INTERVIEW. Ericka Jane har måske nok været aktiv som udgivende musiker i 11 år, men hun har aldrig før udgivet en sang som ’Sidestik’.
Sangen er hendes blot anden udgivelse på dansk, og selvom den bibeholder den farverige, klubbede energi, der altid har karakteriseret hendes musik, er det med en ny alvorstung og sårbar undertone.
»Min mor fik mig, da hun var 21 / Fløj tværs over jorden, bare så jeg ku’ få et bedre liv / Og hun ska’ nok få et barnebarn / Men for nu heler jeg mit indre barn / Jeg gør det ogs’ for hende«, lyder det i andet vers af sangen, som jeg lytter til tre-fire gange, mens jeg går gennem indre København for at møde hende på den franske café Beau Marché.
Valget af soundtrack viser sig at være ganske passende, for sangens tematikker – ungdommens flygtighed, arven fra den filippinske mor og det moderskab, der både føles langt væk og tættere på end nogensinde før – bliver den røde tråd gennem hele vores samtale.
»Inspirationen kommer fra, at jeg er blevet ældre og på en eller anden måde pludselig kan se alt det, jeg har været igennem og måske især i hvor høj grad, det er givet af min mor. At hun gav sine egne 20’ere væk og ofrede så meget for, at jeg kunne leve det liv, jeg gerne ville leve og følge mine drømme. Jeg vil ikke tage den frihed, hun har givet mig, forgivet«, fortæller hun om ‘Sidestik’, mens hun drikker cappuccino og ryger samtalens første cigaret. Hun fortsætter:
»Nogle gange tænker jeg: Min mor gjorde alt det her for mig, hvor meget er jeg selv villig til at ofre den dag, jeg gerne selv vil have børn? Jeg tror, det kommer af den branche, jeg har valgt at arbejde i. Jeg kan godt sidde med en følelse af, at alt det, jeg har arbejdet på, kommer til at ændre sig fuldkommen, når jeg en dag får børn. Hvilket måske også er grunden til, at jeg fester så meget og lever så meget i nuet. Selvom man også godt kunne kalde det en flugt«.
En stopklods
Vores samtale på Beau Marché finder sted kun få dage efter den kontrovers, der opstod i kølvandet på Gaffas talentliste, som musikeren Alice AI blev fjernet fra, fordi hun netop var fyldt 30 og derfor ifølge musikmagasinet ikke længere kunne betegnes som et talent. Ericka Jane var selv ude at kommentere sagen på sin Instagram, og på mange måder talte debatten direkte ind i de tanker, som hun selv reflekterer over på ’Sidestik’.
»Det er som om, at der er sat en aldersgrænse på, hvad du skal have opnået, når du bliver 30, og at det derefter er for sent. Men jeg føler kun, at jeg er blevet en bedre artist med alderen. Jeg ville ikke kunne skrive de sange, jeg skriver nu, hvis jeg ikke havde fået en masse livserfaring op gennem mine 20’ere. Jeg føler mig stadig helt vildt ung, men jeg har en følelse af, at jeg har en langt bedre forståelse af, hvad der er vigtigt i livet. Jeg er blevet meget klogere«, siger hun og fortsætter:
»Det gør mig vred og ked af det, at det at blive 30 skal ses som en stopklods, når vi – kvinder over 30 – i virkeligheden bare har nogle andre historier at fortælle, end en 19-årig har. Der er så mange historier at fortælle om andet end at være ung. Det følelsesmæssige kaos, man oplever som helt ung, forsvinder jo aldrig helt, men kommer bare af nogle andre ting«.
For Ericka Jane er det en positiv forandring, at vi lige nu ser en stor bølge af kvindelige kunstnere, der klarer sig godt på hitlisterne og i radioen, men som hun selv siger: »Jeg håber, at de kan blive der. At folk stadig er interesseret i at høre, hvad de har at sige, når de ikke længere er i starten af 20’erne. Jeg synes virkelig, der mangler repræsentation af kvindelige musikere, der er over 30«.
»Jeg synes, hun er sej«
Når Ericka Jane taler om at have modnet sig frem til den artist, hun er i dag, skal det forstås meget bogstaveligt. Om nogen har hun haft en lang og uforudsigelig karrierebane, som vel egentlig begyndte allerede i 2011, hvor hun som 15-årig stillede op i ‘X Factor’.
