»På en eller anden måde er jeg ufrivilligt kommet til at lave en trilogi, der handler om magt«, siger instruktør Frederikke Aspöck om sine seneste tre film.
Efter fængselskomedien ’De frivillige’ og det absurde kolonidrama ’Viften’ tackler den erfarne instruktør igen et alvorligt tema med humor. I biografaktuelle ’Mand op!’ stiller hun således skarpt på nogen mænds frustrationer over den øgede ligestilling, herunder på manosfæren – den antifeministiske internetbølge, som er kommet på alles læber de seneste år, ikke mindst efter Netflix-hittet ’Adolescence’.
Aspöcks nye sorte komedie er navngivet efter de fem hovedpersoners aktivistiske mandegruppe, som mener, at kvinder har fået alt for mange rettigheder og har taget pladsen fra mændene. De vil have magten tilbage og genindføre de traditionelle kønsroller, hvor mænd er familien og samfundets ledere, mens kvinderne tager sig af huslige pligter, yder omsorg og føder børn.
Maskerede og under anonyme krigernavne deler de utilfredse mænd (spillet af Mikkel Boe Følsgaard, Zaki Youssef, Anders Brink Madsen, Christopher Læssø og filmdebutant Ulrik Windfeldt-Schmidt) deres radikale holdninger på internettet. I starten bliver videoerne set af ganske få, men de går viralt, da gruppen orkestrerer mere voldsomme og fysiske aktioner.
Kampagnen udvikler sig fra hærværk og trusler til det, der er værre. Alvorlige gerninger, som dog får et komisk skær, når de klodsede og ikke specielt tjekkede Mand op!-aktivister udfører dem.
»Vi har ikke ønsket at lave et mørkt, socialrealistisk drama, hvor vi udelukkende følger nogle blege incels, der sidder i hver sin kælder. Vi ville heller ikke nødvendigvis lave en advarsel om, hvor galt det kan gå«, forklarer Aspöck om filmens humoristiske tone.
»I stedet ønskede vi at lave en bred og tilgængelig film, der kunne åbne op for en samtale om mænd, maskulinitet og ligestilling, som er meget svær at have«.
Fra 2032 til 2025
Da forfatter Lars Husum, som også stod bag ’De frivillige’-manuskriptet, tilbage i 2019 foreslog Aspöck at udforske emnet på film, virkede det mest realistisk at sætte handlingen i en nær fremtid.
Indtil det ikke længere var tilfældet. For som illustreret i DR-dokumentaren ’Mandemænd’, trives de traditionelle maskuline idealer og den antifeministiske strømning allerede også i danske miljøer.
»I mange år var det en film, der foregik i 2032. For det var fuldstændig utænkeligt, at det her kunne foregå i Danmark. Det tager jo lang tid at lave sådan en film, og efterhånden som vi arbejdede på den, ændrede samfundet sig. Pludselig blev alle de samtaler, vi havde haft med fremtidsforskere, om hvordan biler og mobiltelefoner ser ud i 2032, irrelevante, fordi hele den her strømning, som lå og rodede rundt ude i verden, pludselig nærmede sig Danmark«, forklarer Aspöck.
»Jeg kunne se, at mine venners drengebørn fulgte Andrew Tate på sociale medier. Og man afværgede en række skoleskyderier i Nordjylland, som var kvindehadsmotiverede. Desuden kom der en stor undersøgelse om, hvordan unge mennesker adskiller sig politisk alt efter deres køn. De unge kvinder stemmer mere og mere til venstre, og de unge mænd stemmer mere og mere til højre«.
Et politisk handlingsspor i ’Mand op!’ skulle også vise sig at være småprofetisk. I filmen finder mandegruppen motivation til deres voldelige aktioner fra politikeren Thomas Løwert (Jens Albinus), der, ikke ulig virkelige højrefløjspolitikere, veksler samfundets polarisering til personlig karrieresucces. Hovedpersonerne skeler også til et fiktivt oprør i Finland, hvor en mandegruppe stormer rigsdagen.
