INTERVIEW. Skuespillet blev Freja Klint Sandbergs redning, da hun som 16-årig droppede ud af gymnasiet. Med alt for meget energi og alt for lidt selvdisciplin var teaterscenen nøjagtigt den kreative dopaminudløsning, skolebænken ikke kunne tilbyde hende.
Under teaterlampernes skarpe lys fordrev hun følelsen af utilstrækkelighed, og i dag er den 30-årige skuespiller et lysende talent på landets mest prestigefyldte scener. Her har hun høstet roser med det scenekunstneriske kollektiv Regimentet i forestillingerne ’Stolthed og fordom’, ’Marie-Antoinette’ og for nyligt ’Kasimir & Karoline’ på Det Kongelige Teater.
Nu har det selvudnævnte legebarn fundet en ny legeplads: det store filmlærred.
I Charlotte Brodthagens kammerspilslignende familiedrama ’Ingen kære mor’ indtager skuespilleren sin første store filmrolle som den unge, idealistiske Luis, der skal tilbringe juledagene i en hytte med sin uhelbredeligt kræftsyge mor. Da Luis’ skarptungede mormor pludselig dukker op, uvidende om sin datters diagnose, får den søde juletid en bitter bismag af konfrontatorisk generationsopgør.
’Ingen kære mor’ er spillefilmdebut for både Sandberg og filmskole-dimittenden Brodthagen, og også bag kameraet stod de to talenter med et iøjefaldende generationsskel.
I rollen som konfliktsky mor ses nemlig folkekære Lene Maria Christensen, mens familiens matriark spilles af nationalklenodiet Birthe Neumann. »To dronninger i dansk film«, som Sandberg formulerer det.
Bag kameraet indfandt de tre kvinder sig dog hurtigt i en symbiotisk trekløver.
I teater som baby
»Selv duften af teatret syntes jeg var god«, fortæller skuespilleren om sit forhold til faget fra barnsben, da jeg møder hende en råkold eftermiddag på Nørrebro i København nogle uger før filmens premiere.
Hendes fascination af faget kan spores helt tilbage til, da hun som spæd blev slæbt med i teatret for at se sin fars premiere.
»Min mor blev nødt til at gå ud med mig, fordi jeg begyndte at græde. En baby i teatret er jo måske ikke det smarteste«, mindes hun med et grin.
Hendes familie er mere end almindeligt scenebegejstrede. Mor, Marianne Klint, er teaterdirektør for Aveny-T, mens far Thomas Sandberg er musiker og har lavet børneteater. Morfar var operasanger på Gamle Scene, og oven i hatten er Frejas lillebror, Johan Klint Sandberg, allerede en etableret instruktør og dramaturg.
»Det har altid været noget, der har fyldt meget i min familie. Det var noget, vi havde tilfælles at kunne snakke om. Hvad vi godt kan lide af teater, og hvad der ikke lige er vores smag. Det er et godt sted at få en god snak«, fortæller hun om sin opvækst, i hvad der vel næsten kan beskrives som et vaskeægte dansk scenekunstdynasti.
Som 11-årig medvirkede hun sammen med sin bror i en opsætning af det klassiske sydstatsdrama ’Kat på et varmt bliktag’ på Det Kongelige Teater. Ungdomsårene tilbragte hun på gøglerskole, teaterhøjskole og et ungdomsteater på Vesterbro.
»Jeg kunne mærke, at jeg ligesom livede op, når jeg lavede teater. Det der med at lege og føle adrenalinen ved en premiere. Der var noget på spil, og det var stort og fantasifuldt. Og så brugte jeg mine unge år på det i stedet for at gå i skole, for det var jeg slet ikke klar til. Til gengæld blev jeg fyldt op af alle mulige gode følelser, når jeg lavede teater«, fortæller hun.
Har du på noget tidspunkt haft et ambivalent forhold til skuespillet, fordi du ligesom er vokset op i det?
»Jeg har været meget bevidst om, at det er et nåleøje. Det har jeg vidst, siden jeg var lille – altså at det kun er nogle få, der får lov til det. Jeg turde nok ikke helt tro på, at det kunne blive til noget. Først senere hen, hvor jeg begyndte at søge ind på skuespilskolen, var jeg sådan ’nu må jeg fucking tro på det’. Ellers kommer man heller ikke ind, hvis man står og tvivler. Så jeg fandt et mod i løbet af de der år«.
Som 20-årig, efter to forsøg, blev hun optaget på Den Danske Scenekunstskole i Odense.
»Og såkunne jeg pludselig rigtig godt lide at gå i skole! Da jeg kom ind, mærkede jeg, at jeg faktisk havde masser af disciplin. Jeg skulle bare lige finde den rette hylde«.
Da jeg spørger hende, hvorfor hun godt kan lide at stå på en scene, fremhæver hun først og fremmest fællesskabet. Men hun nævner også en anden dimension, som man sjældent hører skuespillere sige højt.
