Med debutalbummet ‘VQFF’ beviser Von Quar, at hooligan-rock også fungerer uden et stadion
ALBUM. Von Quar og de 15 musikere, der udgør »klubben«, er sin helt egen originale og vanvittige størrelse. Blandingen af stadionstemning, hårdtslående synthrock, blæsere og råbekor har da også allerede skabt et nærmest mytisk ry omkring deres koncerter.
Spørgsmålet, der runger over dig, når du spiller selvudnævnt hooligan-rock, er: Hvad sker der, når du tager flagene, fællesskabet og den vanvittige live-eufori ud af Von Quar-ligningen og lader musikken stå i egen ret?
Svaret er det længe ventede debutalbum ’VQFF’, der i sikker Von Quar-stil åbner med hooligan-korsang på ’Petuniavej’ som et stærkt og følsomt statement fra en ungdomsgeneration, der sætter sejl i en kaosfyldt verden: »Vi ser på noget / vi mærker noget / vi føler noget / og vi sejler på Petuniavej / i nat bliver alt til virkelighed / når vi som en vild tornado / har sat vores sejl«.
Man mærker understregningen af, at Von Quar er et »vi«. Et fællesskab og kollektiv, du kan skiftevis danse og græde med, mens de gennem albummet hopper rundt i den kakofoni af modsatrettede følelser, det er at være ung.
Fra rockfesthymnen ’I’m on It’ med det gentagende mantra »jeg er for evigt ung / jeg kommer hjem« til den smukke ballade ’Alt hvad jeg vil’ og oplevelsen af at møde et menneske, »der farver lortet i mig«. Tilbage til elektronisk ravefest og følelsen af, at »alting går så fucking hurtigt« på ’Tempo’.
Inden ’Hæng en mand’ slutter det hele af med akustisk energi, blæsersoloer og usikkerheden i at stå der, hvor du sætter hele lortet på spil, mens du prøver at overbevise tvivleren i dig: »Hva’ hvis dine drømme bliver til noget? / så vil du sige / ja, det ku’ faktisk godt være noget«.
Men afkoblet fra deres originale og eksperimenterende liveshows bliver det også tydeligt, at Von Quar er en klub, der kæmper med at vriste sig fri fra lyden af The Minds of 99 og Zar Paulo.
Som et spøgelse lurer Niels Brandts ikoniske intonation i Mikkel Østers stemme, der hele tiden truer med at bryde ud i et nasalt »maaaaj«, og det er svært ikke at høre Zar Paulos ’Klap for fædrelandet’ gentaget i den klappevenlige ’I’m on It’.
»Der er så meget, der er på vej / fucking altid noget, der er på vej« synger Mikkel Øster på ’Noget om kærlighed’ i det, der føles som et bevidst kip med hatten til ’Hurtige hænder’, men man glæder sig også til, at han og Von Quar finder deres egen vej.
For det er berettiget, at de er et af de mest hypede navne i dansk musik lige nu. Der er fuld valuta for mængden af musikere og fucking meget fart på Von Quar, som de selv siger det, når hele verden truer med at implodere omkring dig på den voldsomme energiudladning ’Idiot’, mens blæsere, guitar, trommer, synths og fodboldkor »råber i den store ekkodal«.
Mikkel Øster, der står for sangskrivningen, mestrer også at indfange ungdommens evigt skiftende energi og humørsvingninger i de originale og oprørske tekster, mens han skiftevis revser samfundet, hylder ungdommens energi eller lader tvivlen træde frem, som på ’Ingen bund’:
»Og uden manual, ja, uden manual / så fucker du altid op på en ny dag / du tænker på dig selv / mens du venter på min hjælp / for her er ingen bund«.
Klubben Von Quar er tydeligvis fyldt med originale idéer og har formået at samle et voldsomt stærkt lineup af spillere/musikere op undervejs. Opgaven nu er at finde ud, hvordan man skaber hooligan-rock, der ikke lyder som den rock, andre allerede har forfinet.
Kort sagt:
Med stærke sange direkte fra ungdomslivets kaos af fest, følelser og tvivl understreger Von Quar potentialet og beviser, at deres hooligan-rock også fungerer uden for de hypede livekoncerter. Nu mangler de bare at finde ud af, hvordan den adskiller sig fra den rock, vi allerede kender.