»Kongressen blev først stormet i USA i Washington i 2021, da vi havde været i gang i to år«, siger Aspöck. »Så Lars har udstukket en retning, som har passet rigtig meget sammen med alt det, der skete rundt omkring i verden«.
Krigsretorik og oppustet maskulinitet
Lars Husums manuskript til ’Mand op!’ bygger på en masse research, herunder et besøg på en mandekonference i Florida, hvor han – under falsk identitet – kom tættere på miljøet i USA.
»Han festede og hyggede sig med de andre mænd til konferencen, og det interessante ved dem var, at det ikke var rabiate tosser. Det var mænd, som var ulykkelige, som var blevet forladt, som var gået igennem en rigtigt dårlig skilsmisse«, genfortæller Aspöck.
»Så Lars konkluderede ret hurtigt, at ensomhed havde drevet de her mænd til at søge hen et sted, hvor de kunne skyde skylden på hele kvindekønnet – i stedet for at tage ansvar for den andel, de selv havde i, at det var gået galt med parforholdet«.
Denne indsigt har smittet af på karaktererne i ’Mand op!’, som alle, uden selv at ville indrømme det, er ensomme, føler sig underkuede af forandringer i samfundet omkring køn og magt eller er ulykkelige.
Mikkel Boe Følsgaards karakter Rasmus føler sig for eksempel valgt fra, fordi hans ekskæreste Cecilie (Sofie Torp) efter deres brud har valgt at blive solomor.
At danne fælles front og gribe til (problematisk) handling bliver dermed et afløb for de svære følelser. Frustrationen kommer til udtryk gennem en voldsom retorik, som afspejler et gammelt mandeideal, der vinder frem på internettet i dag.
»På nettet findes der et oppustet maskulint ideal. De gamle patriarkalske dyder bliver skruet op på kæmpe steroider. Du skal være hovedrig, du skal køre en stor sportsvogn, ryge en stor cigar, og i øvrigt skal du, når man kommer længere ned i indholdet på sociale medier, slap your bitch«, fortæller instruktøren.
»Den oppustede maskulinitet inspirerer også mændene i filmen, som jo ikke selv er den slags typer. De er kontormus, skolelærere, håndværkere og ansatte i dansk erhvervsliv. Men de tager krigsretorikken til sig. De føler, det styrker dem, og de mener, det er nødvendigt for at få samfundet tilbage til det, de ser som den rigtige verdensorden. Dengang alt var godt«.
Aspöck fortsætter:
»Den her type mænd findes jo iblandt os. Der er et stort rekrutteringsgrundlag for de aktører, der vil have fat i dem. Og ofte skal der simpelthen ikke mere til end en dårlig skilsmisse, før man kommer til at sige nogle problematiske ting«.
»Både Lars og jeg har under arbejdet med filmen bemærket, at folk, vi kender, ytrer ting, som Mand op! sagtens kunne have sagt. Det kommer også fra moderne, bløde mænd, som godt kan hjælpe med bleskift og barsel«.
Nyfunden empati
Har du forståelse for de radikaliserede mænd?
»Da jeg hørte om de her mænd, der synes, at kvinderne har fået for meget magt, forstod jeg det simpelthen ikke. Så det satte jeg mig ind i. Jeg er gået fra at synes, de radikaliserede mænd var nogle tumper til nu at have empati med dem. Jeg har ikke forståelse for deres holdninger eller handlinger, men jeg er ked af den mistrivsel, der findes. For mændene sidder jo på magten i rigtigt mange positioner, men de er samtidig også repræsenteret i negative statistikker om selvmord, depression og ensomhed«.
»Det er ikke nemt at være mand i dag. Det kan være rigtig, rigtig svært for et enkelt menneske, som hele tiden får at vide, at gruppen mænd har magt, hvis han selv føler sig magtesløs. Det kan skyldes, at man er nederst i en hierarkisk opbygning, at man måske ikke selv har et magtfuldt job eller er leder af et politisk parti eller et kæmpestort privat selskab«.