Under forberedelsen af interviewet er jeg på YouTube for at gense hendes audition – en overhovedet ikke ueffen udgave af Amy Winehouse-klassikeren ’Rehab’ – og som én, der selv har tendens til at krumme tæer over tidligere iterationer af mig selv, er jeg nysgerrig på, hvordan hun i dag har det med sin fortid i ‘X Factor’.
»Det er jo 15 år siden, men alligevel kan jeg fuldkommen genkende mig selv. Jeg ser virkelig en pige med mod på livet: En pige, der vil det, og som er klar på at gøre, hvad der skal til. Når jeg ser tilbage nu med al den erfaring, jeg har gjort mig, så tænker jeg: Hold kæft, hvor er hun ung, tænk, at hun tør«, siger hun og tilføjer om sit 15-årige selv: »Jeg synes, hun er sej«.
Ericka Jane nåede aldrig til liveshowene i ‘X Factor’, men det lod hun sig ikke slå ud af. De efterfølgende år brugte hun på at sammensætte et hold omkring sig, som hun har holdt fast i lige siden, inden hun i 2015 udgav debutsinglen ’Favorite Lie’, som blev et pænt radiohit.
»Det gik jo helt vildt godt i forhold til, at det var min første udgivelse, men jeg vil også gerne indrømme, at det skabte et kæmpe pres«, siger hun og fortsætter:
»Det der med at føle, at nu skulle den næste sang være bedre og større, sælge mere, gå nummer et. Det der med ikke at vide, om jeg stadig må prøve en ny lyd, eller om folk bare vil have det samme. Det kæmpede jeg med i noget tid, mens jeg også bare blev en bedre sangskriver. Jeg fik en masse erfaring, jeg ikke vil være foruden, men det krævede også, at jeg skulle falde og rejse mig igen mange gange«.
Et element af egodød
På trods af den tidlige succes var det længe som om, at et egentlig gennembrud lod vendte på sig. Da Ericka Jane var i midten af 20’erne kunne hun sige sit tjenerjob op og leve af sin musik, men den indre følelse af at stå midt i et gennembrud kom først endnu senere: »For mig har gennembruddet været, at jeg ikke længere føler mig utilstrækkelig i min kunst«, siger hun og uddyber:
»At jeg føler, at der er en mening med, at jeg laver musik. At jeg kan skrive sange om reelle følelser, som er mere end catchy melodier. At folk kan spejle sig i dem. Jeg kan se i kommentarfeltet, at der pludselig er helt nye lyttere, der kan spejle sig i ’Sidestik’ og i historien om at have en mor, der er emigrant, at være over 30 og pludselig skulle gentænke, hvem man er«.
At følelsen kommer netop nu, er måske ikke så underligt, for 2026 har virkelig været et vildt år i Ericka Janes karriere. I februar blev hun nummer to i Dansk Melodi Grand Prix med sangen ’Death of Me’, som hurtigt viste sig mere slidstærk end de fleste Melodi Grand Prix-sange.
Det tænkte jeg i hvert fald selv, da jeg hørte hende spille sangen på årets Spot Festival, hvor omtrent halvdelen af publikum tændte cigaretter i samme øjeblik, hun brød ud i sangens storslåede omkvæd om at danse sveddryppende med en cigaret i hånden (»jeg vil jo ikke være en dårlig indflydelse, men altså …« siger hun og griner, da jeg bringer det op).
»Ser du selv Melodi Grand Prix?« lyder modspørgsmålet, da jeg spørger ind til hendes oplevelse i sangkonkurrencen, og hun har tydeligvis allerede gættet, at det gør jeg ikke.
»Det virker som om, musikbranchen lidt har glemt, at ting godt må være sjove. Med fare for at generalisere kan der godt være en stemning af, at alt er meget alvorligt og meget sejt«, siger hun og tilføjer:
»Der var lidt et element af egodød i at være med i Melodi Grand Prix. At optræde handler for mig selvfølgelig også om mit ego: Jeg vil gerne have, at folk klapper ad mig og synes, jeg er god og sej. Men med Melodi Grand Prix var det fedt at slippe det. Jeg tænkte ikke så meget over, om det var cringe. Jeg kastede mig ud i det, fordi jeg synes, det er sjovt at lege. Jeg føler virkelig, at jeg fik indfriet grundessensen af mig selv gennem ’Death of Me’. Det må gerne være lidt skørt«.
Direkte ind i hvepsereden
Én ting er selvfølgelig, at Ericka Jane selv har lært at omfavne det skøre, noget andet er, hvordan andre tager imod det. Hun har længe været både fascineret og skræmt af, hvordan rygter og fordomme kan sprede sig på et sted som eksempelvis Reddit. Ofte om kvinder, sommetider om hende selv.
