende stemning.
Alt virker simpelthen så roligt og tjekket. Er du nervøs?
»Ja, jeg er vildt nervøs!« siger Meyer og fortsætter:
»Der er så meget mere på spil. Jeg har ikke bare produceret og er mødt op for at få min løn udbetalt. Det her er forløsningen på et langt stykke arbejde, Mikkel og jeg har lavet sammen«.
Von Quar på Orange
»Jeg har godt fanget det med fodboldtrøjerne nu, men jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente – spiller de originale sange?« spørger en ung kvinde sin veninde inden koncertstarten, mens hun står med en fadøl i hånden og vrikker til Shu-bi-duas ’Danmark’, der brøler ud af højttalerne inde i K.B. Hallens sal.
»Ja, altså, det er nok ikke noget musik, jeg ville sætte på derhjemme, men de er virkelig gode live«, lyder svaret.
I løbet af den næste halvanden time er det svært ikke at forestille sig, at de kom på andre tanker.
For selvom kritikken af Von Quar har været, at deres lyd står lidt i skyggen af andre stærke livenavne som The Minds of 99 og Zar Paulo, er der ingen tvivl om, at numre som ‘Ingen bund’, ‘Hæng en mand’ og ‘Alt hvad jeg vil’ fungerer som meditative pauser for det sprængfarlige publikum, der er mødt op her til aften.
Og så var der den endnu ikke udgivne ‘Sjæleven’. En Nick Cave-influeret duet med bandmedlemmet Amalie Schjødt. Den rammer et dybt, magisk sted inde bag de mange behårede brystkasser, der er til stede i aften.
Mikkel Øster balancerer hele aftenen mellem det sentimentale og det eksplosive. Det ene øjeblik svæver han igennem et lysende hav af telefonlommelygter med bankende hjerte og våde øjne nedenunder.
Det næste bevæger hans lange og ranglede skikkelse sig med et kropssprog, der er så energisk og uregerligt, at man nogle gange bliver bange for, at hans 198 centimeter vil ryge ned og kysse scenegulvet.
»Er I okay? Passer I på hinanden? Please gør det«, lyder det oppe fra scenen fra en stakåndet Øster.
Der svares igen med den klassiske ’Seven Nation Army’-chant, hvor lålålå’erne forvandler sig til »Vooon Quar på Oraaaange«.
»I skal holde jeres kæft, I skal! I må ikke begynde at spå alt muligt, det går bare galt!« råber Øster med et smil, der lyser lige så stærkt som en stadionprojektør.
Et kæmpe kram
Efter showet står Mikkel Øster med rød neglelak på fingerspidserne, eyeliner streget om øjnene og jord på fødderne fra fredsliljen.
»Jeg kan ikke engang fortælle dig, hvordan jeg har det lige nu. Det føles som om, jeg har stået i et kæmpekram. Nu er jeg på vej ud af det«, siger han, mens han på en måde kigger lidt småslukket ned ad gangen.
Han ligner én, der har løbet et maraton og er taget direkte videre på stadion for at bunde fem fadøl bagefter.
»Vooon Quar på Oraaaange« spøger stadig som ekko fra koncertsalen ved siden af.
»Jeg tror ikke, at de kommer til at booke mig, når der er så mange, der gerne vil have det«, siger Øster med et skuldertræk og fortsætter:
»Men folk har råbt det hele sommeren. Og jeg blev fandeme rørt over, at så mange, som har fulgt med os hele vejen, også er kommet her til aften«.
Mon ikke Von Quar skal skynde sig at få købt en masse orange liljer ind?