’Practical Magic: Magi i familien’: Susanne Bier genfinder charmen i fantasyklassiker med Sandra Bullock og Nicole Kidman
FILM. En bagudskuende 00’er-pandemi har ramt Hollywood, we know.
’The Devil Wears Prada 2’, ’Freakier Friday’ og en serieprequel til monsterhittet ’Legally Blonde’ er blot nogle af bivirkningerne.
For inden vi om et års tid kan frost ourself (igen) gennem en sequel til den uforglemmelige romcom ’How to Lose a Guy in 10 Days’, er der kommet en toer til meme-værdige ’Practical Magic’ fra 1998.
Er det bare filmland, der i dovenskab og grådighed driver kommerciel rovdrift på de originale succeser?
Ja. Ja, det er det nok.
Men nostalgi er som bekendt en sutteklud i krisetider, og det er ægte svært ikke at elske en trip down trygge memory lane – og en tur tilbage til fortryllede Boston.
Her bimser heksesøster 1, Gillian (Nicole Kidman), frisindet rundt, mens heksesøster 2, Sally (Sandra Bullock), sørger over at være en tilknappet bibliotekar, der har måttet lægge sin anden ægtemand i graven.
For der løber som bekendt en forbandelse i Owen-kvindernes blod: De mænd, de forelsker sig i, dør.
Derfor gør den kontrollerede Sally alt, hvad hun kan, for at hendes døtre Antonia (Maisie Williams) og Kylie (Joey King) hverken skal kende til deres magiske evner eller få Tinder-profiler.
Too late. En af dem har allerede fundet en bejler, der er betænksom og følelsesmæssigt tilgængelig.
Klip til dramatiske trafikulykker i slowmotion og billen, der varsler død, men selv har overlevet siden etteren.
For ja, selvom det nu er danske Susanne Bier i instruktørstolen, er det meste som for over 20 år siden: charmen, tanterne (fabelagtigt gensyn med Dianne Wiest og Stockard Channing), fortællingen om arv og forbundenhed på tværs af tid og sted – og de kælende naturportrætter.
Med gyldne blade og boho-plaider leverer den varme fantasyfilm fuldbyrdet autumn-core. Og det hele dufter lidt mere af pie og pumpkin spice latte, da de – i forsøget på at redde alt fra en komapatient til en heks’ ret til at elske – tager til England.
Det er næsten lige så romantisk at køre i røde bumletog og traske over vindblæste brosten som at støde på en britisk sølvræv (Lee Pace).
Selvom han indimellem giver gedigne Slytherin-vibes, er han svær ikke at savle over selv for cølibatære typer. Ikke bare fordi hans kærlighedssprog er hjemmelavet cremebudding, men også fordi han er en af historiens få mænd, der ikke lader sig skræmme af en kvinde med autonomi og margarita-tørst.
Kraftfulde damer er som bekendt blevet hånet, udstødt og i værste fald brændt på et misogynt bål. No wonder, at Sally forsøger at tæmme sin og døtrenes medfødte gave.
Men alt det forbudte og forheksede kryber sig alligevel ud i dette symboltunge univers, der omgiver os med fuldmåner, sorte katte og andre fortryllende skabninger som Emily Dickinson, Stevie Nicks (pluspoint for et fab soundtrack) og skuespillerne, naturligvis.
At have to 50+ fruer i de altoverskyggende hovedroller har en feministisk og lykkeligt grænseskubbende effekt i sig selv. Og de er i øvrigt særdeles godt selskab – for det meste.
Mellem de to forsøger filmen at fremtvinge en eller anden halvbagt sidefortælling om tillid, der er omtrent lige så irriterende som de lidt for tætpakkede sassy kommentarer og deres fælles lidelse, hvor de konstant afbryder eller taler oven i hinanden. Men sådan er søstre vel bare.
Netop dét forhold er omdrejningspunktet, for som en af de mange on the nose-replikker lyder: »Den største magi er søsterskab«.
Med den kan man bekæmpe onde ånder – og creeps med mommy issues og erobringstrang, hvis historie og motiv vi får fortalt, men aldrig helt fatter – væk.
Og ja, det er da muligvis et budskab, der allerede er blevet prædiket i alt fra rødstrømpebevægelsen til ’Frost’ og, ja, originalen.
Men når gentagelsen er god, er (næsten) alting godt.
Kort sagt:
Susanne Biers efternøler til ikonisk film hylder heksen og leverer dreamy efterårsæstetik. Hvorfor skulle man ikke være begejstret?