Danny Brown ‘Stardust’
»Nogle kan jo faktisk godt finde ud af at være ung med de unge«, skrev Soundvenues Erick Camargo V. Christensen forud for Danny Browns nye album, og efter at lyttet til ‘Stardust’ kan man kun give ham ret.
Her allierer den 44-årige rapper sig med en hel hær af yngre stjerneskud som Jane Remover, Underscores og youtuberen Quadeca, der alle kan siges at falde under paraplyen internetmusik, og han møder dem på deres banehalvdel med smadret hyperpop og glitchende EDM.
Alt sammen med en nyfunden positiv indstilling til tilværelsen efter at være blevet clean og uden på noget tidspunkt at fremstå malplaceret eller som det, hans nye samarbejdspartnere nok vil kalde en »unc«.
Forgængeren ‘Qauranta’ var et introspektivt, afdæmpet album om at runde de 40, men på ‘Stardust’ lyder Danny Brown yngre end nogensinde. –MH
Afskum ‘Hjertet/Kniven’
»Det er ikke nogen behagelig eller bekvem lytteoplevelse. Men er man frisk på en oplevelse, der kradser og sætter sig i sjælen, er det et absolut must«, skrev Soundvenues Kjartan F. Stolberg i en femstjernet anmeldelse af ‘Hjertet/Kniven’, opfølgeren til Afskums selvbetitlede debut fra 2023.
Albummet falder i to halvdele – den ene mere melodisk og sårbar, den anden brutalt smadret, støjende og aggressiv – men begge udspringer fra de samme tanker, de samme frustrationer og den samme sorg.
Og uanset om Afskum længes efter nærhed på det poetiske og ligefrem romantiske åbningsnummer ’Jeg vil høre alting’ eller synger over forvrængede rockguitarer, hastige breakbeat-trommer og nådesløse techno-rytmer, er resultatet intet mindre end gribende. –RW
Rosalía ‘Lux’
»Hvor skønt ville det ikke være / at leve mellem dem begge / først vil jeg elske verden / så vil jeg elske Gud«, lyder den dansk oversættelse af de allerførste linjer på Rosalías overdådige mesterværk ’Lux’.
Som middelalderens katolske mystikere forsøger den spanske superstjerne at bygge bro mellem det jordiske og det himmelske. Og lykkes i høj grad med det på et album, hvor flamencoens blodtørstige energi møder den klassiske musiks svimlende storhed.
»Selvom albummet er hendes mest krævende og komplekse til dato, er det også det mest følelsesmæssigt potente«, skrev Soundvenues Sofie Kock Aukdal og tildelte albummet topkarakter.
»At eksperimentere er Rosalías vigtigste kendetegn, og hun lader til altid at søge de virkemidler, der kan afføde så meget intensitet som muligt. Og det kan tydeligvis både findes i hurtige flamenco-klap, tunge dembow-beats og skærsild-agtige strygere«, lød det videre i anmeldelsen. –RW
Bisse ‘Familiealbummet’
Det kan godt være, at vi i mellemtiden har fået et nyt band i form af Bissesvinet og et helt debutalbum fra selvsamme, men to år uden et soloudspil er altså ret lang tid, når det drejer sig om Bisse.
Nu er tørken heldigvis ovre, for i sidste uge udkom ‘Familiealbummet’ – ikke et album om Bisses egen familie, må man forstå, men om »hele den store menneskefamilie« – hvor de underspillede arrangementer giver godt med plads til den danske sangskrivers som altid forunderlige tekster.
Men hvor det også er aldeles effektivt, når Bisse en gang imellem skruer op, som han gør det på det pockrockede højdepunkt ‘Her’.
»Det er total hengivenhed pakket ind i horn og tammer, korstemmer og crescendo-opbygning. Det er livet, når det er allermest banalt, og musik, når det er allermest effektivt«, skrev Soundvenues Jens-Christian Dyhr om netop det nummer i en femstjernet anmeldelse.
»Det er en magtdemonstration med hvide flag«. –MH
Oneohtrix Point Never ‘Tranquilizer’
Produceren og komponisten Daniel Lopatins 11. album som Oneohtrix Point Never, ’Tranquilizer’, er på mange måder et album til tiden.
Albummet, der består af minutiøst sammensatte og manipulerede udpluk fra gamle sample-cd’er fundet på Internet Archive, synes at tale ind i en gennemgribende følelse af midlertidighed; en følelse af, at alting forsvinder.
