Eee Gee ‘Eeelluminagee’
Det har været nogle vanvittige uger dansk popmusik, og lad os bare starte med den helt store kronjuvel, nemlig Eee Gees tredje album.
»At lytte til ‘Eeelluminagee’ er som at finde et sjældent, kostbart mineral i et dansk poplandskab, der ellers ofte har travlt med at være enten jovialt eller cool. ‘Eeelluminagee’ er ingen af delene«, skriver Soundvenues Andreas Darger i en seksstjernet anmeldelse og fortsætter:
»Det er stort, cinematisk og højtideligt. Et breakup-epos med alt, hvad den kan trække af følelsesfuld popdramaturgi«. –MH
Aldous Harding ‘Train On the Island’
I 1980’ernes USA opstod en moralsk panik omkring sataniske subliminale beskeder, der potentielt kunne være gemt i populær rockmusik.
Aldous Harding laver overfladisk set ekstremt stilfærdig og utroligt smuk musik, men hendes nye album er måske alligevel det tætteste, jeg har været på at forstå den fornemmelse, 80’ernes kristne fundamentalister havde.
For Hardings sange fragmenterer ord og lyde således, at hver en sætning kan høres på uendeligt mange måder. »I’m nine and I love my mommy« smelter ind i »I was nine when I left my body«. Synger hun »imagining from the block« eller citerer hun J.Los ’Jenny from the Block’?
Hun synger med tusind forskellige stemmer i sange, der lyder som glitches i matrixen, små hulrum, hvor mening ophører. Pokkers fascinerende. –RW
Icekiid ‘Kaotisk kunst’
Icekiid ramte bunden og måtte ud af sin komfortzone for at komme videre, forklarede han tidligere på året i et interview med Soundvenue.
Det må man sige, at han kommer med sin nye ep, der er en fornem introduktion til den såkaldte Icekiid 2.0. Som Soundvenues Daniel Bagge formulerer det i en femstjernet anmeldelse:
»Hvor Icekiids tidligere udgivelser har været drevet af solrig afrobeats og dancehall, er ‘Kaotisk kunst’ langt mere rastløs og eksperimenterende. Sammen med produceren Marius Iversen skubber Icekiid sig selv i nye retninger, der føles kantede og uforudsigelige«. –MH
Sira Jovina ‘Det, man vander, vokser’
I en femstjernet anmeldelse af ’Det, man vander, vokser’, endnu et af månedens stærke danske popalbum, kalder jeg Sira Jovina for »en af de største karakterskuespillere i dansk musik lige nu«.
Hendes sange føles som små, afrundede fortællinger, som hun indtager én ad gangen for med samme imponerende indlevelse at lægge stemme til vidt forskellige karakterer.
Det er vildt, at den femme fatale, vi møder på ’Håber det gør ondt’ – en oprigtigt foruroligende sang, hvor Jovina stikker nålen eftertrykkeligt ind i den voodoodukke, hun får forvandlet en stakkels ekskæreste til – er den samme som det mytiske naturbarn, der synger på ’Store mørke verden’.
Men med så stærk en tilstedeværelse er der næppe den rolle, hun ikke ville være troværdig i. –RW
Bladee ‘Sulfur Surfer’
»I am the only one that has anything interesting to say these days / Stop making music right now / You all fucking disgust me / You should go fucking die«, deklarerer Bladee på sit nye album.
Det er måske trods alt en overdrivelse, men det er svært at nægte, at Bladee her 12 år inde i sin meget produktive karriere har bibeholdt en urokkelig og usædvanlig præcist defineret vision, der er hans helt egen.
På ’Sulfur Surfer’ er han dog ikke bange for at lukke nye indflydelser ind i sin surrealistiske cloudrap.
Som den dystre ’Fox & Birch’, hvor han får selskab af de amerikanske neofolk-ikoner Current 93. Eller det langstrakte, næsten postrock-klingende afslutningsnummer, ’Scab’. –RW
Lea Romea ‘Sweetheart’
Månedens kavalkade af danske poptriumfer fortsætter på Lea Romeas debut-ep, ’Sweetheart’, der byder på melodisk overskud, detaljerige produktioner og udsøgte vokalpræstationer.
Eller som jeg formulerer det i en femstjernet anmeldelse af ep’en: »Vokalmæssigt mogger Lea Romea de fleste i sin nærhed«.
Alligevel er det ikke hendes stemme i sig selv – eller dens fløjlsbløde, glasklare renhed og tekniske præcision – der gør ep’en til noget særligt, men snarere hendes let distancerede, hemmelighedsfulde og mystiske måde at indtage sangene.
