Emma Sehested Høeg fik det fantastiske til at se legende let ud i Royal Arena

KONCERT. »Jeg har løjet rigtig meget«, indrømmede Emma Sehested Høeg omtrent halvvejs inde i sin spektakulære Royal Arena-koncert.
Hun skulle til at synge den eventyrlige menstruationsballade ’Månebørn’, som hun har for vane at indlede med at afsløre, at hun netop i samme øjeblik står på scenen og styrtbløder.
»Der er anmeldere, der mener, at det er utroværdigt, at jeg har menstruation, hver gang jeg synger denne sang«, fortalte hun. Og med rette, viser det sig altså, for Sehested Høeg har åbenbart et afslappet forhold til sandheden.
»Men i dag, halvanden time inden koncerten, begyndte jeg altså at bløde«, forsikrede hun, inden hun pludselig svævede op under loftet på en kæmpestor diskokugle.
Øjeblikket indkapslede netop det, der gjorde koncerten så ubegribeligt vellykket: viljen til at skabe sin egen fiktion og så leve sig fuldkommen ind i den. Koncerten var et skriglyserødt parallelunivers, hvor resten af verden for en stund ikke fandtes. En smuk løgn, som knap 16.000 mennesker var blevet enige om at tro på.

Det er engang blevet sagt, at Wagner ville have lavet film, hvis han havde levet i dag. At han gennem filmmediet ville have fundet kulminationen på det, han gennem alle sine operaer stræbte efter: at skabe den totale synergi mellem musik, skuespil, tekst og billede.
Et andet bud er dog, at han ville have skabt noget i stil med den megalomane totaloplevelse af popkoncert, teater og burlesque, som vi var vidne til i Royal Arena.
Det tænkte jeg flere gange under koncerten, der var Emma Sehested Høegs til dato største – ikke mindst, da hun under en intens og fascinerende vredesfyldt udgave af ’Make Sure You’re Mine’ løftede et kæmpe sværd mod publikum som en skikkelse taget ud af ’Valkyrien’.
Hvorefter hun brugte det til at gennemhulle den overpolstrede seng, hvor hun kort forinden havde ligget sammen med August Høyen og sunget en kælen udgave af ’Troede det var os’.

Der er det besværlige ved teaterkoncerten som genre, at teatrets stramme iscenesættelse har det med at spænde ben for den følelsesmæssige spontanitet, som en koncert helst skal rumme.
Men på mirakuløs – og for mig stadig lidt uforståelig – vis lykkedes det Emma Sehested Høeg at få de to ting til ikke bare at smelte sammen, men ligefrem berige hinanden.
Vovede påfund – som da hun brugte 15 minutter (!) på at skrive en helt ny sang på sætninger, publikum kastede mod hende, herunder »butter chicken til morgenmad« og »fuck patriarkatet« – undgik at gå op i hat og briller, netop fordi de fandt sted i nøje koreograferede rammer, hvor sammenhængen mellem scenografi, kostumer og bevægelse var gennemtænkt ned til mindste detalje.

Det hjalp selvfølgelig også, at Emma Sehested Høegs fløjlsstemme blev akkompagneret af en sand stjernebesætning af et band, som med elegance og lethed kom rundt i hvert et hjørne af det funk-, disco- og jazzunivers, der er hendes signatur.
Ikke mindst saxofonisten Oilly Wallace, hvis meddigtende strofer smøg sig ind mellem de urokkeligt præcise rytmer fra trommeslageren Rasmus Juncker som vand mellem marmorsøjler.
For ikke at tale om strygertrioen fra ensemblet ’Who Killed Bambi’, der dukkede op for at indhylle et par sange i mørke, filmnoir-ulmende skygger. Eller de 60-70 konstant dansende mænd fra Copenhagen Gay Choir, der fik taget til at lette under ’Svært at være fantastisk’. Svært? Hun fik det til at se så let ud.
For det var altid mest på grund af Emma Sehested Høeg selv – hendes stemme, hendes karisma, hendes humor – at den svære balancegang lykkedes.


Hun er Danmarks svar på Barbra Streisand, ikke kun fordi de på samme overlegne måde brillerer inden for både musik, film og teater, men fordi der er en konstant glidende overgang mellem det skuespillede og det dybtfølte i deres måde at synge på.
I Royal Arena var Emma Sehested Høeg altid både fuldstændig sig selv og totalt i karakter. Det gjaldt uanset om hun under den forførende ’Balance With You’ flirtede med en mand blandt publikum så længe og intenst, at det nærmede sig det groteske.
Eller smækkede et par solbriller på og gav den som autotunet rapper på en absurd sang – vist nok fra teaterstykket ’Farvel til Madonna’ – om alt det, der kan være inde i hendes store, rummelige »kusse«: din mormors kolonihavehus, en tysk motorvej, hele publikum.
Men sandt at sige havde hun virkelig hele publikum, hvis ikke bogstaveligt talt inde i skeden – men ærligt, hvad ved jeg? – så i hvert fald i sin hule hånd. Jeg tror, vi var mange, der gerne ville have levet i løgnen endnu længere.
Kort sagt:
Emma Sehested Høeg leverede en overlegen kraftpræstation i Royal Arena. Hendes koncert var en storslået totaloplevelse, hvor popkoncert, teater og burlesque blev forenet – bundet sammen af usædvanligt fremragende musikere og Sehested Høegs usårlige karisma.