Klar til Distortion? Vi guider dig igennem årets program

I denne uge vender den københavnske festival tilbage med street parties, natklubber, rave-maraton og alt derimellem. Vi hjælper dig på vej.
Klar til Distortion? Vi guider dig igennem årets program
Distortion på Vesterbro. (Foto: Dejan Obretkovic/Soundvenue)

Hvis du aldrig før har forsøgt at finde rundt i Distortion-programmet, kan det hurtigt blive lidt overvældende.

Før man ved af det, har man 14 browserfaner åbne på én gang, en »hvor er fu????«-besked fra sine venner og er i fuld gang med at mase sig gennem menneskemængden på en cykel, man absolut ikke skulle have medbragt.

Det bliver dog hurtigt mere overskueligt, hvis man ikke tænker Distortion som én samlet festival, men som flere forskellige eventserier, der foregår parallelt rundt omkring i København.

Distortion X dækker over de store billetarrangementer på Rådhuspladsen og i Jernbanebyen, mens Distortion Club samler festivalens natteprogram på udvalgte københavnske klubber.

Vesterbro Street Party og Havnefest står for de gratis dagsfester, mens Distortion Ø forvandler Refshaleøen til et to-dages udendørs rave. Festivalen bliver skudt i gang med en Opening Ceremony på Kongens Nytorv og rundes af med et gratis Afterparty søndag morgen.

Programmet spænder i år fra BørneDistortion, HundeDistortion, Long Table Dinner og speed-dating til Vesterbro Smackdown, Street Fighta: Return of the Riddim, QueerDistortion, Women on Deck og Sunsæt Ghettoblaster – og selvfølgelig også det udsolgte Distortion X på Vesterbro. Og ja, det her er altså bare torsdag.

Med andre ord: Der sker ret meget. Vi guider dig igennem årets program.

Distortions Nørrebro Street Party. (Foto: Klara Løkke/Soundvenue)

Onsdag 3. juni

Onsdag handler først og fremmest om at finde ud af, hvilken type Distortion-gænger man egentlig er.

Årets Opening Ceremony på Kongens Nytorv sparker Distortion i gang med liveshowet ‘Live Mixtape’ fra klokken 18.00-22.00.

Vil man stå midt på Rådhuspladsen med en øl i hånden og danse under åben himmel, er Distortion X Rådhuspladsen et oplagt bud. Her kan man opleve sydafrikanske Black Coffee fra klokken 22.00.

Er man ikke klar til at gå hjem dér, fortsætter festen rundt omkring i byen med Distortion Club. På Module kan man danse til tyrkiske VIIA, australske Tribe og litauiske Baime – og her fortsætter festen helt til klokken 08.00. HIVE får samtidig besøg af spanske Rober Peinado og svenske Obestallt.

Distortions Nørrebro Street Party. (Foto: Klara Løkke/Soundvenue)

Torsdag 4. juni

Torsdag er dagen, hvor Distortion for alvor indtager byen.

Distortion X Vesterbro bliver Jernbanebyen fra klokken 16.00-23.00 forvandlet til en stor festplads med to scener. Billetterne er allerede revet væk, men der er stadig mulighed for at skrive sig på venteliste.

På Red Bull Setlist Stage står Kesi, Noah Carter, Thor Farlov, Mas og Wicky for den mere hiphop- og poptunge del af programmet, mens Cupra Raval Stage blandt andet samler Rune Rask, Berg, Emil Kruse og dj-sets fra Snavs b2b Fabian Mazur, Emma Lincoln og Lisa Fosmark.

Er man mere til gratis gadefest end store koncertscener, er det Vesterbro Street Party, der torsdag overtager byen med alt fra silent disco og street rave til Women on Deck, Street Fighta-dj-battles og Sunsæt Ghettoblaster, hvor Spleen United lukker Sønder Boulevard med et hybrid dj-set.

På Liva Weels Plads holder Queer Distortion til med dj’s fra begge sider af Øresund – i år under temaet ‘Carnival Core’ og i samarbejde med Malmö Pride. Halmtorvet 9 huser samtidig Club Good Wibes med alt fra dubstep-legenderne Pegboard Nerds og et dj-set fra Blæst til Oskar Witt b2b Corner. På Dybbølsgade 24 mixer Abbe G, Knus10 og John Vincent hiphop, dancehall, baile funk og tunge UK-rytmer i en fest med rødder i Christiania og Christianshavn.

Distortions Nørrebro Street Party. (Foto: Klara Løkke/Soundvenue)

På Saxogade 104B samler L8 Scenen den næste generation af dansk undergrund med alt fra grime og hiphop til house – blandt andet fra Fed & Phil, 2tiltango, Wesmo og Marq.

De mindste kan samtidig tage forbi BørneDistortion i Enghaveparken fra klokken 14.00, mens HundeDistortion fra klokken 15.00 lokker byens hundeejere til Otto Krabbes Plads med hundedating, godbidder, dj-sets og rød løber for byens mest velklædte dogfluencers.

