Takykardias progressive popmusik er både vidunderligt vellydende og emotionelt slagkraftig
En pressemeddelelse for danske Takykardias debutalbum ‘Better’ erklærer, at trioen »kombinerer en række elementer fra triphop, alternativ r’n’b, UK-jazz, dreampop og sågar 90’er-dance«. Det er en spændende, tiltalende måde at indkapsle Takykardia, der ikke let lader sig indkapsle.
Og det er ingenlunde en forkert beskrivelse – men jeg synes også lidt, det er som at opremse ingredienserne i en risotto uden at nævne, at der er ris i. Jovist, risen er forventet. Men hvor alle de øvrige ingredienser tilfører karakter, så er det risen, der bringer hele retten sammen.
På samme måde er der en lim, der giver alle disse spændende indflydelser struktur hos Takykardia – og det er popmusikken. Takykardias legesyge og genreplukken har i høj grad poppens virkemidler som fundament. Det er på én gang catchy og eventyrlystent, og det føles aldrig som om, at den ene af disse kvaliteter går på kompromis med den anden.
De vækker dermed genklang af landsfællerne Ganger, eller hvis vi skal sigte mere internationalt, Everything Everything. Og akkurat som disse to gruppers gennemtrængende powerhouse-vokalister har Takykardia et trumfkort i forsanger Luna Matz.
Matz har en uforlignelig spændvidde. Hun kan være gennemborende bitter på ‘Pure Little Anxious Me’, køligt frustreret på ‘Rewind’, ubærligt nøgen og sårbar på ‘Waving’, tænksomt vemodig på ‘Wedding Song’ – og så meget mere end det, altid med både imponerende teknisk kunnen og gennemtrængende ekspressivitet. Hvis ikke den vitale produktion eller den dynamiske instrumentation skulle være nok i sig selv, gør Matz, at musikken oser af liv.
Albummets øvrige lyd er dog også formidabel. Det er produceret af Anders Boll, der også har arbejdet med førnævnte Ganger og Lowly, og han medbringer absolut det kvalitetsniveau, hans tidligere arbejde har vist, at han står for.
Når den fuzzy støj står over for den kriblende percussion og Matz’ dramatiske vokal på ‘Sleeptalker’, er dramaet gribende. Når det instrumentale aktivitetsniveau gradvist intensiveres på den EDM-kanaliserende outro til ‘Self Touching’, slår det hårdt. Når der søges en mere intim lyd på Selma Judith-samarbejdet ‘F2’ føles det som om, man står lige ved siden af Matz og Judith i studiet.
Størstedelen af sangene handler om op- og nedturene i et forhold, der er præget af dels stor uforfalsket kærlighed, dels af usikkerhed, utroskab. Og derfor er det dejligt komfortabelt, når Takykardia vælger at lade de optimistiske toner fra ‘Better Times’ afslutte albummet.
Dette nummer står som det muligvis største venstresving i en serie af venstresving. Det bliver end ikke i sine mest svulstige øjeblikke en særlig storladen produktion, men bandet har kreeret et dybt originalt bud på, hvordan man musikalsk kan udtrykke optimisme, uden at det lyder som en præmatur sejrsrunde.
Fortrøstningsfulde harper og viljestærke horn dukker op af og til uden nogensinde at stå centralt i kompositionen – og Takykardia giver sangen den mest vidunderlige varme. Samtidig giver trommeslager Troels Dankert en præstation så hektisk, at det er et under, at det hverken føles stressende eller malplaceret – men derimod blot som om håbet flyder over i sådan en grad, at det snubler over sig selv.
Det er en fornem måde at afslutte udgivelsen på. Det indkapsler hele ‘Better’s vellyd, legesyge og emotionelle slagkraft. Og det efterlader mig med en varm følelse, der gang på gang har fortalt mig, at albummet godt kan klare lige et spin mere.
Kort sagt:
Takykardias progressive popmusik er nysgerrig og legesyg, og de vovede træk ender i høj grad med at tjene den vellydende, emotionelt gribende oplevelse, som deres debutalbum er.