KOMMENTAR. Effektiv propaganda er at udbrede et budskab, som er rigtigt og forkert på samme tid.
Socialdemokratiet triumferede ved folketingsvalget i foråret. Danmark kun tabte én kamp i ordinær tid i kvalifikationen frem mod VM. Novo tjener milliarder.
Og Susanne Biers nye film med Nicole Kidman og Sandra Bullock er gået ind som nummer 1 på den amerikanske biografhitliste og har tilmed vippet gigasuccesen ’Spider-Man: Brand New Day’ af pinden.
Alt sammen sandt nok. Men samtidig også særdeles misledende. Socialdemokratiet fik partiets laveste stemmeprocent i over 100 år. Danmark kom skandaløst ikke med til VM. Novos aktiekurs er i frit fald.
Og den danske instruktørs ’Practical Magic 2’ – herhjemme med undertitlen ‘Magi i familien’ – er på ingen måde en succes.
Det var nok ellers, hvad de fleste mediebrugere udledte efter omtalen i sidste uge. Via Ritzau spredte nyheden sig til alt fra Berlingske og Politiken til BT og TV 2 om, at Biers nye basker var den mest populære film i USA efter åbningsweekenden, så det nærmest virkede som en stor præstation på linje med ‘Kvinde ukendt’s Guldløve i Venedig.
I Radio IIII’s skærmprogram ’Vi ser på det’ sagde værten, at Bier har »kæmpe kommerciel succes«, hver gang hun laver noget – tilsat den håbløse påstand, at den danske filmskaber »efterhånden må være milliardær«…
Lang vej igen til break even
Det er rigtigt, at ’Practical Magic 2’ var ugens mest sælgende film i USA efter premieren, og at den indtog den førsteplads, som den nye ’Spider-Man’-film havde siddet på i halvanden måned.
Men den langt mere substantielle sandhed er, at filmen er en mild kommerciel skuffelse. Den undergik ifølge branchemedier som Variety, Deadline og The Town Warners forventninger til indtjeningen i åbningsweekenden med et resultat på 30 millioner dollars i det nordamerikanske marked.
Despite a first-place finish on Friday, “Practical Magic 2” fizzled at the box office with a $30 million debut from 4,146 North American theaters.
When adjusted for inflation, initial domestic ticket sales for the Sandra Bullock and Nicole Kidman-led sequel are similar to those… pic.twitter.com/1WipA2i3oR
— Variety (@Variety) September 13, 2026
Regner man indtjeningen i resten af verden med, lød omsætningen på 46 millioner dollars. Filmens produktionsbudget er i omegnen af 75 millioner dollars plus marketingomkostninger, hvilket betyder, at den skal indspille mindst 150 millioner dollars bare for at gå i nul. Efter anden weekend lyder den globale indtjening nu på små 77 millioner dollars, og der er således lang vej igen.
På den lange bane – med VoD, streaming osv. – kan filmen muligvis godt nå at blive en lille overskudsforretning, men nogen guldrandet affære for Warner eller nogle af de involverede bliver det på ingen måde.
Bukserne de flyver …
Rigtignok stødte Susanne Bier-filmen ’Spider Man: Brand New Day’ af tronen. Men vel at mærke efter at superheltefilmen var blevet en af de største kassekøer nogensinde. Edderkoppedrengens nordamerikanske indtjening i åbningsweekenden lød på 360 millioner dollars, altså 12 gange så meget som ’Practical Magic 2’ …
Og allerede efter syv dage som nummer 1 – i en meget sløv amerikansk biografuge – blev Biers film løbet over ende af ’Resident Evil’, der indspillede 60 millioner dollars i hjemmemarkedet, altså dobbelt så meget på et kun lidt større budget (80 millioner).
’Practical Magic’-rebootet ligger lige nu nummer 33 på den amerikanske box office-liste for året, lige bag ’Paw Patrol: The Dino Movie’ og lige over ’Reminders of Him’. En anden nostalgi-båret genoplivning, ’The Devil Wears Prada’, har indspillet 220 millioner dollars i USA alene.

Soundvenues anmelder Luna Ehlers var begejstret for Biers take på den 28 år gamle franchise, og det er ikke for at tage noget som helst fra Susanne Biers slagkraft.
Hun er en af de mest succesfulde danske instruktører internationalt nogensinde, hun har både skabt filmhits på Netflix (’Bird Box’) og seriehits på stribe (’The Night Manager’, ’The Undoing’, ’The Perfect Couple’), og hun er et respekteret og veletableret navn i Hollywood med en nøgleposition i Oscar-akademiet.
Men alt, hvad hun rører ved, bliver altså ikke til dollarregn, som man ellers nemt kunne udlede ud af de danske mediers ukritiske klaphatsdækning.
Susanne Bier medvirkede for nylig i TV 2-programmet ’Bukserne de flyver’, der handler om at fortælle de mest overbevisende røverhistorier. Ved næste lejlighed kan hun jo så fortælle om dengang, hendes nye film blev udråbt som ’Spider-Man’s overmand.
’Practical Magic 2’ kan ses i biografen.
