KOMMENTAR. Lad mig starte med at gøre præcis det Katherine Diez engang havde svært ved på en måde, der fik store konsekvenser for hendes karriere, nemlig at være ærlig.
Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke har læst den afdøde nigerianske forfatter Chinua Achebes berømte roman ‘Things Fall Apart’ fra 1958, der citeres på den allerførste side af ‘I egen barm’.
»If you don’t like someone’s story, write your own«.
Efter hvad jeg kan google mig frem til, handler den om en kriger i Vestafrika og følgerne af den britiske kolonialisme i slutningen af det 19. århundrede.
Så jeg kan selvfølgelig ikke vide, om det ikke er et lidt spøjst og grænsende til tonedøvt valg, at lige dét værk skal spændes for vognen af en skandaliseret forhenværende litteraturskribent og influencer, der blev taget i plagiat og nu har skrevet en bog om, hvordan det kunne nå så vidt. Hvor hun udleverer både sig selv og andre, navnlig sine to kendte ekskærester Adam Price og Dan Jørgensen, som forståeligt nok er dybt utilfredse med miseren, men at dømme på teksten lader til selv at være eftertrykkeligt ude om det.
Budskabet fra Achebe er det samme, som det Diez’ bog har sin titel fra. At gribe ‘I egen barm’. At man skal starte med the man in the mirror, ikke kaste med sten, hvis man selv bor i et glashus, og ikke glemme bjælken i eget øje.
Men alt det med at skrive sin egen historie er også et vovet træk, når man netop kom i fedtefadet for at kunne lide andres historier så godt, at man sagde, man selv havde skrevet dem.
Og så sætter det litterære kip med hatten ingenlunde scenen lige så effektivt som bogens egentlige første selvskrevne linje, der afslører, hvor hunden faktisk ligger begravet:
»Jeg lander en bogkontrakt. Forskuddet på den bog, som er mine ord, min historie, betaler for indskuddet til en lejlighed inde ved Storkespringet«.
Det er til gengæld ærlig snak.
Selviscenesættelse af selviscenesættelse
‘I egen barm’ tager udgangspunkt i tiden op til den krise, Katherine Diez befandt sig i, da Kulturmonitor tidligere på året bragte historien om hendes plagiat.
I bogen kalder hun det »det store sammenbrud i januar 2024«, men hun fortæller også, at det faktisk var anden gang hun brød sammen. Første gang skete det bare privat, efter hun fandt sammen med Adam Price.
Diez fortæller om deres forhold som så giftigt og angstprovokerende, at hendes venner prøvede at stoppe det med en intervention. Efter en aften i Operaen, hvor hun efter en enkelt akt af Puccinis ‘Tosca’ kollapsede og måtte på hospitalet.
Generelt peger fremstillingen dog på, at det meste i Diez’ 35-årige liv har været medvirkende til hendes fald fra tinderne.
Hun fortæller grænseløst om at være så besat af at komme ind de rigtige steder, at hun blev syg af det.
Kapitlerne handler om alt fra at blive den »nye heks i anmelderstaben«, ministerfrue, gravid, deprimeret til at tage i shitstormeksil i Florida hos rige amerikanere med alt betalt til at drømme om at ville være bakkesangerinde eller et ferskentræ.
Derfor er det også svært at fælde dom over bogen uden samtidig at føle, at man modarbejder en stærk, men fejlbarlig kvindes ret til at fortælle sin historie, der tæller masser af traumer. En far med grimme »daughter issues«, en spiseforstyrrelse og giftige relationer til mænd. Det er synd for hende. Men det føles også lidt som en empowerment-fælde.
Selvom det, hun selv har kaldt en »uddrivelse«, ikke skorter på smerte eller selvhad, er det også dygtig selviscenesættelse af selviscenesættelsens konsekvenser.
Og det er svært at kende forskel på ansvar og forklaringer.
»Jeg har ikke spist is systematisk«
Ret forskellige fejltrin beskrives med samme (manglende) tyngde.
Om nogle Reddit-diskuterede fillers, hun fik sprøjtet i læberne, lyder det »jeg ved ikke, hvad der kom over mig. Det var en spontan indskydelse, og det så virkelig også herrens ud«. Fair nok.
