’Stilleben’ af Yael van der Wouden (2025)
Hollandske Yael van der Wouden er så stilsikker i sine erotiske scener, at hun i årevis har undervist i at skrive dem. I en artikel hos det litterære onlineforum Literary Hub fortæller hun om nøglen til erotisk litteratur, at det sjældent virker at beskrive den sex, man tænker vil være god i praksis, fordi man ikke kan forvente, at læseren er liderlig, bare fordi man selv var det, da man skrev.
»Det er det, at der er noget på spil, der skal skabe spændingen«, forklarer hun. Og der er satme meget på spil for de to kvindelige hovedkarakterer i hendes bestseller-debut.
Vi befinder os i 1961 i en hollandsk provins, hvor Isa lever en ensom tilværelse i sin mors gamle hus, indtil hun (mod sin vilje) får en logerende, brorens kæreste Eva. Romanen handler om meget andet end sex, men når den er fræk, knuger man siderne, for det drypper og sitrer af uønsket begær. Husk det nu, ting på spil = seksuel spænding!
‘Call Me by Your Name’ af André Aciman (2007)
Alene titlen får os til nærmest både at smage og dufte et vist norditaliensk filmset, mens Sufjan Stevens spiller i baggrunden.
Men romanen kom altså før, Timothée Chalamet fortryllede os alle med en fersken og en lovestory i 2017. Den foregår i 80’erne og handler, som de fleste nok ved, om 17-årige Elio, der forelsker sig i forældrenes sommergæst Oliver.
Til forskel fra filmen, der er fuld af ung og kåd energi, er romanen fortalt som et tilbageblik af den nu voksne Elio. Derfor slutter bogen heller ikke ved Olivers afrejse, og der findes endda en knap så hypet fortsættelse fra 2019 under titlen ‘Find mig’.
’Call Me by Your Name’ er både som film og bog sløvt erotisk, præcis som en italiensk sommersetting indbyder til. Affæren mellem Elio og Oliver er længe om at tage fat, og det er næsten det, der er det mest pirrende. Og bare rolig, ferskenscenen er også med i bogen: »… og den flængede frugt gled ned over min pik.«
Blessed be the mystery of love.
‘Seven Days in June‘ af Tia Williams (2021)
Tia Williams’ bestseller er ikke oversat til dansk, men bookstagrammere derude er måske – ligesom mig – stødt på den via Reeses Book Club.
Plottet kender og elsker vi: To ekskæresteforfattere forelsker sig på ny, hun er alenemor og skriver erotik, han er mystisk og skriver intellektuelle romaner. Men selvom det kunne lyde sådan, er der ikke tale om letsindig genrelitteratur.
‘Seven Days in June’ er plastret til med triggerwarnings, hele misbrug-paletten og racisme. Alligevel er bogen fuld af romantik og lækkert beskrevet sex.
I et interview med Vogue fortæller Williams, at hun har tre regler for sine sexscener: De skal have en plotmæssig funktion (uenig, men okay), de skal afsløre noget nyt om karaktererne (hot) og de skal være realistiske.
»Messy er sexet«, siger hun.
’På alle fire’ af Miranda July (2024)
Den her roman er sin egen litterære strømning og har en lang og virkeligt underholdende tråd på Reddit. Romanen gik viralt på sociale medier sidste sommer og er lige nu shortlistet til den prestigefyldte Women’s Prize for Fiction.
»Den første store overgangsalderroman« blev den kaldt af The New YorkTimes, og man må da sige, at hovedpersonen – en semikendt 45-årige kunstner – får det bedste ud af det sted, hun er i livet. Man tror lige, det er en roadmovie, men jeget vinker farvel til mand og barn og indlogerer sig på et motel i nærheden.
Det, der sker på det motelværelse, er ikke for sarte sjæle og alligevel noget så omsorgsfuldt. En hyldest til modenhed, samtykke, nysgerrighed … og tamponer. Som en bogblogger skrev på Instagram: »En af mine yndlingsting ved ‘På alle fire’ er at se, hvordan alle reagerer på tamponscenen«.
’Tjenester’ af Lillian Fishman (2023)
Indtil sidste år havde amerikanske Lillian Fishman en sexklumme ved navn Higher Gossip i Point Magazine. Blandt de mest populære klummer var ‘Is Sex Fun?’, om hvorvidt “sjovt” er det rigtige at stræbe efter i sengen? Samt ‘Performance Issues’, om de roller vi spiller i akten.
De temaer kredser hendes roste romandebut fra også om. Der var godt nok lidt uenighed i dansk anmelderstand; var den for »amerikansk og kedelig« eller en »slutty poetik« og den »absolutte biseksuelle roman«.
Plottet er en slags kækt omvendt coming-out-historie. Korrekt frigjorte Eve er queer, feminist osv., til hun indleder en affære med heteroparret Olivia og Nathan, sidstnævnte så heteroseksuel, som nogen kan være.
Bogen handler om ikke helt at vide, hvad man vil have, og at det måske er okay. Eve hævder i hvert fald, at hvis man altid sætter reglerne fra start, og altid ved, hvad alle vil have, så kan man aldrig rigtig åbne op for sex. Alle regler overbord!