»Den enkelte mand kan få følelsen af, at han fanges i nogle levn fra patriarkatet, fra den gamle verdensorden, hvor han skal være handlekraftig, initiativrig, risikovillig og stærk, men samtidig hos mange kvinder skal leve op til andre idealer. Man skal kunne tale om det, der er svært, vise sårbarhed, være åben og række ud efter hjælp, hvis man har det svært. Det er to fuldstændig modsatrettede krav og forventninger, som kan være virkelig svære at finde ud af. Og det er jo det, der sker lige nu«.
Sideløbende har vi bevægelsen af tradwives, kvinder som også går ind for klassiske kønsroller, der i filmen repræsenteres af Amanda Collins karakter Nynne. Har du også fået en ny forståelse for deres synspunkt?
»Ja, det har jeg faktisk, for jeg ønsker et indblik i alle mine karakterers verdenssyn, selv om jeg slet ikke deler det. Jeg har fået et mere nuanceret syn på tradwifen, fordi den nye kvinderolle jo også kan være svær. Jeg ved fra mit eget liv, at det er krævende både at ville slå til som mor, kone, søster, datter, filminstruktør, ven og alt muligt andet«.
»Jeg kan godt forstå dem, der motiveres af forestillingen om, at livet bliver simplere, hvis man bare skal stå for det hjemlige, og hvis man bare skal sørge for, at der er mad på bordet, når farmand kommer hjem fra arbejde.
»Jeg respekterer, at nogle kvinder finder en fred i det, fordi det er krævende at skulle slå til på så mange fronter, som den nutidige kvinde stræber efter. Men det element af underkastelse af manden, som nogle trad wives går ind for, ser jeg som tilbagegang for ligestillingen og som udemokratisk«.
Vores alles problem
Hvem har ansvaret for problemet med radikaliserede mænd?
»Jeg mener ikke, det er kvindernes frigørelses skyld, at mænd har det svært nu. Kvinderne har samlet sig, organiseret sig og kæmpet og opnået moderne tids måske største revolution. I stedet for at se på de kvinder som fjendebillede burde mændene måske lade sig inspirere af, hvad de har gjort«.
»Men den her krise, som mange mænd er i lige nu, er ikke kun deres problem. Maskulinitetskrisen er vores alles problem. Den går ud over alle. Så det er vores fælles ansvar at begynde at vende supertankeren om, hvilket formentlig slet ikke kommer til at ske i min levetid. Med supertankeren mener jeg alle de gamle levn fra patriarkatet, de strukturer, som tager lang tid at aflære«.
»Der er ikke nogen, der skal have det dårligt i Danmark. Det er jo svært at undgå, men vi må som samfund tage hånd om det og ikke bare sige, at det kun gælder nogle mærkværdige mennesker i nogle kaninhuller. For i yderste konsekvens kan det gå som i ’Mand op!’ eller ’Adolescence’«.
»Vi kan jo starte med at hjælpe med de mennesker, der føler sig isoleret i den her situation, og det er det, vi håber, den her film kan hjælpe med. Det behøver ikke være så farligt at tale om. Vi ved alle sammen, at det hjælper at tale om tingene, så vi skal turde sige noget om både vores egen sårbarhed og om køn – uden at være bange for et rap over nallerne«.
Hvordan tror du, antifeminister vil reagere på ’Mand op!’?
»Jeg ved det faktisk ikke. Jeg er ikke på sociale medier, og jeg kigger ikke selv kommentarspor igennem på YouTube. Men vi har jo ikke lavet en film for at træde nogen over tæerne. Tværtimod. Vi har lavet denne film med stor omsorg og omhu. Så hvis der er nogen, der føler sig uretfærdigt gjort nar ad, må de have den følelse, for det har ikke været intentionen«.
»Men det bliver interessant at se, hvad folk synes om filmen – også hvad kvinder mener om den måde, vi portrætterer kvinder på. Jeg har forsøgt at tage kærligt gas på alle i den her film, også kvinderne. Det er fair, at det ikke kun er mændene, som er tosserne, men at kvinderne i filmen også er for meget«.
»Jeg er jo overhovedet ikke ude på at svine mandekønnet til. Ligesom alle feminister kerer ’Mand op!’ sig om alles velbefindende«.
’Mand op!’ får biografpremiere 11. december.