’Call Me By Your Name’: 120 procent ægte kærlighed i pragtpræstation af en Oscar-kandidat
Jeg tror ikke, der findes en instruktør, hvis film jeg hellere ville flytte ind i end Luca Guadagninos. Med sin gennembrudsfilm ’I Am Love’ bjergtog han anmeldere med sin opulente stil, sofistikerede bons vivants-karakterer og ekstremt sensuelle skildring af smukke, italienske landskaber, mad og udenomssex.
Hans film er gennemlækre at se på, og filmatiseringen af André Acimans roman ’Call Me By Your Name’ er ingen undtagelse. Til gengæld er det første gang, at de mennesker, der befolker filmen, også gerne måtte følge med ved indflytningen.
Vanen tro blænder Guadagnino op for underskønne billeder fra det nordlige Italien omkring Gardasøen, hvor den 17-årige Elio (Chalamet) holder til med sine forældre i ferieperioder i en lige-tilpas-nedslidt villa med tilhørende ferskenlund og tjenestefolk, der varter dem op. Elio tager sine paradisiske omgivelser for givet, som kun en teenager kan, og fordriver tiden med at transskribere musik, sove, se tv og kede sig ihjel.
Men da familien tager imod den amerikanske ph.d.-studerende Oliver (Hammer), der skal assistere faren i noget arkæologisk arbejde henover sommeren, får Elio pludselig én at bruge al sin energi – og al sin tankevirksomhed – på. Han bliver ædt op af begærlig, selvudslettende, nerveflænsende smaskforelskelse. Og er du gal, hvor er Chalamet god til at gengive de snotforvirrede følelser og den skrøbelighed, der hører med. Hvor kan han sige meget med sine mørkt indrammede, sørgmodige øjne.
Oliver er en blond, veldrejet kæmpe med colgatesmil, og i starten er alle i landsbyen forblændet af hans filmstjernefremtoning. Men der er også noget enormt overvældende over ham. Over hans overdimensionerede proportioner og voldsomme bevægelser, og det afspejles genialt filmisk, hvor fremmed hans væremåde og manerer er for Elio og hans familie. I starten af filmen kan Oliver nærmest ikke være i billedet, der konstant er beskåret, så man kun ser brøkdele af hans muskuløse korpus. Og ved morgenmadsbordet bæller han friskpresset abrikossaft som det var meningen skulle nydes tårvist, og massakrerer blødkogte æg som en klumpedumpet Herkulesfigur, der ikke kan (eller gider) styre sine kræfter.
Måden, filmen hæfter sig ved og overdriver Olivers karaktertræk og quirks, får ham til at fremstå som et fantom snarere end en rigtig person. Ikke kunstig som sådan, men det står klart fra start af, at vi oplever Oliver, som han ser ud gennem Elios forundrede og tiltagende forgabte øjne. Et greb, der minder om Tom Fords brug af farver i ’A Single Man’, der ændrer mæthed, alt efter øjnene der ser, og hvem der betragtes.
Det intensiverede fokus på Olivers gestik og den mosaiske afbildning af hans krop er en måde at inkorporere det litterære forlægs point of view på uden brug af en unødvendigt udpenslende voice-over, og det er den slags fortællemæssig kreativitet og overskud, der gør Guadagninos filmatisering så vellykket.
Men ’Call Me By Your Name’ er ikke blot en pragtpræstation på et intellektuelt niveau. Dens enorme kraft ligger ikke kun i, hvor elegant den oversætter én udtryksform til en anden. Faktisk stiller filmen netop akademisk viden og «viden, der er værd at vide» – viden om kærlighed – over for hinanden i én af filmens mest uforglemmelige scener, hvor Elio og Oliver bogstaveligt talt kredser rundt om hinanden (og en statue).
Den her bedårende film handler 120 procent om ægte kærlighed. Og ægte, fucking ætsende kærestesorger. Og hvem bedre til at akkompagnere livet på vulkaner end Sufjan Stevens, der – hvis der er nogen som helst retfærdighed til på planeten – vinder en Oscar for ’Mystery of Love’. Og Hammer for sin dans til ’Love My Way’. Den kategori mangler. Bedste, mest forløsende danseøjeblik.
Jeg følte den lige så hårdt som ham.
Kort sagt:
Luca Guadagninos hang til øjeguf, hans opulente stil og kæmpe talent for at skildre altopslugende, utøjleligt begær finder endelig sit rette hjem i ’Call Me By Your Name’. En film, der behandler førstegangsforelskelsen som den søde besættelse og absolut formative oplevelse, den er.
Læs også: Timothée Chalamet er det største talent, Hollywood har set længe
Læs også: Kritik af manglen på eksplicit homosex i ‘Call Me By Your Name er ærgerligt malplaceret