KOMMENTAR. Jeg har altid ment, at konceptet autenticitet er komplet irrelevant, når det drejer sig om popmusik.
At det at interessere sig for, i hvor høj grad en popmusikers selvfremstilling er ægte eller oprigtig er udtryk for en primitiv tænkning, som jeg selv er hævet over (i al beskenhed, selvfølgelig).
At popmusik er illusionernes kunst, hvor alle kneb gælder i jagten på dens store oplevelse. Og at ingen grader af kunstighed, ingen promovering, ingen brug af kostumer, autotune, playback, plastikkirurgi, retouchering, smoke and mirrors, intet, som popmusikkens milliardindustri kan købe sig til, er utilladeligt, så længe altså det tjener et højere musikalsk formål.
Af mine forældre blev jeg opfostret på David Bowie, Lou Reed og Madonna, og jeg vidste fra en tidlig alder, at de rigtig gode popstjerner er dem, der mestrer en konstant leg med et uendeligt kartotek af konstant flydende identiteter.
Derfor var jeg også fuldkommen ligeglad, da jeg som teenager hørte rygter om, at min nye yndlingskunstner, Lana Del Rey, muligvis havde fabrikeret sin trailerpark-fortid og sin teenage-alkoholisme, at hendes far måske i virkeligheden havde penge, og at hendes glamourøst store læber måske var fyldt med alskens kemikalier.
Kald det performativt. Det var popmusikken – og ikke Judith Butler – der lærte mig, at den menneskelige identitet er evigt til forhandling og konstant modellerbar. At det er vores fantasier, der skaber os. Og at det autentiske menneske bare er en illusion.
Derfor blev jeg da også en smule overrasket og skuffet over mig selv, da modellen og skuespilleren Cara Delevingne tidligere i år lancerede sin musikkarriere med singlerne ’I Forgot’ og ’Out of My Head’, og jeg pludselig fandt mig selv grebet af en nagende skepsis.
Begge sange lød som skræddersyet til tidens eksperimentelle poplandskab, men de gav mig også en snigende og ganske uvant følelse af, at der var noget (gisp!) uautentisk på færde.
Skuespilleren som musiker
Det er nu ikke, fordi jeg som sådan har noget imod musik lavet af skuespillere.
At synge er en form for skuespil, og skuespillere er ofte rigtig gode til det (faktisk vil jeg vove at påstå, at skuespillere ofte er bedre til at lave musik, end musikere er til at spille skuespil, selvom jeg elsker Cher i ’Moonstruck’ og at se David Bowie som Pontius Pilatus i ’The Last Temptation of Christ’).
En af mine yndlingskunstnere nogensinde, den britisk-franske Serge Gainsbourg-muse og protegé Jane Birkin, var til sin død mest af alt en syngende skuespiller, der sang sine sange med en teatralsk distance som en skuespiller, der fremfører et manuskript, men det afholdt hende ikke fra at udgive en stribe af album, som efter min egen idiosynkratiske mening hører til blandt de bedste i verden.
Jeg kan også nævne Dead Man’s Bones, Ryan Goslings kortlivede indie-folkprojekt, hvis ene selvbetitlede album fra 2009 er en meget unik og ret fantastisk lytteoplevelse: på én gang storslået, dyster og forunderlig i sin okkulte og efterårsfalmede atmosfære.
Og for ganske nylig udgav hiphopkollektivet Czarface albummet ’Czarface Meets Frankie Pulitzer’ med Tom Hardy bag mikrofonen, et album, som jeg formentlig ikke kommer til at høre igen, men hvor det absolut ikke kan nægtes, at Hardy er ganske troværdig som rapper.
Det er altså ikke Cara Delevingnes skuespilfortid, der i sig selv gør mig skeptisk, ligesom det heller ikke er en mangel på dokumenterbare musikkvalifikationer.
Således har Delevingne, før hun i år trådte i karakter som artist under eget navn, medvirket som korvokalist på blandt andet St. Vincents ’Masseduction’, Fiona Apples ’Fetch the Bolt Cutters’ og Dijons ’Baby’, tre nyere indiehovedværker, som, hvad musikalske lærepladser angår, omtrent må høre til blandt de bedste, man kan forestille sig.
Der burde virkelig ikke være noget i vejen for, at jeg bare kunne overgive mig til idéen om Cara Delevingne som musiker.
Alt det, jeg elsker
Men det, jeg stadig lidt kæmper med, når jeg lytter til de nu i alt fire singler, der er udkommet som forsmag på debutalbummet ’Not Normal’, er, at musikken næsten er for god, trendy og smagfuld.
Musikken er skabt i samarbejde med BJ Burton, en producer, som fans af alternativ pop- og rockmusik formentlig vil kende fra storroste album som Charli XCX’s ’How I’m Feeling Now’ og Lows to sidste udgivelser, ’Double Negative’ og ’Hey, What’.
De brutale lag af forvrænget støj, der gør det ud for et omkvæd på førstesinglen ‘I Forgot’, lyder faktisk en hel del som noget, man kunne have fundet hos netop Low, omend kontrasten mellem støjpassagerne og de mere melodiske vers er som formet efter den skabelon, metalpopstjernen Poppy har gjort til sit særkende.
‘Out of My Head’ er digitalt knitrende artpop med klubbede beats og et ekstatisk omkvæd, der minder mig en hel del om Caroline Polachek, mens ‘Need It’ – med Fiona Apple som medsangskriver – er foruroligende og sødmefuld på samme måde, som så mange af Grimes’ sange er.
Den nyeste single, ‘Crazy, Baby’, er alternativt klingende poprock med en psykedelisk kant og den ene fod i et internetdystopisk kaninhul, altså samme territorie, som Magdalena Bay kortlagde på 2024-nyklassikeren ‘Imaginal Disk’ – omend guitaren hos Delevingne er infuseret med en St. Vincent-klingende vildskab.
Ja, jeg undskylder for den uhæmmede grad af namedropping, men pointen er, at Cara Delevingnes musik lyder som en specialdesignet amalgamation af snart sagt alt, jeg elsker. For jeg elsker Charli XCX, Low, Poppy, Caroline Polachek, Fiona Apple, Grimes, Magdalena Bay, St. Vincent. Cara Delevingnes moodboard er min daglige playliste.
Men jeg sidder også lidt tilbage med en følelse af at blive leflet for. En følelse af, at jeg – og en hel masse andre musiknørder, er jeg sikker på – bliver fodret med alle de mest au courant poplyde, uden at der ligger en særlig høj grad af substans bag dem.
En følelse af at blive lokket ind i en slags fokusgruppedesignet musefælde for Pitchfork-læsere fremfor at lytte til produktet af autentisk kunstnerisk inspiration.
Og så sidder jeg pludselig på hyklerisk vis og diskuterer substans og autenticitet – ord, jeg ellers havde forsvoret, at jeg nogensinde ville bringe op i relation til popmusik.
Cara Delevingnes debutalbum, ‘Not Normal’, udkommer 25. september.