Om den bachelor i dansk, hun kom til at skrive på LinkedIn, at hun havde, siger hun »det lyder vanvittigt, men så stor en idiot var jeg virkelig«. Virkelig?
Mens nogle afsløringer slet ikke kan blive ærlige nok, især dem Adam Price nok »ikke kan genkende«, trækkes der en streg i sandet ved to lige enorme tabuer:
Hvorvidt forfatteren har meldt sig ind i Socialdemokratiet som en julegave til Dan Jørgensen i forelskelsens rus (»jeg siger ikke, jeg ikke havde meldt mig ind, hvis ikke vi var blevet kærester. Men altså. Det ville da være sjovt, hvis det forholdt sig sådan«), og hvorvidt hun har sniffet coke til Mette Frederiksens nytårstaffel (»jeg siger ikke, at jeg tog en bane kokain på toilettet på Marienborg. Men altså. Det ville da være sjovt, hvis det forholdt sig sådan«).
Kronen på værket er et spejlkabinet af forloren selvransagelse, der skal forestille at være en litterær reflektion over bevæggrunden for de mange tilfælde af plagiat. Hvor en af bogens utallige navnløse personer fra mediebranchen prøver at forklare Diez hendes egen shitstorm … med is.
»I sagens indledende dage talte jeg i telefon med en kvinde fra mediebranchen. Jeg græd og spurgte hende ‘… hvad med alt mit hårde arbejde, alle mine tekstproduktioner, som er mine og kun mine? Betyder de intet?’ Hun svarede: ‘Katherine, lige nu er folk ligeglade med, om du har spist tre is eller 3000 is. De er vrede over, at du har spist is.
Jeg ved ikke, hvor mange eller hvor få is jeg har spist. Der må have været flest gange, hvor jeg har spist is og været for dum til at fatte, at jeg spiste is. Jeg har ikke spist is systematisk. Jeg blev chokeret, da jeg blev anklaget for at have spist is«.
Måske er der et spøgelse i ismaskinen, måske ejer jeg ikke et gran af empati. Men den slags decideret ubegribelige sproglige passager (og dem er der mange af) gør det umuligt for mig at tage det, der er på hjerte inde bag den egne barm, særlig alvorligt.
Rædderlige linjer og slibrige afsløringer stjæler fokus fra samtalen om, hvorfor en bog som ‘I egen barm’ findes, og hvorfor vi er så mange, der gerne vil læse den.
Er der nogen, der er blevet klogere? Det ville da være sjovt, hvis det forholdt sig sådan.
Otte måneder
Da Katherine Diez trak sig fra offentligheden 18. januar 2024, var det for at »sove, spise, arbejde og hele«. Men »sådan gik det ikke«, som hun også selv bemærker tidligt i bogen.
På udgivelsesmorgenen 1. oktober 2024 var hun ‘Genstart’-gæst og på forsiden af Politiken.
»Efter otte måneder under jorden kaster hun nu sig selv direkte ind i offentligheden igen«, beskriver Politiken rammende Katherine Diez’ paradoksale næsten ikkeeksisterende pause i sladderkredsløbet og mediemøllen.
Inden for samme kalenderår, som hun blev spyttet ud af parnasset, gør hun comeback med en bog, der handler om, hvordan selvsamme gjorde hende syg og smadrede hendes liv. Hun vender den anden kind til, men hun slår også tilbage.
»Under ingen omstændigheder kunne jeg vente to år med at fortælle min historie. At gribe i egen barm (det er min egen barm, jeg har selv betalt en del af den)«, formulerer hun det. Og når der står et forlag klar med en klækkelig sum, kan man heller ikke bebrejde hende det.
Men det gør også, at historiens morale bliver derefter.
Det bedste, der er at sige om Katherine Diez’ bogdebut, er, at hun selv har skrevet den.
Selvom udleveringsevnen ikke fejler noget, og hun ikke har fortjent et liv uden ytringsfrihed, er læseoplevelsen om noget bevis på, at der trods alt er grænser for, hvor meningsfuld en selvransagelse man kan nå at både opleve og nedfælde på otte måneder.
»Jeg ved ikke en skid udover, at dette land… ja… er for småt til bakkesangerinder«, lyder slutningen på en historie, hvor der simpelthen ikke er mere tilbage.
‘I egen barm’ er ude nu på forlaget People’s.