KOMMENTAR. Da Bladee for ganske nylig udgav singlen ’Blondie’, var der god grund til begejstring.
Ikke kun fordi der var tale om en ny, rigtig god sang fra en af moderne hiphops mest enigmatiske figurer, men fordi sangen – førstesinglen fra albummet ’Sulfur Surfers’, der landede få dage senere – var en tiltrængt påmindelse om, hvor dragende storhedsvanvid kan være.
»I am the only one that has anything interesting to say these days«, snerrer den svenske rapper selvhævdende i sangens første vers, inden han uforsonligt tilføjer: »Stop making music right now / You all fucking disgust me / You should go fucking die«.
Sød musik i mine øre. Jeg foretrækker nemlig kunstnere, der selv mener, at de er genier, og jeg mener, at kunstnere har lov til at være så selvcentrerede, at det bryder med helt gængse regler for normal social adfærd og ligefrem nærmer sig det ulidelige.
Og heldigvis er det ikke kun Bladee, der har fundet sin indre krukke frem. »Jeg mener oprigtigt, at jeg er en af de vigtigste nulevende kunstnere«, skrev den britiske rapper Fakemink for nylig i en ekstremt lang respons til de kritikere, der endnu ikke har set lyset.
»Det er okay, jeg forstår, og jeg tilgiver jer«, tilføjede han. Ganske storsindet.
Relaterbarhedens tyranni
Jeg brød mig aldrig om Ed Sheeran, John Mayer eller nogen som helst andre repræsentanter for den form for musik, der er karakteriseret ved at blive spillet af tilsyneladende almindelige mænd med guitarer.
Det har ikke så meget at gøre med musikken i sig selv – selvom den oftest heller ikke ligefrem falder i min smag – men snarere med det faktum, at jeg fra en helt tidlig alder nærede en instinktiv foragt for det almindelige.
Der stod de med deres t-shirts, deres sneakers, deres »Bruce Springsteen-problem with denim-boomer-issues«, som Courtney Love ville formulere det, og foregav at være helt almindelige mænd, som tilfældigvis bare havde skrevet nogle sange om deres liv på det jævne, som var de H.V. Kaalund.
Det gjorde det hårdt at leve gennem 2010’erne, hvor fremkomsten af sociale medier foranledigede selv de største stjerner til at gøre deres ypperste for at fremstå relaterbare for deres følgere, og hvor en kunstner som Taylor Swift på trods af sin milliardærstatus formåede at bibeholde et image som naboens helt almindelige datter.
Det er denne dyrkelse af det relaterbare, som Bladee og Fakemink lige nu gør op med. »Jeg synes, alt middelmådigt er kedeligt«, som førstnævnte for få dage siden formulerede det i et interview. »Hvis jeg kan gøre noget mærkeligt og ekstremt, er det godt«.
Uimodståelig ophøjethed
Alle tendenser har naturligvis deres modpoler, og det havde relaterbarhedens tyranni i 2010’erne også.
Man kan givetvis hævde, Kanye Wests storhedsvanvid med tiden udviklede sig til vanvid i den mere kliniske forstand, men det er alligevel svært ikke at tænke, at kun en person med så uspoleret og uhæmmet et ego ville være i stand til at skabe så banebrydende musik, som West i mange år gjorde. At skabe grænsesøgende kunst kræver en grænsesøgende person.
Kanye West var ikke den eneste, der op igennem 2010’erne afviste kravet om almindelighed.
Vi havde Lana Del Rey, der iscenesatte sig selv som tragisk, glamourøs og fuldkommen utilnærmelig og delte lange, herligt verdensfjerne maskinskrevne tekster på sin Instagram formuleret i sydende vrede over at »blive nådesløst dømt for at være sit autentiske, sarte jeg«.
For ikke at tale om Charli XCX, hvis offentlige persona heldigvis har udviklet sig i en retning, der vil være svær at rumme for dem, der opfatter ord som »elitær« og »prætentiøs« som negativt ladede.
Tag blot hendes nylige Substack-essay ‘The Death of Cool’ (hvad »cool« er, og hvorvidt det er dødt eller levende, er ene og alene op til Charli at definere, forstås) om at overvære en koncert med en vens band.
»Jeg begyndte at indse, at jeg følte mig deprimeret, fordi det, jeg havde været vidne til, havde føltes virkelig sikkert, virkelig intetsigende og ærligt talt lidt kedeligt«, skriver hun.
Hvilken herlig position af dømmende, ligefrem nedladende ophøjethed at placere sig selv i. Hvor uimodståeligt krukket at blive slet og ret deprimeret over en optræden, der, som Charli videre skriver, »teknisk set var ‘god’, den var funktionel og kørte problemfrit, men der var bare absolut ingen stil«.
Jeg hører ekkoer af både Kanye West, Lana Del Rey og Charli XCX i Bladees og især Fakeminks selvcentrisme.
»Mange af jer hader unge tyre, ambitioner, eksperimenter, genialitet eller forstyrrelse. I hader den følelsesmæssige oplevelse af at støde på noget, før jeres hjerner har fået social tilladelse til at forstå det«, som sidstnævnte formulerer det. »Jeg undervurderede virkelig, hvor truende det ville føles for jer at se nogen blive bedre end jeres yndlingskunstner i realtid«.
Mange har gjort grin med Fakeminks helt uhæmmede tro på sin egen genialitet. Jeg selv ønsker bare endnu mere fra samme skuffe. Og Fakemink? Ja, han tilgiver nok, at I griner.