ANBEFALING. Det er på en måde meget sigende, at jeg i løbet af min research endte på en YouTube-video med titlen ’41 minutes of Roblox music’.
Den nye digicore-bølge er nemlig dybt forankret i internetkultur og videospil. At gå på opdagelse i denne alternative, elektroniske hiphopscene føles lidt som at se en ’Vilde Rolf’-film på DMT, hvor man bliver suget ind i en alternativ digital dimension uden GPS.
En anden ting, der er sigende for digicore-bølgen, er, hvor svær den er at afgrænse. Den læner sig tæt op ad andre internetbaserede, eksperimenterende hiphop- og popafarter som hyper-/glitch-pop, nightcore, rage, cloud rap, jerk og jersey club og indeholder en rig mængde undergenrer – som den, der ledte mig til førnævnte video, »robloxcore«.
Det lyder måske alt sammen lidt fjollet, men der er faktisk kommet en god portion ret fremragende udgivelser ud af denne dimension det seneste års tid fra kunstnere som Slayr, Jane Remover, 2hollis og omdrejningspunktet for dette spot, Lucy Bedroque.
Firkantede øjne
Los Angeles-baserede Lucy Bedroque er en kunstner, der allerede er så meget i udvikling, at det er svært rigtigt at placere dem.
De har bevæget sig fra deres selvopfundne »maplekore« – inspireret af det gamle computerspil ’MapleStory’, hvor jerk og cloud rap møder GameBoy-agtige 8 bit-synths på et nummer som ’Maple’ samt luftig, melodiøs, alternativ pop på sange som ’How to Pretend’ og ’Knot Me’ fra ’Fête de Vanille’-ep’en – til mere kaotisk og aggressiv rage rap.
Alt sammen inden de fyldte 20 år.
I dag beskriver de selv musikken som blot »alternativ« og »for meget«. Jeg vil lade det være op til den enkelte at vurdere, om det er for meget, men ved første lyt er det i hvert fald … alt muligt.
Det lyder på én og samme tid som en stor del af den alternative musik, der er udkommet de sidste fem år, og alligevel ikke som noget, jeg har hørt før. Lucy Bedroque har på en eller anden måde formået at klappe genrespektret sammen om sig selv med alle de uventede kombinationer, det måtte afføde.
På den måde er der også lidt en never let them know your next move-stemning på i deres katalog.
På ’Speakers Never Learn’, det første nummer fra debutmixtapet ’Unmusique’, får vi først et skramlet, Green Day-klingende guitarriff, der lynhurtigt bliver ædt af først elastiske og siden glitrende, glas-agtige synths, for til sidst at hamre fire-i-gulvet i en form for nightcore euro-trance.
’Fenty Face’ starter med noget, der lyder som en motorcykel i tomgang, der så drøner afsted i et arkadespils-agtigt EDM-spor. Og så troede man nok lige, det var et klubtrack, men næh nej. Det varer nemlig kun lige akkurat 15 sekunder, før det bliver opløst i et tungt trap-beat, hvor det øverste lag blæser forbi i en vekslen mellem krystalliserede og tågede samples og hurtige highhats.
Det kan godt lyde en smule stilforvirret, men Lucy Bedroque formår på mirakuløs vis at få det hele til at passe sammen.
For der er alligevel en samlet lyd. En lyd så gennemført digital, at man nærmest får firkantede øjne af at lytte til det: Glitchy, autotunede vokaler, en uigennemtrængelig mur af synths i alle afskygninger og en basproduktion, der får hele mixet til at vibrere, som var det indspillet gennem en ventilator. Derimellem kan stort set alt ske.
Ikke-musik til folket
I et af de mere kreative album-rollouts, jeg længe har bevidnet, har Bedroque lanceret computerspillet ’Paradise Chateau’. Et ret gennemført og fornøjeligt indie-agtigt puzzle-game, hvor man bevæger sig rundt på det titulære chateau og løser forskellige gåder, der i sidste ende skal lede til den endelige trackliste fra deres kommende debutalbum, ’C’, hvorfra de allerede har udgivet singlen ‘Speed Demon’.
Undervejs kan man spille små minigames, hvor præmien er korte lydbidder, ligeledes fra albummet. Det er selvfølgelig animeret i den pixelerede stil, der også kendetegner Bedroques musik, og har en lille undertone af horror uden egentlig at være rigtig uhyggeligt. Jeg kunne sagtens se PewDiePie spille det, var det udkommet for 10-15 år siden.
Lucy Bedroque bygger digitale verdner, og selvom man derigennem nok godt kunne putte dem i digicore–kassen, så føles det alligevel lidt som om, de undslipper kategorien.
Debutmixtapet indeholder linjer som »Making Unmusique for the people« og »Eardrums gon’ break when you hear the music / Ooh, it’s got no date, you can always use it«. I en tid, hvor særligt den alternative musikscene er præget af en nostalgi for 00’ernes internetkultur og en afvisning eller sammenfiltring af genrekonventioner, føles det dog ekstremt tidssvarende.
Lucy Bedroque er tilsyneladende meget optaget af ouroboros – et symbol med en slange, der bider sig selv i halen, hvilket taler fint ind i den bølge, de er en del af. Et af kendetegnene er nemlig en uendelig forbundethed på tværs af de mange forskellige mikrogenrer, jeg nævnte indledningsvist.
Kunstnere som Lucy Bedroque, Slayr, Kuru, 2hollis og mange andre præsenterer sig som rappere, mens musikken egentlig ligger tættere på EDM og hyperpop, og 2hollis er sågar blevet kaldt »postgenre«. Det er et musikalsk kaninhul, hvor genrerne er filtret sammen i ét stort spindelvæv.
Resultatet? ’Unmusique’.
Lucy Bedroques debutalbum, ’C’, er rygtet til at udkomme 18. september.