»Det lyder lidt mærkeligt, men jeg kan godt lide magten. Jeg føler mig enormt powerful, når jeg står på en scene. Jeg er fri for forfængelighed og kan bare give den fuld smadder. Der er også noget magtfuldt i at stå og vide, at når jeg lægger replikken på den her måde, så rammer den måske ind i nogle hjerter. Eller hvis jeg gør sådan her med mine knæ, så griner de på bagerste række«.
»Det der med at stå midt i alle de aftaler, man nu har lavet med lys og lyd og dansere, og så finde små sprækker, hvor man kan få publikum med og påvirke dem. Altså gnister man kan puste til eller åndehuller til at mærke, hvilken type publikum der er mødt op i dag: ’Okay spændende, hvordan kan vi lege med dem?’. Det kan jeg godt lide«.
Og netop evnen til at finde sprækker i det stramt tilrettelagte viste sig at være en gave, da skuespilleren pludselig befandt sig på sit første rigtige filmset.
Bar røv og masterclass
»Når casteren ringer, så ved man, at der er noget godt i vente. Hvis de sender en mail, er det straks værre«, siger Freja Klint Sandberg.
Hun har været til »en milliard« castings uden held, men heldigvis blev der ringet, nogle uger efter hun havde været til audition på ’Ingen kære mor’.
»Jeg havde puttet mig selv i en kasse, hvor jeg tænkte, at jeg indtil videre kun var teaterskuespiller. Jeg havde kun haft nogle mikroroller i serier – altså hvor jeg i ét afsnit lige kommer ind og siger ’hvad så?’ og så går ud igen. Så jeg havde en stemme i mit hoved, der var sådan: ’Ja ja, lad os nu se, du skal nok lige ud og lave en masse andre ting, før du lander den her’«.
»Jeg sad på toilettet, da casteren ringede. Og jeg var jo nødt til at tage den, fordi jeg var bange for, at hun ville ringe til en anden. Så jeg havde lige tisset færdigt og tog den, mens jeg stadig sad med bar røv. Og så fortalte hun mig, at jeg havde fået rollen, og så begyndte jeg bare at græde«.
Lykken blev dog hurtigt erstattet af panik. Det er noget ganske andet at spille på en scene end foran et filmkamera, og hvordan pokker bærer man sig ad med den transformation?
»Jeg skrev til Sarah Boberg, som er en fantastisk skuespiller, der både har lavet meget film og teater, og var sådan ’Sarah, hjælp!’. Og så tog jeg hjem til hende og fik en masterclass i, hvordan man spiller på film. Jeg var der i to timer og fyldte en hel notesbog med tips og tricks«.
Et af de tips kunne for eksempel lyde således:
»I teater ’klipper’ man live på scenen, så replikkerne skal falde ’bang, bang, bang’. På film er det ok at vente et sekund med at sige replikken, fordi klipperen alligevel kommer til at lave det hele om. Så man har ikke lige så meget ansvar for timingen«.
»Det var som om, vi var trillinger«
Det trehovedede monster i ’Ingen kære mor’ består af Freja og to skuespillere, hun har beundret hele livet.
Lene Maria Christensen har vundet tre Bodil-statuetter, senest for ’Rose’, og fem Robert-priser, heriblandt tre for sin rolle i DR’s ’Arvingerne’. Birthe Neumann har gennem et halvt århundrede opnået ikonstatus med roller i alt fra ’Festen’ til ’Solkongen’ og ’Pagten’.
Filmen handler om et generationsclash, men oplevede du også en forskel i jeres tilgang under optagelserne?
»Jeg synes virkelig, vi fandt en symbiose. Det var, som om vi var fire veninder, der lavede en film sammen. Hver morgen gennemgik vi dagens scener og sad inde i et lillebitte rum med en stor dobbeltseng, hvor det tit var mig og Birthe, der lå i sengen«, fortæller hun og griner ved tanken.
»Lene Maria og Charlotte sad i en sofa, og så talte vi om scenerne, og hvordan vi kunne relatere til det hver især. Altså vi gik virkelig i en symbiose. Vi flækkede af grin sammen, græd sammen, havde alle muligt følelser sammen. Det var som om, vi var trillinger«.
»Men jo, de har jo vildt meget erfaring og kunne lære mig en masse. Jeg sugede bare til mig og prøvede at aflæse, hvordan de gjorde ting. Hvis de spilder et glas vand, hvordan reagerer de så? Men vi har også snakket om, at vi inspirerede hinanden hele vejen rundt. Og så fik vi lov til at improvisere vildt meget på set. Når scenerne sluttede, fik vi lov til at gå over tid og se, hvad der dukkede op«.
Hvad dukkede der op i den improvisation?
