’Disclosure Day’: Steven Spielbergs nye sci-fi er en af de mest fængslende film, jeg har set længe
FILM. Næsten 10 år er gået, siden vi sidst fik en stort anlagt scifi-blockbuster fra Steven Spielberg, en af verdens største og mest ikoniske filmskabere.
Men nu er han altså endelig tilbage i den genre, der med ‘Close Encounters of the Third Kind’ fra 1977 og ‘E.T.’ fra 1982 var med til at sætte ham på kortet for bestandig.
Og så har han slået sig sammen med sin gamle kompagnon David Koepp, der blandt andet skrev den originale ‘Jurassic Park’-film, ‘War of the Worlds’ og … et par Indiana Jones-film, vi ikke ynder at nævne i pænt selskab.
Det tog ham efter sigende 42 forsøg at ramme et manuskript, der indkapslede Spielbergs vision og levede op til hans – fuldt fortjente – tårnhøje forventninger.
Nu må vi jo bare krydse fingre og lemmer for, at kvalitetsniveauet er et nøk højere end den der Indiana Jones-film med rumvæsnerne. Men du kan roligt sove trygt i nat, velvidende at Hollywood-legenden med forkærligheden for små grå mænd er tilbage i stor, bombastisk stil. Cue John Williams-fanfaren!
Jeg vil stræbe efter ikke at afsløre for meget af plottet, for jeg har næsten lyst til at give filmens marketinghold stående applaus for deres hemmelighedskræmmeri. De har formået at puste en steppebrand af en stemning op, alt imens de har fortalt os det absolutte minimale om filmens handling. Det er en sjældenhed nu om dage.
Så lad os gøre det kort og godt. Daniel Kellner (Joshn O’Connor) og hans kæreste Jane (Eve Hewson) er på flugt fra en dyster organisation i sorte jakkesæt og mørke SUV’er, der vil have en taske fuld af tophemmelige USB-drev samt en meget særlig genstand tilbage, koste hvad det vil.
Et andet sted i USA får vejrdamen Margaret (Emily Blunt) øjenkontakt med en kardinal (fuglen, ikke præsten), der låser op for en latent empatisk evne, som hun vil få brug for, da hun snart bliver viklet ind i Kellners Snowden-drama, der hurtigt er ved at eskalere henimod et klimaks, der måske vil ændre hele vores verdensopfattelse.
Der er et element af anakronisme over grundhistorien i ’Disclosure Day’. Det er svært at komme det meget nærmere uden at afsløre væsentlige plotelementer, men helt vagt fortalt er plottet bygget op omkring en præmis, der føles en kende bedaget, og som havde fungeret væsentligt bedre i 90’erne, eller måske endda 00’erne. Anno 2026 er det bare lidt old hat – og lidt utroværdigt.
Et afgørende vendepunkt i filmen afhænger fuldkommen af, at vi som seere ikke sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor karaktererne ikke agerer eller tænker lidt mindre … analogt.
Jeg er klar over, at det er helligbrøde så meget som at insinuere følgende, men her vil jeg påstå, at Spielberg blotter sine 79 somre. For selve skelettet af fortællingen er der intet nyt ved. Men filmens ånd – det er til gengæld en helt, helt anden sag. For ’Disclosure Day’ er en af de mest fængslende og dragende film, jeg har set i lang tid. Man ænser knapt nok de næsten to en halv time, der går, mens man sidder klistret til lærredet.
’Disclosure Day’ er for mig den cinematiske ’X-Files’-afslutning, vi aldrig fik. Trods adskillige forsøg. Selv den minimalistiske plakat med UFO-øjet og teksten »WE DESERVE TO KNOW« rimer jo nærmest på den, der hang på Fox Mulders kælderkontor i ti år.
Det er en historie om ikke bare at stille spørgsmålene – men om at turde høre svarene. Filmen lægger op til en spændende diskussion, der både kan handle om, hvad vi rent lavpraktisk ville gøre, hvis vi fik at vide, vi ikke var alene i universet, og også til en bredere eksistentialistisk filosoferen om, hvordan store svar kan volde store dønninger, både i verden og i en selv.
Hvor radikalt forandret er vi i vores væsen, hvis det viser sig, at vi bare var skyggerne i Platons hule?
Foruden at have noget oprigtigt på hjerte – noget, Spielberg om nogen er en mester i – er ’Disclosure Day’ også bare en rendyrket, topunderholdende scifi-thriller (som han selv beskriver den), der træder sømmet i bund fra første scene og først giver slip til allersidst, hvor man bare må læne sig tilbage i biografsædet og nyde, eller måbe over, kulminationen af Kellners og Margarets rejse.
Actionscenerne føles rå og taktile, og den hektiske kameraføring placerer os midt i vanviddet, så det er umuligt at se væk.
Jeg blev nok aldrig voldsomt investeret i filmens to hovedpersoner, da de mestendels er der for at udføre en plotmæssig opgave, og ikke nær så meget for at vi skal komme helt ind under huden på dem.
Men det strålende cast – og særligt Blunt og Colin Firth (i rollen som lederen af den dystre organisation med jakkesæt og SUV’er) – gjorde det upåklageligt. Men det er jo intet under, at Spielberg får lov til at vælge fra øverste hylde af Hollywoods talentmasse.
Filmen emmer af kærlighed for sin genre og for sit formål. Der er en tydelig nysgerrighed, ikke bare på UAP’er og flyvende tallerkener, men også på menneskets plads i universet og, ikke mindst, vores behov for at stille spørgsmål og evne til at lytte til svarene, når de kommer.
Med John Williams’ fantastiske score som bagtæppe og Spielbergs eminente evne til at fange storheden i de små øjeblikke, det grandiose i det simple, er filmen en lige dele forførende og genkendelig stræben efter at opdage og afdække noget, der er større end os selv.
Hvad end det så må være …
Kort sagt:
’Disclosure Day’ er noget af det bedste scifi-spænding, Spielberg har leveret længe. Præmissen er til den lidt tynde og betrådte side, men eksekveringen er på så højt et plan, at man bare må overgive sig.