KOMMENTAR. Det seneste halve år har der været et nærmest frådende mediefokus på bogen som hot accessory for mænd. Både jeg og andre litteraturnørder har været inviteret i radio og tv for at svare på det tilsyneladende akut opståede spørgsmål: Er det virkeligt så hot at læse? Og ikke mindst: Hvad er det hot at læse?
»Det smarteste er nok at læse bøger skrevet af kvinder«, kom jeg selv til at svare, da jeg blev spurgt i et radioprogram, og hermed bidrog jeg til det, vi betegner som den performative mandlige læser.
For ti år siden var lit-bros nogle, der røg cigaretter og flashede deres intellektuelle og maskuline selvforståelse gennem deres valg af paperback. I dag drikker de matcha og viser, at de er i kontakt med deres følelser og forstår det politiske i at være det.
Den performative mandlige læser er gået fra at ville udstråle »jeg er svær at forstå« til »jeg forstår dig«.
Den intellektuelle mand og hans bibler
Jeg har været på rigtig mange første dates, og jeg indrømmer gerne, at jeg har tjekket mangt en boghylde ud.
De fyre, der slet og ret var ligeglade med litteratur, havde altid ’Harry Potter’ (og/eller ’Ringenes Herre’) samt studentergaven af ‘Den kroniske uskyld’ og måske endda ‘Den unge Werthers lidelser’. Som tidligere danskstuderende har jeg dog også datet min share af intellektuelle typer i 10’erne, og her var særligt to romaner så sikre som amen i kirken: Cormac McCarthys ‘The Road’ og David Foster Wallaces ‘Infinite Jest’.
Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på min yndlingsscene i ‘Barbie’-filmen, hvor Barbierne skal aflede Ken’ernes opmærksomhed og lader dem mansplaine ‘Godfather’. Den joke kunne også have fungeret med David Foster Wallace i stedet for Mario Puzo.
David Foster Wallace-læseren er en decideret arketype på internettet. Der er mange af dem, de er nemme at memeficere, og Emma Roberts har endda advaret imod dem.
@interviewmag Men, please put Infinite Jest DOWN 📚 #emmaroberts joins us behind the scenes to answer a few of our summer-reading questions #booktok ♬ original sound – Interview Magazine
Men hvad er det for et maskulint ideal, den over 1000 sider lange roman fra 1996 repræsenterer? Jeg har, også selvom jeg har lovet mange det modsatte, ikke lige fået læst den, og derfor skal jeg spare jer for en længere analyse. Til gengæld har jeg læst nok om den til at kunne sige noget om dens modtagelse.
‘Infinite Jest’ er dystopisk, så tung at komme igennem, at man kalder den generation X’s ‘Ulysses’, og så har den en hel masse slutnoter. Den handler om mænd in a man’s world og om maskulinitet i krise. Mændene hos Wallace er enten misbrugere eller besat af træning, i begge tilfælde melankolske. Ikke særligt opmuntrende, men måske genkendeligt.
Cormac McCarthys ‘The Road’ fra 2006 er dystopisk i ordets klassiske forstand. Vi har en far og en søn, der vandrer gennem et apokalyptisk USA. Det er en bog, der handler om overlevelse og om en far, der skal forblive stærk for sin søn. Her er alt muligt maskulint på spil, den tavse beskytter, the underdog, en far, der bider sin egen smerte i sig for sønnens overlevelse. »En mandecentreret sentimentalitet«, kalder Duke Universitys litterære magasin bogens stemning for.
‘Infinite Jest’-læseren forstår sin egen melankoli og er parat til at forklare os om den. ‘The Road’-læseren bider den i sig og spiller den tavse beskytter.
Det virker bare til, at hverken den melankolske mansplainer eller den forstummede frelser rammer den tidsånd, som den performative læser gerne spiller bold op ad.
Hvem skal være Wallaces arvtager?
For blot et par måneder siden satte en journalist på The Independent sig for at aflive myten om den famøse ’Infinite Jest’-bro, at det skulle være et giftigt maskulint karaktertræk at være Wallace fanboy. Han slår et slag for, at når al forskning tyder på, at særligt mænd falder bagud i læsningen, så er det meget lidt hjælpsomt at forbinde et negativt stigma med en bog, der rent faktisk får mænd til at læse.
Generelt afføder ideen om den performative mand en diskussion om, hvorvidt det overhovedet er noget, man burde gøre grin med. »Er kritikken af den mandetype overhovedet relevant i en tid med manosfære?« spørger en kvindelig socialvidenskabsstuderende.
Det kan hun jo have ret i. Alle, der gerne vil gøre verden et bedre sted ved at læse feministisk litteratur, skal gøre det. Måske bare ikke lige for at score damer.
På internettet virker der til at være bred konsensus om, at du kan kende ham, der læser for at score, på hans Joan Didion-paperback.
Ifølge New York Times lyder definitionen på en performativ mand: »En, der forsøger at ramme den æstetik, som de tror, at progressive kvinder sætter pris på«. Du finder ham ofte med eksempelvis Didions greatest hits: ‘The White Album’ fra 1979 eller ‘Slouching Towards Bethlehem’ fra 1968.
En artikel fra Berkeleys litteraturmagasin bakker op om Didion-teorien, men smider også Sylvia Plaths ‘Glasklokken’ og bell hooks’ ‘All About Love’ in the mix. Der tegner sig et billede: Nutidens performative mand læser bøger skrevet af kvinder om kvinder.
Hvis der ikke skal gå ren amerikansk poptimisme i den, har jeg også et bud på to nordiske arvtagere til Wallace.
Den ene er Knausgård. Særligt ‘Min kamp’-seksbindsværket er ét langt mix af en intellektuel, tavs og lidende-lækker maskulinitet og en hel masse artikulerede følelser. Samme stemning gennemsyrer Theis Ørntofts forfatterskab. Her er mændene ofte helt fucked, men de ved det, og de kan tale om det.
Hvor den klassiske lit-bro er kendt for at være utilnærmelig og lidende, dyrker nutidens litterære mand evnen til at artikulere den lidelse. Gør som i Infinite Jest: Stig ind i en taxa og sig: »Biblioteket. Speederen i bund!«
’Infinite Jest’ udkommer for første gang på dansk på Forlaget Klim senere på året.