Alle mine gamle yndlingsfilm er tilbage – og jeg hader det

KOMMENTAR. Glæder du dig til den nye ‘The Devil Wears Prada 2’, der lander i biograferne i dag?

Glæder du dig til fortsættelsen på ‘13 Snart 30’ (00’er-varianten af Tom Hanks-filmen ‘Big’), der produceres af Netflix med Emily Bader og Logan Lerman som arvtagere til Jennifer Garner og Mark Ruffalo? 

Glæder du dig til ‘Legally Blonde’-rebootserien ‘Elle’ om Reese Witherspoon-karakterens highschool-tid i 90’erne, som lander på Prime Video til juli – allerede med garanti for to sæsoner?  

Til ‘Dirty Dancing’-fortsættelsen, hvor Jennifer Grey vender tilbage som Baby, selvom Patrick Swayze er død og begravet? 

Eller til Nicole Kidman og Sandra Bullock tørner sammen om heksegryderne igen, når ‘Practical Magic 2’ lander til efteråret – sågar med Susanne Bier bag roret? 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Hvad med den (be)rygtede fortsættelse af Julie Roberts-klassikeren ‘My Best Friend’s Wedding’ med ‘Past Lives’-instruktør Celine Song bag roret?  

Mangler du en hel trilogi af spinoffs (!) til highschool-hittet ‘10 Things I Hate About You’?

 En tredje ‘Prinsesse eller ej’ med Anne Hathaway, der i toeren fra 2004 blev kronet til dronning af det fiktive europæiske land Genovia? Eller, hvis vi bevæger os væk fra USA, en genoplivning af den glemte, men banebrydende pigefodboldfilm ‘Bend it Like Beckham’? 

Måsk er du, som jeg, allerede udmattet? Eller i hvert fald en lille smule lettet over, at ‘Clueless’-rebootet med Alicia Silverstone i reprise som Cher Horowitz i det mindste blev lagt ned for nylig? Og at Oscar-vinder Chloé Zaos ‘Buffy the Vampire Slayer’-reboot heller ikke blev til noget alligevel?

Det lyder måske som en søvnparalysedæmon af cheugy tøsefilms-slop, men det er faktisk bare en hurtig opremsning af den horde af girly genbrugsprojekter, der har rumsteret i Hollywood de seneste par år. 

Burde man glæde sig, når ens filmiske diæt i mange af de formative år faktisk mere eller mindre bestod af uendelige gensyn af de førnævnte titler? Og når man har identificeret sig som en forsvarer af chickflicks? 

For små fire år siden argumenterede jeg for, at det var på tide, at ‘The Devil Wears Prada’ blev anerkendt som et ægte mesterværk. For tre år siden heppede jeg på den stille revolution, der udfoldede sig omkring chickflick-genren, hvor ‘How To Lose A Guy in 10 Days’ cirkulerede som TikTok-trend.

Får jeg min vilje nu, hvor en genre, ingen rigtigt tog alvorligt som andet end underlødige kvindefilm, er tilbage – med kæmpebudgetter og masseopmærksomhed?

Jeg tror det ikke. For problemet er, at alle de her kommende genoplivninger udelukkende er symptom på, at Hollywood endelig satser på det kvindelige publikum, men på den helt forkerte måde. 

Efter ‘Barbie’ har man så småt fattet, at film orienteret mod kvinder kan have enormt kommercielt potentiale. Men i stedet for originale blockbuster-satsninger, som vi sidste år så med ‘Weapons’ eller ‘Sinners’, går man massivt efter at bygge videre på titler, der kommer med et indbygget publikum til girls night i den lokale kædebiograf. 

Men er det virkelig det, kvinder vil have? Det samme igen og igen og igen? 

Er vi virkelig stadig »in desperate need of Chanel«, som Stanley Tucci sagde i den gamle ‘The Devil Wears Prada’? 

Formålsløs nostalgi 

Vi har stadig mange af de her film i vente, så det er selvfølgelig ikke sikkert, at de bliver overfladiske cash grabs allesammen. 

Dog er der allerede mange omstændigheder, der giver god grund til skepsis. 