’Kun til navlen’ af Linnea Maja Ernst (2024)
»Jeg drømmer ikke om at fordoble den nationale skilsmisseprocent. Det gør jeg altså ikke!«, påstod #dklits nye bestsellerforfatter Linea Maja Ernst i et interview med Eurowoman om sidste års must-read ‘Kun til navlen’.
Alligevel har det sjældent været så tillokkende med en sommerhusaffære, som mens man læser om de syv venner i et hus i skoven. Alle er uimodståelige, eller det synes de i hvert fald selv, »pyntesyge queers«, og klokken har slået skærsommernatsdrøm. Mens hovedkarakteren Sylvia begræder, at kernefamilien har slugt den seksuelle frigørelse, tager et par af de andre unge kåde mennesker sagen i egen hånd (så at sige).
Det er pyntesygt, men det er vidunderligt bare at få lov at tænde på nogle virkeligt lækre beskrivelser af smukke mennesker og forbudte handjobs uden for ægteskabet.
»KUA-core« kaldte Soundvenues anmelder den, og så er det jo op til dig, om den naturromantiske hipsteræstetik gør det for dig.
’I fiskens tegn’ af Melissa Broder (2022)
Amerikanske Melissa Broders Instagram-feed giver en god fornemmelse for stemningen i hendes forfatterskab: Victorianske malerier af nøgne kvinder overstrøet med emojis, der forestiller fastfood, en forkærlighed for lyserøde ligkister og i 2018, lige efter hun udgav ‘I fiskens tegn’, postede hun et foto af en pakke antidepressiva med sit navn på foran L.A-palmer.
I romanen møder vi deprimerede Lucy, der passer luksusvilla for sin søster ved Venice Beach. En dag møder hun Theo i vandkanten. Han er omsorgsfuld, lækker og … en havmand. Måske ser du kong Triton (for kender vi andre havmænd?) for dig, men lad mig lige indskyde: Theo har en pik, og hans nosser er som rå østers.
Sexscenerne i den her roman ville, som en anmelder pointerede, »få E.L James til at rødme«. Det er en hed fantasi, men samtidig en skør og rørende fortælling om ensomhed og kropslige begrænsninger.
’Fejlskøn’ af Ryan O’Connell (2022)
Nogle vil måske kende Ryan O’Connell fra Netflix-serien ’Special’, som han både har skabt og spiller hovedrollen i. Det er en romcom om en homoseksuel L.A-fyr med cerebral parese og hans datingliv.
‘Fejlskøn’ kører videre i samme spor, og det er rørende, sjovt, og virkelig beskidt. Elliott har egentlig styr på tingene, kæreste, job og penge, men det hele skrider, da han for at genopdage sig selv som et seksuelt bæst, besøger sexarbejderen River.
Sexscenerne er uskønne, voldsomme og lidenskabelige. På et tidspunkt siger hovedpersonen, at sex for ham er en måde at præsentere sig på, at vise hvem han er. Sex er en livsstil for karaktererne, så der er ikke meget pirrende opbygning. Til gengæld er der fuld eksplicit valuta for pengene.
Filmen er (selvfølgelig) på vej, og efter sigende lød pitchen: »Som en Nora Ephron-film med en masse gay sex«. Ja tak, sgu!
’Elskeren’ af Marguerite Duras (1985)
Ser alle generationer sig selv som de mest frigjorte nogensinde? De kunne altså også godt skrive erotisk i gamle dage.
Det franske ikon Marguerite Duras fik sit folkelige gennembrud med den lillebitte roman ‘Elskeren’ om en 15-årig piges affære med en dobbelt så gammel kinesisk millionærarving. Selvom hun er stormende forelsket, og der er amoriner i luften i Saigon, arbejder Duras i højere grad med en læs-mellem-linjerne-tilgang til erotik end de andre her på listen.
I et klogt essay om erotisk skrift kalder forfatteren Reine Arcache Melvin Duras for »ekspert i lige at tage et skridt bagud«. Ifølge hende lykkes de meget indirekte beskrevet sexscener i ‘Elskeren’ så godt, fordi der er fokus på begæret og ikke selve akten. Say it, don’t spray it, er det ikke det, man siger?
’Samtaler med venner’ af Sally Rooney (2017)
Ikke at nævne Sally Rooney ville være en synd. Man kunne sikkert holde en hel læsekreds ud fra diskussionen om, hvilken Rooney-roman, der er den hotteste, men selv drømmer jeg stadig om Nick og Frances.
I Rooneys debutroman møder vi den 21-årige (biseksuelle) Frances, der sammen med on-off-kæresten Bobbi begynder at hænge ud med det ældre ægtepar Nick og Melissa. Melissa er interesseret i Bobbi, og snart indleder Frances og Nick også en affære.
I alt, der hedder voksenliv, er de to unger kvinder ugidelige, men hvad angår begær og intellektuel selvoptagethed, er de helt vidunderlige.
Sexscenerne er flabede og generte på samme tid, og det forbudte og alligevel forkælede i Nick og Frances’ affære glemmer man sent, som da Frances siger, at hun gerne vil i seng med ham, men at han skal vide, hun kun gør det ironisk.
Er du mere til visuelt indhold, blev romanen filmatiseret i 2022, og Gen Z-magasinet Elite Daily har listet sexscenerne efter hotness for dig.