Eee Gees ‘Eeelluminagee’ er alverdens koncertsale og musicals værdigt
ALBUM. Efter hendes fremragende koncert i DR Koncerthuset har det helt store spørgsmål til Eee Gees nye album været: Kan det mon leve op til den bragende intensitet, man mærkede i salen den aften? Svaret er ja. Uden tvivl.
At lytte til ‘Eeelluminagee’ er som at finde et sjældent, kostbart mineral i et dansk poplandskab, der ellers ofte har travlt med at være enten jovialt eller cool. ‘Eeelluminagee’ er ingen af delene. Det er stort, cinematisk og højtideligt. Et breakup-epos med alt, hvad den kan trække af følelsesfuld popdramaturgi.
Eee Gees hjerte er knust, og nu er hun sur, frisat og selvransagende. Som buddet lyder i titelnummeret: »Let your old religion burn«, intet mindre. Alt skal genfindes.
Hvis ikke ordspillet over skyggeordenen Illuminati i titlen var nok, bliver det hurtigt gjort klart i teksten, at vi som lyttere altså er i gang med at tilslutte os en ny, hemmelig sammensværgelse. »When the heroes you believe in disappoint or fade away / You can join the house of heartache and the more imperfect faith«, synger hun lokkende. Og jeg er i hvert fald solgt.
Når man først har kastet sig ud i sådan et breakup-album, kan man lige så godt læne sig helt ind i, hvor kultisk selvhjælpsagtig popmusik virkelig kan være. Her er der ikke langt til kunstnere som Chappell Roan, hverken i de glampoppede synths, den stadionrockede guitar-distortion, de barokke strygerarrangementer eller de pinligt relaterbare tekster fra forliste forhold.
Men det er ikke kun romancerne, der skuffer Eee Gee. Hele den verden, hun kender, er ved at falde fra hinanden. For eksempel i ’American Dream’, hvor hun desperat gentager »I wanna believe«, men alligevel ikke helt kan få sig selv til at tro. »Feed me star spangled cereal« beder hun indtrængende som en anden Lana Del Rey, der ikke kan overskue også at skulle slå op med sit verdensbillede. Lige meget hjælper det, verden er en anden.
Der er aldring nogen tvivl om, hvor storslået et nervechok det er at miste, hvad man troede, man havde. Om det så er den dumme kæreste i ’You Always Liked Me Better When I Was Stoned’, den uskyldige barndom i ’Anabelle’ eller de store idealer i ’American Dream’.
Den eneste løsning er at gøre sin nye, uvante hverdag romantisk og teatralsk i sig selv, som i ’I Hear a String Quartet Playing Everywhere I Go’, der med sit luksuriøse stryger- og korarrangement er alverdens koncertsale og musicals værdig.
Vreden bliver der dog heller ikke sparet på. Særligt på ’Big Mistake’, kammer følelserne over og får frit løb til heftigt pumpende guitar, klaver og trommer. Aldrig har vi hørt Eee Gee så vred, og det klæder hende faktisk formidabelt når hun, i næsten Sinéad O’Connor’sk eller Dolores O’Riordan’sk raseri, synger om at være efterladt som »roadkill« til at dø.
Med ‘Eeelluminagee’ har Eee Gee givet os sit mest ambitiøse album hidtil, og der er ingen tvivl om, at det også er blandt årets bedste.
Kort sagt:
‘Eeelluminagee’ er Eee Gees mest ambitiøse album til dato: et stort, cinematisk breakup-epos fyldt med pompøs pop, længsel og vrede. Et af årets stærkeste danske album.