Store dele af vores digitale historie er blevet slettet, og Internet Archive er konsekvent truet af lukning. Måske netop derfor hviler der en gennemgribende melankoli over ’Tranquilizer’, et album, der på flere planer udforsker arkiveringens nødvendighed og umulighed.
Det til trods er ’Tranquilizer’ dog også utroligt skønt at lytte til. Faktisk har vi at gøre med det hvis ikke bedste, så i hvert fald smukkeste og mest behagelige album, Oneohtrix Point Never har udgivet siden gennembrudsalbummet ’Replica’ fra 2011.
Som titlen antyder, er der noget meditativt og beroligende over albummet – også selvom sorgen, uhyggen og tragedien ligger og spøger hele tiden. –RW
100 ‘Jihad’
’Jihad’, debut-ep’en fra den dansk-tunesiske kunstner 100, er et enigma, som selv efter utallige lyt bliver ved med at fascinere.
Kunstnernavnet er umuligt at google, vokalen er manipuleret til ugenkendelighed, og lydbilledet overvælder med pludselige udbrud af klassisk instrumentation og støj, der knitrer som højspændingsledninger i frostvejr og forsvinder, før man har deduceret sig frem til lydens kilde.
Men bag den mystiske aura gemmer sig stærk popsangskrivning, der både er melodisk og følelsesmæssigt potent.
»Små melodier, der kravler ind under huden og bider sig fast, fraseringer og formuleringer, der sigter efter hjertet og rammer usandsynligt hårdt«, som vi formulerede det i en femstjernet anmeldelse.
Når man lytter til ep’ens dramatiske kærlighedspoesi, forstår man, hvorfor den hedder ’Jihad’, et arabisk ord for »anstrengelse«, der blandt andet henviser til individets kamp med sig selv for at leve et moralsk liv. Det er lettere sagt end gjort, når begæret spænder ben for fornuften. –RW
Takykardia ‘Best Rollercoaster Ride, Ever!’
Som regel udkommer nye album om fredagen, men når Britney Spears’ fødselsdag falder på en tirsdag, kan det ikke være anderledes.
Det var meldingen, da Takykardia tidligere på ugen slap ‘Best Rollercoaster Ride, Ever!’, den længe ventede opfølger til debutalbummet ‘Better’ fra 2020, og man forstår godt, hvorfor den danske poptrio var nødt til at udgive albummet på det hårdt plagede popikons 44-årsfødselsdag.
»Britney Spears-koblingen er en venlig påmindelse om det mørke, der hele tiden lurer bag glamouren«, skrev Soundvenues Anton Løkke Laursen blandt andet i en femstjernet anmeldelse.
»Takykardia lokker dig til at hoppe i takt til ’Doom Scroll’, der pumper derudaf med en Y2K-produktion, der kunne have lagt MGP 2006-2007 ned, og så smider de den majestætisk minimalistiske ’Unwell’ i hovedet på dig, som for at sige: Fat nu, hvor ensomt internettet er!«. –MH
Sega Bodega ‘I Created the Universe so That Life Could Create a Language so Complex, Just to Say How Much I Love You’
Titlen på Sega Bodegas fjerde album er et lille digt, der filosoferer over sprogets evne til at indkapsle kærlighedens og eksistensens mysterier.
På den måde er det meget passende, at albummet forløber som en næsten helt ordløs rejse gennem tid og rum, hvor stemmer – herunder en magisk gæsteoptræden fra folk-ikonet Vashti Bunyan – fungerer mere som spøgelsesagtige, hviskende lydeffekter end som formidlere af tekst. Albummet er en hyldest til alt det, sproget ikke kan formidle.
Den fransk bosatte irsk-chilenske musiker er måske bedst kendt for sine dekonstruerede, klubbede produktioner for Oklou, Caroline Polachek og især Shygirl – produktioner, der flirter med alt fra hyperpop og UK Garage til alternativ r’n’b og hiphop – men hans nye album er i høj grad new age.
Kompositionerne udfolder sig med samme vægtløse skønhed som et støvkorn, der falder gennem en solstribe, og de varme, bløde synthesizere vibrerer nærmest gennemsigtigt. Ideel musik at drømme sig væk i. –RW
Vil du have mere? Tjek også de bedste album vi hørte i sidste måned.