»Jeg prøver at finde en måde at være i det på, hvor jeg ikke lader andres blik definere mig, men hvis jeg skal være helt ærlig, så er det noget, der rører mig«, siger hun og fortsætter: »Jeg bliver ked af det, når jeg ser ting, folk skriver om kvinder derinde. Du ved: Hun er godt nok en dårlig mor. Hvor ser hun træt ud. Har hun fået Botox?«.
Netop fordi det kan betyde så meget, har Ericka Jane også prøvet at tage kontrollen tilbage. Blandt andet med sangen ’Hottest Ex’, som hun lavede sammen med den skandaleramte influencer og skribent Katherine Diez, og som hun selv beskriver som en måde at gå direkte ind i hvepsereden i stedet for at lade som om, den ikke eksisterer.
»Jeg vidste godt, hvad jeg satte gang i, da jeg lavede den sang. Jeg bruger humor ret bevidst, fordi jeg synes, det kan være en måde at tage kontrollen tilbage på. Reddit er jo et spejl af vores samfund, og jeg tror, at en sang som ’Hottest Ex’ er en måde at vende spejlet tilbage mod sig selv. Selvironi er et godt våben, når man gerne vil slå igen«.
Hun tænder endnu en cigaret og tilføjer: »Jeg kan også godt se mig selv i noget af den kritik, der har været af Katherine. Den der kvinde, som gerne vil ses, gerne vil fylde og gerne vil være den bedste. Det kan jeg virkelig genkende noget af i mig selv«.
De sociale medier er et velkendt sted for Ericka Jane – »jeg var altid en social media girlie, jeg var på Myspace, på GoSupermodel …«, afbryder hun og griner, da jeg skal til at stille et spørgsmål om netop de sociale mediers indflydelse – men hun medgiver gerne, at ting har ændret sig i løbet af hendes karriere. Ikke mindst med TikToks indtog.
»Da jeg var yngre, var det sådan, at man fik en pladekontrakt, og så blev man satset på. I dag skal man have skabt hele sit publikum på forhånd. Du skal være tilgængelig hele tiden og altid lave content. Mit indtryk er, at du ikke får lov til at blive signet til et pladeselskab, hvis du ikke engagerer dig i at være ekstremt aktiv på sociale medier«, siger hun og tilføjer:
»Jeg håber, at dem, der er yngre end mig, har lettere ved at finde en balance i det, fordi de er vokset op med det«.
Især én ting ærgrer hende ved TikToks indflydelse, og det er, at det ikke længere kan betale sig at lave de kæmpestore, spektakulære, Britney Spears-agtige musikvideoproduktioner, som ellers indtil for ganske nylig spillede en stor rolle i poplandskabet.
»Det kan meget bedre betale sig at skyde en masse små ting afsted end at bruge alle pengene på én video. Jeg forstår det godt, for jeg scroller jo også bare gennem feedet, men det er alligevel ærgerligt, at man ikke kan få lov til fordybe sig i en æstetik på samme måde mere«, siger hun.
Ikke at være H&M
I løbet af vores samtale fornemmer jeg en musiker, der virkelig hviler i sin placering i det danske poplandskab, men jeg er nysgerrig på, om der stadig er en sult efter noget større. Svaret lyder dog ganske prompte:
»I musikindustrien kan der godt være en stemning af, at man først er brudt igennem, når man står på Orange Scene. Og det vil jeg da også helt vildt gerne, men det er ikke derfor, jeg laver musik. Jeg prøver at sammenligne det med, at hvis jeg havde en lille tøjbutik, så er der ingen, der ville klandre mig for ikke at blive til H&M. Jeg tror, man bliver nødt til at tænke sådan for ikke at få det dårligt«.
Lidt senere, da jeg helt jobinterview-agtigt spørger, hvor hun ser sig selv om ti år, svarer hun: »Jeg vil bare rigtig gerne blive ved med at gøre det, jeg gør lige nu«.
»Jeg håber, at jeg har nogle børn, men alligevel kan få lov til at være musiker. Og at alle de kvindelige musikere, der er yngre end mig, også stadig er i gang. Jeg har læst, at KODA-udbetalinger styrtdykker for kvindelige musikere, efter at de er fyldt 40. Det håber jeg, at jeg har været med til at ændre«, slutter hun.