Melder sulten sig undervejs, kan man fra klokken 16.00 sætte sig til bords ved den 300 meter lange langbordsmiddag på Istedgade med internationale madkoncepter, vin og dj-sets – og skulle middagen ikke føre til nye bekendtskaber af sig selv, er der selvfølgelig også speed-dating på programmet, hvis man altså nåede at sikre sig en billet.

Når Vesterbro Street Party lukker klokken 22.00, overtager Distortion Club natten. Culture Box får besøg af kroatiske Denis Horvat og danske Tim Andresen, mens Den Anden Side byder på tyske Extrawelt og Anastasia Kristensen. I Pumpehuset kan man fra klokken 22.00 opleve den fremadstormende britiske dj og producer Morgan Seatree.

Fredag 5. juni

Fredag rykker Distortion videre til Refshaleøen, hvor Distortion Ø samler nogle af de største navne fra den internationale elektroniske scene og holder festen kørende til klokken 04.00 om morgenen.

På Rave-scenen, hvor Manchester-promoterne Teletech er værter, finder man technofavoritter som amerikanske Sara Landry, franske Anetha, Berlin-baserede Fumi, danske Schacke og norske Trym.

På Forest Stage står københavnske Harty for aftenens første set, inden WhoMadeWho leverer et hybrid dj-set, der kombinerer dj- og koncertelementer – og britiske Interplanetary Criminal, italienske Carlita og Eloq overtager i de sene nattetimer.

På Oasis Stage finder man techno-legenden Kevin Saunderson samt Prom Night & Harrison Heat, to af Københavns egne.

Vil man holde sig på havnefronten frem for Refshaleøens scener, byder Havnefest fra klokken 16.00-22.00 på en lang række gratis arrangementer – fra Techno On the Dock, Sunsæt Distortion med Lisa Fosmark og Scruz til Sort Distortions afrobeat, psytrance-festen The Final Party og silent disco på Reffen.

Vil man have lidt mere eksklusiv stemning ved vandet, står SoHo House x Natten for afrohouse fra sydafrikanske Shimza ved solnedgang. Og skulle man foretrække at ankomme med stil, kan man sejle afsted på Havnebus-Boogie, hvor havnebussen forvandles til et flydende dansegulv på vej mod Refshaleøen – eller gå ombord på Lilla Dan, der i år fejrer sit 75-års jubilæum med en stor bådfest ved Refshaleøens kaj.

Og så er der selvfølgelig Waterfest, hvor modige sjæle konkurrerer i højdespring fra en 12 meter høj platform ud over havnen.

Distortion Ø. (Foto: Anders Dalhøj)

For dem, der hellere vil blive i centrum, er Distortion X Rådhuspladsen fra klokken 17.00-00.00 stadig et sikkert bud – i år med Soundvenue bag programmet. Sira Jovina åbner ballet, Lord Siva følger op med melankolske pophymner, inden Zar Paulo sætter gang i popfesten. Til sidst lukker Von Quar aftenen med 16 mand på scenen, blæsere, rave-rytmer og flagrende dannebrogsfaner.

Når Distortion Ø og Havnefest lukker, fortsætter natten i byen med Distortion Club. Nåede man ikke Shimza ved vandet tidligere på aftenen, kan man fange den sydafrikanske afrohouse-dj igen på Søpavillonen, hvor Youss og Stan fuldender lineuppet.

Den Anden Side allierer sig med australsk-tyske AWHM og norske Vilde Wahl fra klokken 00.00-09.00, mens Jolene er overladt til det københavnske kollektiv Slow Dance, der præsenterer RXS og et stærkt lokal lineup fra klokken 22.00-05.00.

Lørdag 6. juni

Lørdag fortsætter Distortion Ø på Refshaleøen – og denne gang helt til klokken 06.00 om morgenen.

På Rave-scenen, hvor Teletech endnu en gang er værter, finder man danske Steamboi, Charlie Sparks, Faster Horses og portugisiske Øtta. På Oasis Stage er Detroit-legenden Moodymann aftenens tungeste kort, mens Moxie og Tania Just sørger for de tidlige timer.

Og på Forest Stage gæster tyske Parra for Cuva festivalen med et live-set ved solnedgang, mens MCR-T fra Berlin og Thelma står for de hårdtslående klubtimer, inden Pegassi holder scenen kørende helt til morgenen.

Søndag 7. juni

For dem, der stadig ikke er gået hjem, rundes festivalen af med en gratis fest søndag fra klokken 06.00-16.00.

Det er her, Distortion virkelig viser sit sande ansigt – tempoet en anelse langsommere, solen på vej op og stemningen præget af den særlige kollektivt udmattede eufori, som kun opstår efter flere døgns fest i Hovedstaden. Det eneste, Distortion indtil videre har løftet sløret for, er et gratis Open Air-arrangement ved siden af Distortion Ø.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af