Lea Romea er som en tryllekunstner, der måske nok kan det ene imponerende trick efter det andet, men som er bevidst om aldrig at afsløre sine hemmeligheder. Hun ved, at det er illusionen, der holder magien intakt. –RW
Iceage ‘For Love of Grace & the Hereafter’
»Iceage har ikke været så punkede i 10 år – men de har aldrig nogensinde været så poppede«, skriver Soundvenues Holger Møller Dybro i en femstjernet anmeldelse af ‘For Love of Grace & the Hereafter’.
Og der er da også noget herligt løssluppent over albummet, en smittende entusiasme, der gør det svært ikke at overgive sig til kaosset. –MH
Olof Dreijer ‘Loud Bloom’
Det er 26 år siden, Olof Dreijer brød igennem sammen med sin søster Karin i The Knife, og 12 år siden, den stilskabende duo gik i opløsning. Så længe skulle der gå, før den svenske producer endelig udgav sin solodebut.
Resultatet er et klubalbum ganske ulig andet i landskabet lige nu.
Fans af The Knife vil uden tvivl genkende hans forkærlighed for gummiagtigt amorfe og knirkende synth-lyde, men mens musikken dengang var tydeligt præget af nordens vinterkulde og den skandinaviske sans for minimalisme, er den nu farvestrålende, varm og ekspressiv.
Man forstår, hvorfor hvert af albummets numre er opkaldt efter eksotiske blomster, for visionen er vidtfavnende og global. Her er gæstevokalister fra Sydafrika og Sudan, vers på arabisk og zulu og stilistisk afsmitning fra angolesisk kuduro og colombiansk cumbia. –RW
Mercedess ‘I’d Love to Be a Star, but I’m Tired as Fuck’
Vi runder rækken af danske popperler af med Mercedess’ andet album, der næppe kunne have haft en mere passende titel.
‘I’d Love to Be a Star, but I’m Tired as Fuck’, lyder den, og albummet føles da også som et vigtigt vidnesbyrd om en musikbranche, hvor der sjældent er plads til at stoppe op og ånde ud.
»Frustrationen råbes ikke ud, men leveres hviskende, indædt, omgivet af mørke synthtoner med en alternativ poplyd, der nok minder om tidlig Lorde og Billie Eilish, men alligevel har sit helt eget modige udtryk«, skriver Soundvenues Morten Birkmose i en femstjernet anmeldelse. –MH
Namasenda ‘Limbo’
Nogle gange om natten, når jeg prøver at falde i søvn, holder de mig vågen. Små, utroligt meningsløse sætninger, der bliver centrifugeret rundt i mit hoved. »Sticky like cola / My favorite soda«. Eller: »’Donna, ‘donna / Love me like I’m your Madonna«.
Som jeg skriver i en anbefaling af albummet, er Namasendas ’Limbo’ fjollet, nogle gange ligefrem dumt og fuldkommen uimodståeligt på en måde, der oprigtigt er en sjældenhed.
Her er ingen ironi, ingen distance, albummet består af 11 eurodance-inspirerede knaldperler, der tæppebomber dopaminreceptorerne og skyder blodsukkeret i vejret.
Sangene nægter at give slip, når de først har sat sig fast, et konstant loop i mit hoved, der giver koncentrationsbesvær og søvnløshed. Men det føles bare så godt. –RW
Artigeardit ‘Den lange vej’
Kun lidt over et år efter ‘Æteren’ er Artigeardit tilbage med et endnu et album, der ovenikøbet er meget bedre.
Ligesom Icekiid-ep’en længere oppe på listen er ‘Den lange vej’ produceret af Marius Iversen, der også stod bag forgængeren, og på det nye album skubber de konstant hinanden i nye, fascinerende retninger.
»Der er så meget guf på ’Den lange vej’, at jeg har lyst til at gennemgå hvert eneste track. Det er det album, jeg håbede, ’Æteren’ ville være – og det viser for alvor, at Ardit og Iversen er et stærkt makkerpar«, konkluderer Soundvenues Kjartan F. Stolberg og kvitterer med fem stjerner. –MH
Boards of Canada ‘Inferno’
Det er 13 år siden, at Boards of Canada sidst udgav et album, men med ‘Inferno’ beviser de skotske EDM-pionerer, at de stadig har den.
Også selvom det er et album, der ikke ligefrem giver ved dørene.
»Du er nødt til at overgive dig helt til Boards of Canadas vision, og hvis du ikke giver albummet den nødvendige opmærksomhed, så er det your loss«, skriver Soundvenues Kjartan F. Stolberg i en femstjernet anmeldelse. –MH
Vil du have mere? Tjek også de bedste album, vi hørte i sidste måned.