KOMMENTAR. På vej tilbage fra sidstedagen på årets NorthSide faldt jeg i snak med et par andre, der var på vej hjem. De kunne straks høre det: Jeg var københavner. Hvorfor var en københavner dog rejst tværs gennem landet for at tage på NorthSide? Folk var nysgerrige.
I det øjeblik slog det mig: For et årti siden var NorthSide i stand til at få pålideligt udsolgt, primært takket være internationale sværvægtere inden for indiemusikkens verden.
Det har de i en årrække ikke været i stand til. NorthSides publikumsrekord hedder 40.000. Sidste år viste en aktindsigt, at de ikke nåede op på 20.000 gæster per dag, og mit personlige skøn er, at der ikke var den store forskel på publikumsmængden fra 2025 til 2026.
Hvis jeg skulle pege på én ting, der har ændret sig siden storhedstiden i midt-2010’erne – måske det, der er årsagen til, at billetsalget er faldet – er det, at det er blevet en festival for aarhusianerne. I 2010’erne var det ellers en stereotyp, at kun et fåtal af deltagerne rent faktisk var lokale, og at særligt københavnerne udgjorde en stor del af publikum.
Dengang var NorthSide en af festivallandskabets vigtigste spillere. Kun Roskilde Festival kunne hamle op med dem, når det gjaldt at tiltrække store, topaktuelle verdensstjerner. I en æra, hvor Roskilde Festival stadig prioriterede, at Orange Scene-navne gerne måtte have lidt anciennitet, virkede toppen af NorthSide-plakaten næsten mere med på beatet, alt efter perspektivet.
Der er stadig meget guf at komme efter på NorthSide, men den føles også som en festival, der famler efter fodfæste.
Hvor man i 2022 indfører vegetarisk menu over det hele for blot at genindføre kød på menuen i 2026. Hvor man samtidig annoncerede, at musikprofilen ville blive »en smule bredere« med de konkrete nedslag, at der nu ville være plads til både Father John Misty og Thomas Helmig – to kunstnere, der altså også var plads til »i gamle dage«, hvor de spillede henholdsvis i 2018 og 2017.
Men hvad er det helt konkret, der er sket, når publikumsmængden er halveret, og folk ikke længere tager til NorthSide fra hele landet?
Theseus’ skib
Et klassisk græsk tankeeksperiment ved navn ’Theseus’ skib’ går ud på, at man forestiller sig et skib, hvor ét bræt ad gangen bliver udskiftet med et nyt bræt, indtil ingen af de tilbageværende skibsdele rent faktisk var en del af det oprindelige skib. Er det så overhovedet det samme skib?
Alle festivaler ændrer sig. Roskilde Festival og Smukfest er heller ikke de eksakt samme begivenheder, som de var i 1980’erne – men der er definerende grundsten, der skaber kontinuitet for dem, mens de udvikler sig med tiden. Men hvad er det, der definerer NorthSide?
Det er ikke lokationen – de er gået fra Tiøren til Ådalen og nu til Eskelunden. Det er heller ikke et fokus på at få tidens mest spændende internationale navne til Danmark. Den fakkel overtog københavnske Syd For Solen i 2022, akkurat som NorthSide med et sløjt program øgede andelen af danske navne.
Der plejede at være en klar branding, hvor østers og vin i grønne omgivelser fyldte lige så meget i markedsføringen, som musikken gjorde. Men skaldyr forsvandt sammen med kødet, og festivalen begyndte langsomt at markedsføre sig som folkelige frem for hippe.
Den mest opsigtsvækkende ændring har dog nok været festivalens klimaprofil.
NorthSide plejede hvert år at dele et hav af opdateringer om, hvor mange tiltag de havde for at gøre festivaloplevelsen grønnere. Det var også derfor, festivalen i en årrække droppede kødet. Siden kødets genindførsel blev annonceret, har der været mærkbart stille med erklærede bæredygtighedsudspil fra festivalen.
Men det vigtigste, der har ændret sig, er faktisk ikke NorthSides egen skyld. Det er publikums.
Kommer for de danske navne
Danskerne lytter i stigende grad til danske musikere, og det afspejles i vores koncertvaner. Årets program havde store internationale navne som Skepta, Jack White, Big Thief og Idles, men de største publikumsskarer fandt man til Tobias Rahim, Aphaca og Thomas Helmig.
Og der opstår jo et dilemma. For hvis NorthSide satser for hårdt på folkelig dansk musik, ender de reelt bare som Smukfest i Aarhus. Og hvis man forsøger at spille Smukfests spil, vinder Smukfest hver gang.
Men hvis publikums interesse i ny international musik samtidig er svindende, er der ikke meget at gøre. Fynske Tinderbox har taget det økonomisk kløgtige valg at fokusere mere på internationale hovednavne fra dengang, danskerne stadig lyttede til musik fra udlandet – og de har udsolgt af samtlige billettyper. Men det er et program, der hænger fast i fortiden.
Jack White havde været mange NorthSide-gæsters drømme-headliner tilbage i 2010’erne. I år kunne man få en plads ganske tæt på, selv hvis man ventede, til Father John Mistys forudgående koncert var helt færdig. Til gengæld fik man et rockshow ud over det sædvanlige, som altså ikke også kan opleves i en anden dansk by i næste uge.
Det samme kan siges om mindre internationale navne som Sofia Isella og Sudan Archives, der begge viste, hvor intense shows man kan skabe helt alene på en scene.
Humoristiske feststartere som Viagra Boys og Ashnikko indtog festivalen med smittende energi og kaosattitude, og Idles viste, at punkrock stadig er i stand til at forarge, da de fik danskere til at chante »fuck the king« med det eksplicitte udgangspunkt, at det også gjaldt Kong Frederik.
Skepta rappede røven ud af bukserne med en sætliste, der viste, hvor stærkt hans katalog efterhånden er, og Big Thief rørte dybt ind i sjælen med både legesyge og lødige udgaver af stort set alle deres allerbedste sange.
Det er den slags koncerter, der gør, at det giver mening at tage til Aarhus hele vejen fra djævleøen. Det er dem, NorthSide er nødt til at prioritere, hvis de igen vil være en vigtig spiller i festivallandskabet.
NorthSide har netop annonceret, at de vil hæve deres musikbudget med 30 procent til næste år, netop med store internationale navne for øje. Så kan de forhåbentlig tiltrække et publikum, der kommer for andet end det bekvemme ved en festival i hjembyen med velkendte danske hitmagere.
Find hele Soundvenues dækning af NorthSide HER.