Helt åbenlyst er Hollywoods chickflick-bonanza blot sidste skrig i en filmbranche, der siden 2010’erne mest har satset på gammel vin på nye flasker. Det er bare først nu, det for alvor er blevet romcom-elskernes tur til at mærke den ambivalente frustration, der har tynget for eksempel Star Wars-fans i årevis. 

Noget andet er, at vi allerede har fået en slags forsmag i form af eksempelvis ‘Sex and the City’-spinoffen ‘And Just Like That…’. En serie, hvis største succes var at mobilisere sin fangruppe i et sjovt, men på mange punkter også ret giftigt fællesskab, der samlede sig om de uforudsigelige måder, skaber Michael Patrick King nu havde fundet på at ydmyge deres gamle yndlingskarakterer på. Det holdt hele tre sæsoner. 

Sin komplette ligegyldighed til trods blev ‘Freakier Friday’ (efterfølgeren til 00’er-genindspilningen af ‘Freaky Friday’ fra 1976) med Jamie Lee Curtis og Lindsay Lohan sidste år en habil succes ved billetlugerne. 

For nylig fejrede Disney ‘Hannah Montana’s 20 års jubilæum, der trods spektaklet ikke rigtigt fortalte nogen anden historie end nostalgi for nostalgiens skyld. 

Når man ser på ‘The Devil Wears Prada 2’, er det på samme måde tydeligt, at der er lagt abnorme summer i promoveringen og lanceringen, men at det ikke umiddelbart afføder interessante samtaler i popkulturen. 

De samtaler har nemlig allerede fyldt i de seneste par år, hvor girlhood-kultur har været en enorm trend online. Her har man i modvægt til patriarkalsk filmbro-kultur haft det sjovt med at dyrke indretningen i Nancy Meyers-film, klæde sig som en coastal grandma, som en frazzled english woman (aka Bridget Jones!), gøre Meg Ryan til efterårets dronning og generelt fejret præcis den chickflick-stemning, der længe blev set ned på.

Alt sammen med afsæt i de film, der bliver genset til udødelighed, fordi de mange fejl til trods i dag er perfekte y2k-fantasier. 

I ledtog med modebranchen 

Nu virker det dog mere til, at vi igen har girlbosset os for tæt på solen.

Ingen nostalgi og fællesskabsfølelse uden kapitalisme, og de store mængder af fortsættelser og reboots er svære at opfatte som andet end de rådne rester fra en komplet kommercialisering af noget, der engang føltes som en sjov og lidt vigtig feminin dagsorden. 

I sin tid spiddede ‘The Devil Wears Prada’ modebranchen, der tilbage i 2006 heller ikke ville røre filmen med en ildtang af frygt for repressalier fra Vogue-redaktøren Anna Wintour, som Miranda Priestly er en parodi på. Nu er filmen i ledtog med den. 

Wintour og hovedrolleindehaver Anne Hathaway præsenterede en pris sammen til Oscar-uddelingen og har poseret på forsiden af Vogue for første gang i sit liv side om side med Meryl Streep i ren reklame.

Disney+ livestreamede gallepremieren, velvidende at stjerner og kjoler sandsynligvis er det eneste, den kan fodre sine fans med. Foruden selvfølgelig filmens kiksede samarbejde med Starbucks eller popcorn fra »butter Birkin«-spanden. 

I videoen til (den »uforståeligt rædselsfulde«) ‘The Devil Wears Prada 2’-titelsang ‘RUNWAY’ vrider Lady Gaga og Doechii sig rundt i juvelbesatte morphsuits med pigge, så det nærmest allerede ligner haute couturens svar på brainrot.

Der er lige så mange grunde til ikke at glæde sig, som der er chickflick-remakes i støbeskeen i Hollywood. 

Men som menneske, nostalgiker, fan og just a girl sidder jeg alligevel klar i biografsædet – klar til at blive alt fra fornærmet til skuffet til moderat fornøjet.

Det er præcis det, der er problemet. 

‘The Devil Wears Prada 2’ får premiere 30. april.