»Alt muligt! Jeg husker sådan noget med Birthe, der tager en kryds og tværs frem og siger: ’En dans på seks bogstaver? Er det chachacha?’. Alt muligt skørt. En kæmpe impro om, hvor mange huller i ørerne jeg har, og at Birthes karakter er glad for, at vi har samme ører. Det var virkelig sjovt, og det var dejligt, at vi havde det så godt sammen, for det er en virkelig hård film. For os alle fire er den hård på hver vores måde«.
Hvad var særligt hårdt at optage for dig?
»Vi har en scene, som ikke er med, men hvor jeg endte med at skulle spise 16 franske hotdogs. Vi blev ved med at tage den om, og så blev den klippet ud«.
»Jeg har også en scene, hvor jeg skal være fuld. Den var jeg meget nervøs for op til. Fordi åh nej, det kan bare gå helt galt. Det var en lang dialog på ni sider. Heldigvis lå den på et godt tidspunkt i optageperioden, hvor de andre havde set alle sider af mig, så jeg var virkelig tryg og turde godt skeje ud. For det at spille fuld kræver, at man fjerner al tvivl på sit spil og så bare fucking gør det«.
Trække på egne erfaringer
I ’Ingen kære mor’ er Luis den dramatiske katalysator i en ellers forstokket familiedynamik. Det er hende, der i al hemmelighed inviterer mormor til jul, og hende, der afslører morens sygdom. Men hun er også datteren, der insisterer på, at de skal spille julespil og fandemehygge sig. Begge er egenskaber, som Freja Klint Sandberg kan genkende personligt.
»Jeg trækker totalt på egen erfaring. Jeg synes, det er så genkendeligt, og alle, jeg har snakket om filmen med, er jo bare sådan der ’wow, kender’«.
»Hun bruger forskellige taktikker for at skabe god stemning. Som ung er man – heldigvis – ret idealistisk og vil gerne ændre ting. Ændre verden, men også ændre familiedynamikker og sin mor og sin mormor. Jeg kender vildt godt det der med at ville redde folk og ændre dem ud fra, hvad jeg synes, kunne være fedt for dem. Jeg prøver tit at læse rummet og regne ud, hvornår jeg skal få dem til at grine, og hvornår jeg skal stikke en ærlig syl ind i samtalen, fordi de snakker om pis og lort. Men man clasher bare virkelig tit på det«.
Jeg tror også, at filmen vækker genklang hos mange, der har det lidt svært ved familiehøjtider som juleaften. Hvordan er dit eget forhold til sådan noget med højtider?
»Jeg elsker jul, men jeg har lidt sluppet forventningerne til juleaften. Men det er også, fordi jeg er skilsmissebarn. Så jul blev tidligt i mit liv noget andet, end hvad man ser i de fleste film«.
En rock’n’roll-generation
I fremtiden drømmer Sandberg om at danne endnu flere symbioser, hvad enten det er på film eller teaterscenen, og af karrieremæssige idoler nævner hun »sådan nogle motherfuckers som Olivia Colman og Meryl Streep«.
Men mest af alt drømmer hun om at rykke på, hvordan man kan spille på film.
»Jeg har lyst til at undersøge, hvad man kan på film, og skubbe lidt til det. Nu har jeg lige set ’Den sidste viking’, hvor det er nogen vildt store karakterer, de spiller. Det er jeg mega inspireret af. Fordi det er jo stadig filmskuespil, men det er virkelig nogle heftige karakterer«.
Hvad mener du med at ’skubbe lidt til’, hvad man kan på film?
»Jeg mener, at man kan hive meget fra teater over på film, uden at det bliver dårligt skuespil. Hvor det kan udvide og slippe noget kreativitet løs. Det der med at finde sprækker i naturalismen, hvor man kan hæve det lidt. Alle gakkedetaljerne. For vi er virkelig teatralske, os mennesker, når vi er i vores følelsers vold«.
Faktisk mener hun, at trangen til at ruske op i den naturalistiske filmstil karakteriserer hendes generation af nye skuespiltalenter.
»Der er meget en ’let’s go’-energi. Jeg har selv været en del af nogle rock’n’roll-projekter, hvor mentaliteten var ’nu gør vi bare noget’. Det gjorde man også meget i 90’erne, men det er, som om det er på vej tilbage igen«.
Freja Klint Sandberg udtrykker, at der blandt de unge hersker »kollektivisme« frem for »diva-energi« – men retter hurtigt sit ordvalg til »solo-show«, da ’diva’ bare er »noget, man i gamle dage kaldte kvinder, som man ikke forstod, og som havde PMS«.
»Jeg synes også, at min generation er gode til at få folk med på tværs af minoriteter. Og at fortælle nogle historier, der slet ikke er blevet tænkt på at fortælle før. For eksempel ’Sauna’, der udkom i år. Der er mange historier, vi har fået fortalt 100 gange, og så er der historier, der mangler at blive fortalt, om emner, vi ikke har hørt så meget om før. Dem vil jeg gerne være med til at fortælle«.
’Ingen kære mor’ har biografpremiere 27. november.