KOMMENTAR. Det kunne vel nærmest ikke være endt på anden vis, tænkte jeg, da det i går forlød, at Macklemore var blevet fyret som opvarmning på Ed Sheerans USA-turné efter ved flere lejligheder at have brugt platformen til at kritisere den israelske regering og advokere for et frit Palæstina.
Man kunne nærmest hører violinerne i baggrunden, da Pink tog til Instagram for at skrive, at Macklemores udtalelser gjorde hende bange »som jødisk mor«.
Og herfra var det kun et spørgsmål om tid, før koncertstadionernes milliardærejere ville vurdere, at Macklemores »antisemitisme« og »hadtale« modarbejdede deres »langvarige engagement i at skabe et imødekommende miljø«.
Eller før selvsamme milliardærejere stillede Ed Sheeran et ultimatum om enten at fyre Macklemore eller finde nogle andre steder at spille – et ultimatum, som naturligvis efterlod »interessenterne« (som det vagt hedder i en pressemeddelelse) uden andet valg.
Herfra kan man indvende, at milliardærejernes pludselige engagement i bekæmpelsen af antisemitisme og hadtale kommer til at klinge hult, når Kanye West – manden bag hittet ’Heil Hitler’ – indtager deres stadioner til november.
Man kan fantasere om, hvad der ville være sket, hvis Ed Sheeran, i stedet for at fyre sin gamle ven, havde bedt milliardærejerne om at stikke deres ultimatum skråt op. Ville de i sidste ende virkelig lægge sig ud med en af musikhistoriens mest populære artister, hvis han havde sat foden ned?
Og så kan man overveje, om denne sag kommer til at være det endegyldige dødsstød til forestillingen om den neutrale og apolitiske popstjerne.
»Shut up and sing«
Sidstnævnte spørgsmål rejser Macklemore selv i et meget langt og utroligt formfuldendt opslag, som han har delt på sociale medier i kølvandet på sin fyring.
»Ed (Sheeran, red.) befandt sig i en fucked up situation. Det vidste han godt. Hans sædvanlige apolitiske holdning blev udfordret på en måde, den aldrig før var blevet«, skriver Macklemore blandt andet og fortsætter:
»Han fortalte mig, at ordene »Free Palestine« og billedet af det palæstinensiske flag virkede stødende på mange af de mennesker, han talte med. Jeg sagde til ham, at hvis de ord var mere anstødelige end det faktum, at titusindvis af palæstinensiske børn er blevet dræbt af Israel, så var der en grundlæggende kløft mellem deres og mit ståsted. Men han kunne ikke slippe sin offentlige positionering: ‘Jeg vælger ikke side’«.
Selvom en væsentlig del af USA’s musikalske selvfortælling er præget af protestsange fra ’Strange Fruit’ til ’Blowing in the Wind’ til ’Fight the Power’ er sandheden i virkeligheden, at langt de fleste af de største musikstjerner altid har været garant for ukontroversiel, ufarlig underholdning renset for politisk indhold, der kunne risikere at splitte og støde.
Underholdningsindustrien er som navnet antyder en forretning, og det handler om ikke at skræmme kunderne ud af butikken med alle mulige meningstilkendegivelser. »Shut up and sing«, som det hedder med den konservative kommentator Laura Ingrahams berømte ord, har altid været den herskende indstilling.
Men spørgsmålet er, om den neutrale position stadig er mulig at indtage for en stor popstjerne. Uanset hvor modvilligt, han garanteret har gjort det, er Ed Sheeran jo endt med at vælge side.
Eller som Macklemore formulerer det: »Der findes ingen neutral position mellem undertrykkeren og den undertrykte. Når den ene part råder over bomberne og ubegrænset økonomisk og militær støtte fra USA, placerer man sig ikke i midten ved at nægte at vælge side«.
Handlinger og ord
Da Dolly Parton for nylig døde, hyldede mange hende for at være en samlende figur, der altid undlod at dele publikumsvandene med politiske tilkendegivelser. Mange udråbte hende til at være den sidste, der kunne samle det konservative og det progressive USA.
Men den fortælling var aldrig helt rigtig. Godt nok tilsluttede hun sig aldrig offentligt et politisk parti, men med sine sange om livet på samfundets bund og sin støtte til homoseksuelles og transkønnedes rettigheder, sin antiracisme og sit store velgørenhedsarbejde for fattige børn, var det alligevel ikke særlig svært at regne ud, hvad hun i virkeligheden mente.
Vi har altså at gøre med den ældgamle floskel om, at handlinger taler højere end ord. Det har Ed Sheeran formentlig også måttet sande nu. For i sin bestræbelse på at rense sine koncerter for ord, der kunne virke stødende, har han med sine handlinger sagt mere end rigeligt.
Spørgsmålet er nu, hvilke konsekvenser det kommer til at have, at han ufrivilligt er kommet til at stå på Israels side i nyere tids mest splittende storpolitiske spørgsmål.
Det er muligt, at det ingen konsekvenser kommer til at have overhovedet. Men det er også muligt, at fyringen af Macklemore kommer til at stå som det endegyldige eksempel på, at tiden, hvor popstjerner kunne foregive at være politisk neutrale, er forbi.